Mødedato: 18.09.2019, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Afrapportering på Handleplan for Velfærdsteknologi

Se alle bilag

Resumé

Socialudvalget vedtog i 2014 ’Handleplan for Velfærdsteknologi' der sætter fokus på borgerrettet teknologi i Socialforvaltningen - kaldet velfærdsteknologi. Udvalget fik første afrapportering på arbejdet med velfærdsteknologi i foråret 2016. Denne indstilling indeholder anden afrapportering på de resultater og erfaringer, der er opnået, samt et indblik i principper og governance på området.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget tager afrapportering om ’Handleplan for Velfærdsteknologi’ til efterretning.

Problemstilling

Velfærdsteknologi giver mulighed for at levere service til borgerne på en ny måde fx ved, at borgerne anvender teknologi til at understøtte deres hverdag og gøre dem mere selvhjulpne. Velfærdsteknologi understøtter de igangværende faglige omstillinger. Forvaltningen arbejder efter følgende overordnede målsætninger for velfærdsteknologi på det sociale område:

  • Borger: at understøtte et selvstændigt og værdigt liv (målsætninger fra Socialstrategien)Faglighed: at understøtte organisatoriske og faglige omstillinger, som medarbejderne er i gang med eller står overfor i de kommende år
  • Ressourcer: at frigive tid hos medarbejderne eller reducere øvrige udgifter.

Som grundlæggende princip vurderes al ny velfærdsteknologi i Socialforvaltningen på, om det påvirker mange borgeres liv positivt og/eller bidrager substantielt til at løse en udfordring for Socialforvaltningen (fagligt og/eller økonomisk). Der arbejdes systematisk med at gå fra ide og behov for velfærdsteknologi til implementering og drift af teknologier.

Det er Socialforvaltningens strategi at være ambitiøs ”second mover” – dvs. skalere løsninger, som er i drift andre steder. Derfor er forvaltningen i tæt dialog med andre kommuner og øvrige forvaltninger, herunder særligt Sundheds- og Omsorgsforvaltningen om teknologier, som er afprøvet og testet. Samtidigt gennemfører forvaltningen markedsdialoger med henblik på at modne teknologier fra andre målgrupper, så de kan anvendes til borgere på socialområdet.

Løsning

Siden vedtagelsen af ’Handleplan for Velfærdsteknologi’ i 2014 har næsten 2.000 borgere haft glæde af at bruge velfærdsteknologi i deres hverdag, og der er afprøvet 59 teknologier. Nationalt viser erfaringerne [1], at man har været for optimistiske vedr. økonomiske potentialer for velfærdsteknologiske løsninger, hvilket også gælder for arbejdet i Socialforvaltningen. Evalueringerne af de afprøvede teknologier har dog vist, at både borgere og medarbejdere har oplevet, at teknologierne har givet kvalitetsløft ift. større livsglæde og bedre arbejdsmiljø. 

Forvaltningen er lige nu i gang med at gennemføre 1 innovationsprojekt, 5 pilotprojekter og 11 implementeringsprojekter[2], hvoraf hovedparten af projekterne er finansieret af investeringscases. Der er syv større teknologier i daglig drift. Fremadrettet vil forvaltningen fokusere arbejdet yderligere på, hvor der kan realiseres økonomisk potentiale og bl.a. reducere i arbejdet med afprøvninger.

I det følgende beskrives et udvalg af resultater fra de foregående års arbejde med velfærdsteknologi. De udvalgte teknologier er større teknologier, som enten er i drift, under implementering eller i pilotfase.

Eksempler på større implementerede teknologier, som er i drift, se bilag 1 for en komplet liste:    

  • Online hjælp og støtte til hjemmeplejen: Borgere modtager i eget hjem skærmbesøg fra hjemmeplejen. ”Besøget” er fleksibelt og tilpasset, hvornår det passer ind i borgerens hverdag. Samtidigt understøtter besøget borgerne i at anvende egne ressourcer eksempelvis i at måle blodsukker. Aktuelt er ca. 40 borgere omfattet af dette – med en forventning om 100 borgere v. udgangen af 2019
  • Lifte, vendletter og skylle-tørretoiletter til handicapområdet: Borgerne oplever en bedre og mere inddragende forflytning og medarbejderens arbejdsmiljø forbedres pga. færre rygsmerter. Skylle-tørretoiletterne har derudover skabt en bedre hygiejne hos borgerne.

  • Elektroniske nøgler: Elektroniske nøgler giver øget sikkerhed omkring nøglehåndtering og vil i kombination med kommende elektroniske kørebøger bidrage til mere fleksibel planlægning i hjemmeplejen.

Eksempler på større teknologier under implementering:

  • Online hjælp og støtte til handicapområdet og voksenområdet: Skærmbesøg til borgere udvides til hjemmevejlederne i Borgercenter Voksne og til bofællesskaber og støtte/kontaktpersonerne i Borgercenter Handicap.

  • EMENTO: Mobil app, der giver borger i misbrugsbehandling mulighed for at have overblik over aftaler og opgaver. Hvis borgeren eksempelvis har en lægeaftale på et center, vil app'en i tilpassede intervaller minde borgeren om at overholde aftalen. App'en giver også den enkelte borger overblik over samtlige aftaler og opgaver, så det er muligt at forberede sig på, hvad der sker videre i forløbet.

Eksempler på større teknologier i pilot:

  • Avatar: Borgercenter Børn og unge tester en Avatar[3], som kan hjælpe barnet til at fastholde kontakten til klassen og følge undervisningen så meget som muligt, hvis barnet er fraværende pga angst eller akut anbringelse. Avataren er i klassen og barnet kan via en skærm følge undervisningen og styre Avataren.

  • Medicin: Borgercenter Hjemmepleje og Borgercenter Voksne tester forskellige medicinhåndterings teknologier til øget egen mestring, eksempelvis DoseSystem, som er et simpelt medicinhuskesystem. Det består af en lille medicinboks, der kan minde borgeren om, hvornår medicinen skal tages og hvor borgeren kvitter for indtagelsen.

     

I bilag 2 er der en uddybende beskrivelse af arbejdet med velfærdsteknologi og fremdrift i forhold til handleplanens forskellige fokusområder. De vigtigste erfaringer, som Socialforvaltningen tager med i det videre arbejde er, at implementering af ny teknologi, som alle andre omstillinger, kræver et vedholdende fokus på forandringen hos både medarbejdere og ledelse, før end at de forventede gevinster opnås. Derfor har teknologier, der er blevet koblet med en ny eller igangværende faglig omstilling, haft størst succes.  For budget 2019 og i overførselssagen 2018/2019 (Budget 2020) er der godkendt følgende nye investeringscases:

  • Sikker kommunikation med borgerne og teknologier til at understøtte specifikke behandlingsforløb for voksne borgere og familier i behandlingsforløb, herunder også kommunikation med etniske familier.

  • Støtte for borgerne (voksne og børn) til deres egen transport på trods af psykiske, mentale eller fysiske udfordringer.

  • Støtte for borgerens forståelse for egen psykisk lidelse og somatiske sygdomme, samt behandling og til egen håndtering af medicin.

  • Støtte for børns fortsatte tilknytning og deltagelse i skolens undervisning ved kortere eller længere fravær på grund af psykiske eller fysiske udfordringer eller ved akutanbringelse.

  • Understøttelse af, at borgere og medarbejdere på vores botilbud har en god og tryg nat.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Velfærdsteknologiområdet fortsætter det videre arbejde med de overordnede målsætninger med en stærk tilknytning til Socialstrategien og de faglige udfordringer og effektiviseringskrav, som Socialforvaltningen arbejder med, herunder som led i udarbejdelse af investeringsforslag. I 2020 er der også aftalt et hackathon på faglige udfordringer eksempelvis på natteteknologiområdet.

 

Nina Eg Hansen

                                              / Ina Corydon

 



[2] Oversigt over projekterne samt deres økonomi fremgår af bilag 1

[3] En Avatar er en telerobot, der gør det muligt for børn og unge at deltage i skolearbejdet via en app på deres mobil eller tablet.

 

Beslutning

Kontorchef Ina Corydon deltog under punktets behandling.

Indstillingen blev taget til efterretning.

Til top