Serviceniveauer i Borgercenter Voksne
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
-
At Socialudvalget godkender de vedlagte serviceniveauer for Borgercenter Voksnes anvendelse af servicelovens §§ 85, 107 og 108 samt almenboliglovens § 105.
Problemstilling
Som Socialudvalget blev orienteret om den 12. juni 2019, har forvaltningen udarbejdet et forslag til serviceniveauer i Borgercenter Voksne. Serviceniveauerne skal sikre gennemsigtighed og større ensartethed i hvilken støtte, der tildeles borgerne og skabe synlighed om, hvad der kan tilbydes inden for de økonomisk afsatte ressourcer. Serviceniveauerne for Borgercenter Voksne indebærer ikke ændringer ift. den aktuelle praksis på området ift. nye visitationer.
Socialforvaltningen har gennem flere år oplevet en stigende efterspørgsel efter botilbud samtidig med, at budgettet løbende er mindsket. Som det fremgår af sagen om indsatser til overholdelse af kommunens forsyningsforpligtelse på botilbudsområdet, som udvalget behandlede den 28. august 2019, er der de seneste to år arbejdet målrettet på at nedbringe ventelisterne.
Forsyningsforpligtelsen fordrer, at kommunen som udgangspunkt skal sørge for, at der er de nødvendige tilbud til de borgere, der har fået bevilget et botilbud. Dog har Ankestyrelsens tilsyn (i en udtalelse om Esbjergs Kommunes ventetider for voksne med handicap til botilbud, 14. maj 2018) udtalt, at en vis sagsbehandlingstid/ventetid er foreneligt med forsyningsforpligtelsen, om end det er et krav, at ventetiden er kort og afpasset den enkeltes situation og behov, og at ventetiden tager sigte på at finde et egnet tilbud.
De lovmæssige og aktuelle økonomiske rammer betyder, at en stram visitation er det eneste håndtag, der kan skrues på, for at opnå et fald i ventelisten til botilbud og socialpædagogisk bistand. Med serviceniveauerne gøres det klart for borgere, medarbejdere og samarbejdspartnere, hvilket niveau for service, borgerne tilbydes inden for de økonomiske rammer. Vedtagelsen af serviceniveauerne er således et nødvendigt redskab for bedre at overholde forsyningsforpligtelsen.
Løsning
Formålet med de nye serviceniveauer i Borgercenter Voksne er:
-
At sikre synlighed og gennemsigtighed om den eksisterende praksis på en række bestemmelser, hvor der i dag ikke er et vedtaget serviceniveau.
-
At sikre en ensartet vurdering af hvilken støtte, der skal tildeles den enkelte borger.
-
At bidrage til bedre overholdelse af forsyningsforpligtelsen, så borgeren modtager den ydelse, vedkommende er visiteret til, inden for en kortere tidshorisont.
Brugen af ikke lovbestemte serviceniveauer er reguleret af servicelovens § 138, hvor kommunalbestyrelsen (her Socialudvalget) inden for lovens rammer kan beslutte at fastsætte generelle vejledende niveauer for udmøntning af hjælp efter serviceloven.
Forslag til serviceniveauer i Borgercenter Voksne
Borgercenter Voksnes forslag til serviceniveauer omfatter følgende bestemmelser:
-
Socialpædagogisk bistand i egen bolig efter servicelovens § 85
-
Midlertidigt ophold i botilbud efter servicelovens § 107
-
Længerevarende botilbud efter servicelovens § 108 og almenboliglovens § 105
De udvalgte bestemmelser er de områder, der tegner sig for det største økonomiske forbrug i Borgercenter Voksne. Serviceniveauer baserer sig på den faglige strategi, Borgercenter Voksne arbejder ud fra, hvor borgerne, gennem den rette og mindst omfattende rehabiliterende og recoveryorienterede indsats, støttes i at udvikle egne kompetencer og dermed leve et mere selvstændigt liv. Serviceniveauer er udtryk for, hvad borgeren kan forvente i de fleste tilfælde, men de er alene vejledende. Udmålingen af støtte skal altid baseres på en konkret og individuel vurdering af borgerens behov. Det betyder, at støtten i nogle tilfælde vil være højere og andre tilfælde lavere end det niveau, der er beskrevet i serviceniveauerne.
Borgercenter Voksne vurderer, at ca. 90 % af visitationsafgørelserne i 2019 ligger inden for rammerne af de nye serviceniveauer, som foreslås vedtaget i nærværende sag. Det skal ses i sammenhæng med, at serviceniveauerne på Borgercenter Voksnes område – modsat de tilsvarende niveauer på handicapområdet – ikke sigter mod at give en besparelse, men i stedet har til formål at mindske antallet af borgere, der årligt visiteres til botilbud eller støtte i egen bolig og dermed understøtte en bedre overholdelse af forsyningsforpligtelsen uden tilførsel af nye økonomiske midler.
De nye foreslåede serviceniveauer indebærer, at hjælp efter servicelovens § 85 vejledende vil blive tildelt borgere med en VUM-udredning på minimum C, mens botilbud efter servicelovens §§ 107 og 108 samt almenboliglovens § 105 som udgangspunkt vil blive tildelt borgere med en VUM-udredning på minimum D. Dette er i overensstemmelse med nuværende praksis for nye visitationer, men en ændring i forhold til tidligere, da visitationspraksis er strammet over de senere år. Det betyder, at der i dag er borgere, der modtager støtte i egen bolig efter §85, som har en VUM-udredning på niveau B, ligesom der er borgere i botilbud, som har en VUM-udredning på niveau C.
Høringsproces
Serviceniveauerne (bilag 1) har været i høring hos Udsatterådet og Dialogforum, ligesom de har været lagt på Københavns Kommunes høringsportal. Der er modtaget fem høringssvar, som fremgår af bilag 2. I bilag 3 ”høringsnotat” skitseres forvaltningens bemærkninger til høringssvarene, samt hvorvidt de har givet anledning til ændringer. Forvaltningen har derudover foretaget mindre ændringer for at tydeliggøre teksten og overensstemmelsen med lovgivningen.
Samtlige høringsparter udtrykker bekymring over den ændring af serviceniveauerne, der er beskrevet. Desuden efterlyses en plan for implementeringen af serviceniveauerne. Til det skal nævnes, at serviceniveauerne allerede i dag er grundlag for nye visitationer. Serviceniveauerne vil efter vedtagelse blive implementeret gradvist for nuværende borgere i botilbud og borgere, der i forvejen modtager støtte i eget hjem. Dette vil ske i forbindelse med den løbende opfølgning på indsatsen for den enkelte borger.
Økonomi
Serviceniveauerne viderefører en stram praksis, der stemmer bedre overens med de afsatte økonomiske ressourcer på området. Serviceniveauerne bidrager til at reducere presset på botilbudspladser og bostøtteområdet og dermed til at sikre en bedre overholdelse af forsyningsforpligtelsen. Der er således ikke økonomiske konsekvenser forbundet med indstillingen.
Videre proces
Hvis Socialudvalget vedtager forslaget, vil Borgercenter Voksne begynde implementeringen af serviceniveauerne. Serviceniveauerne implementeres gradvist for eksisterende bevillinger, som vurderes med afsæt i den kadence for opfølgning, som fremgår af kapitel fem i forslaget om serviceniveauer. Der vil blive udarbejdet en kommunikationsplan og borgerrettet materiale om serviceniveauerne for at sikre kendskab og forventningsafstemning hos såvel borgere som samarbejdspartnere forud for ikrafttrædelse.
Nina Eg Hansen
/ Eva Stokbro Jensen
Beslutning
Kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling.
Sagen blev udsat til efter budgetforhandlingerne og udvalget bad om, at forvaltningen vender tilbage med en revideret indstilling.