Afrapportering af urolige områder i København, 2. halvår af 2012 og årsafrapportering for hele 2012
Socialudvalget skal tage afrapporteringen af urolige områder og situationen i København for andet halvår af 2012 samt årsafrapporteringen for hele 2012 til efterretning
Indstilling og beslutning
Socialforvaltningen indstiller overfor Socialudvalget
- at afrapporteringen af urolige områder og situationen i København som helhed for andet halvår af 2012 og årsafrapporteringen for hele 2012 tages til efterretning
Problemstilling
Socialudvalget vedtog i december 2012, at der fremover forelægges en status for urolige områder i København to gange årligt, samt en årlig årsafrapportering. Den nu halvårlige afrapportering udgør den fortløbende beskrivelse af udviklingen i byens urolige områder, mens årsafrapporteringen gør det muligt at aflæse tendenser i udviklingen.
Lokale ledere fra BUF, SOF, BIF, KFF og politiet, som udgør SSP-ledergrupperne, har i afrapporteringen fokuseret på:
- Hændelser der har medført væsentlig uro i bydele med deltagelse af lokalområdets unge
- Ungegrupperinger, der giver anledning til alvorlig bekymring
- Brandstiftelse, der er forvoldt af unge
- Aktiviteter blandt unge under 18 år, der kan relateres til bandekonflikten
Årsafrapporteringen omfatter SSP sekretariatets sammenfatning af observationer og vurderinger for hele 2012.
Løsning
Urolige områder i København 2. halvår af 2012
Samlet set vurderer SSP sekretariatet, at 2. halvår af 2012 har været forholdsvis roligt med hensyn til uro forvoldt af grupper af unge under 18 år. De enkelte hændelser er alle bragt til ophør på baggrund af de igangsatte SSP indsatser. Beredskabsplanerne har haft den ønskede effekt.
Amager Øst, Amager Vest og indre Nørrebro har oplevet enkelte episoder, hvor ungegrupper under 18 år har skabt lokal uro.
Der har været tale om slagsmål, ildspåsættelse, chikane af og hærværk mod lokale virksomhedsdrivende, lokale beboere og institutioner.
Grupper af unge 18-25 årige har udvist uroskabende adfærd i Brønshøj/Husum og Tingbjerg, som har været præget af et par skudepisoder og interne opgør mellem voksen grupperinger, hærværk og periodevis lukninger af 18+ centre. I Valby og Bispebjerg har der været konflikter mellem institutionspersonale og brugere. I Valby har sidstnævnte gentagende gange øvet hærværk på institutioner. På Amager Vest har der været uro på grund af to knivstikkerier, og der er øvet hærværk på lokaler, som 3B har stillet til rådighed som værested for de unge mænd over 18 år.
Som det tidligere har været tilfældet, kommer uroen ofte til udtryk gennem hærværk på institutioner/klubber og foreningsværesteder, der har tilbud til unge udsatte over 18 år. Ledergrupperne har flere gange bistået institutionerne med handleplaner for at normalisere situationen. Alle 18+ centre var ved årets udgang i drift.
Der har i 2. halvår af 2012 været iværksat fire akutte SSP beredskabsplaner. Det drejer sig om:
- Ildspåsættelser, som involverer unge under 18 år på Amager Vest. Beredskabsplanen skulle bringe ildspåsættelsen til ophør og imødekomme beboernes utryghed.
- Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens arrangement ”Smag verden” på Indre Nørrebro. Beredskabsplanen skulle imødegå en potentiel konflikt mellem autonome, lokale unge og en af de deltagende foreninger.
- Demonstration imod Muhammed-kritisk film på Ydre Nørrebro. Beredskabsplanen skulle imødegå potentielle uroligheder med unge fra Indre og Ydre Nørrebro under den lovlige demonstration.
- Knivdrab i Vanløse, hvor unge under 18 år var involveret. Beredskabsplanens formål var at forhindre hævnaktioner, tilbyde krisehjælp til de berørte familier og vidner, samt imødekomme borgernes utryghed.
De potentielt alvorlige opgør mellem unge mænd i Brønshøj/Husum-Tingbjerg er stoppet. Det har i perioden november og frem til årets udgang været roligt i Brønshøj/Husum-Tingbjerg.
Urolige områder i København - Sammenfatning for 2012
Der har i forhold til 2011 været et fald på 3,8 % i antallet af sigtede unge københavnere under 18 år i København. Dette følger en flerårig tendens. Samlet set udgør andelen af piger 20% og drengene 80% af sigtelserne.
Sammenlignet med 2011 har der i 2012 været færre områder (fra 9 til 4), hvor unge under 18 år gentagende gange har forårsaget uro.
SSP sekretariatet vurderer, at ungegrupper under 18 år fortsat ikke er aktive i bandekonflikten i København.
I 2012 har det i fem tilfælde været nødvendigt at aktivere SSP beredskabet ved særlige alvorlige hændelser med omgående udarbejdelse af fælles handleplaner mellem kommunernes forvaltninger og Københavns Politi. Til sammenligning var der i 2011 behov for at iværksætte otte akutte beredskabsplaner. Beredskabsplanerne har alle virket efter hensigten, og SSP sekretariatet vurderer at en hurtig, koordineret og dialogbaseret tilgang er afgørende for et positivt udfald af en urolig situation.
Enkeltsagskonceptet behandler sager for kriminalitetstruede og kriminelle unge under 16 år og vil fra 2013 blive udvidet til også at omfatte målgruppen af 16 til 18-årige. Der er fra 2011 til 2012 sket et fald i antallet af niveau 1 og 2 sager svarende til 15 % og et lille fald i antallet af niveau 3 og 4 sager svarende til 7 %.
SSP+
Fra det 18. år til det 25. år er det SSP+ enkeltsagskonceptet, der benyttes, dog alene sager på niveau 3 og 4, dvs. hhv. gentagen alvorlig og/eller personfarlig kriminalitet. Der har ved udgangen af 2012 været i alt 211 unge over 18 år i indsatsen. Der er fortløbende ca. 100 aktive SSP+ sager fordelt over byens fem SSP+ grupper. SSP+ ledergrupperne vurderer, at der fremadrettet vil være en stigning i antallet af sager fra Nørrebro.
Nye tendenser for 2013
I begyndelsen af 2013 har der været fornyet uro i relation til bandekonflikten, hvor grupperinger af voksne unge mænd i og udenfor København har etableret sig med synlige bandesymboler og ensartet beklædning.
Bandemiljøet på indre Nørrebro har i januar og februar været særlig synligt, idet flere bandemedlemmer udefra har haft ophold i bydelen. Dette har medført en del lokal uro, og har også bevirket en vis interesse fra udsatte unge under 18 år. Der har på den baggrund været iværksat en ekstraordinær præventiv indsats rettet mod lokale unge under 18 år.
Der har været aflagt hjemmebesøg hos en række familier med deltagelse af Socialforvaltningen og politiet, været afholdt dialogmøder i de lokale klubber, udvidet åbningstid og øget gadeplansindsats.
Primo 2013 er der ingen unge under 18 år, der er aktive i bandekonflikten, men udviklingen i bandekonflikten følges nøje, da der er risiko for at bandekonflikten kan brede sig til de under 18 årige.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser
Videre proces
Anette Laigaard
Ane C.Kristensen
Beslutning
Kontorchef Ane K Christensen og Sekretariatschef Michael Melby overværede punktets behandling.
Indstillingen blev godkendt