Mødedato: 18.09.2013, kl. 19:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Diverse ledelsesinformationer - 2. kvartal 2013

Se alle bilag
Socialudvalget fremlægger hvert kvartal en række forskellige orienteringer og statusafrapporteringer til Socialudvalget. Socialudvalget skal nu godkende forvaltningens orienteringer og statusafrapporteringer for 2. kvartal 2013.

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller,

1. at Socialudvalget godkender status på udarbejdelse af handleplaner på hjemløseområdet pr. august 2013.

2. at Socialudvalget godkender orientering om sagstidsmåling for juli 2012 - juni 2013

Problemstilling

Socialudvalget besluttede på mødet 23. januar 2013, at en række statusrapporteringer og orienteringer fremover skulle forelægges samlet i en kvartalsvis orienteringssag. Denne orienteringssag for 2. kvartal 2013 indeholder følgende:

  • Status på udarbejdelse af handleplaner på hjemløseområdet pr. august 2013.
  • Orientering om sagstidsmåling for juli 2012 - juni 2013

Løsning


1. Status på udarbejdelse af handleplaner på hjemløseområdet pr. august 2013.

I henhold til Servicelovens § 141 er kommunerne forpligtet til at tilbyde en handleplan til personer, der i længere tid er hjemløse, har alvorlige sociale problemer eller betydelig nedsat psykisk eller fysisk funktionsevne. Socialforvaltningen arbejder ud fra en målsætning om, at københavnerborgere, der har været hjemløse i mere end 3 måneder, skal have - eller skal være tilbudt at få udarbejdet - en handleplan.

Socialforvaltningen har siden 2012 haft et skærpet fokus på udarbejdelse af §141-handleplaner på hjemløseområdet. Som det fremgår af bilag 1 er andelen af københavnerborgere, der pr. 31. juli har boet på et herberg i mere end 3 måneder og som lever op til Socialforvaltningens målsætning for handleplansudarbejdelse, er på 61,1 pct. Den tidligere positive udvikling er fra marts til juli afløst et svagt fald fra 68,5 pct. til de 61,1 pct. Denne udvikling vurderes at have sammenhæng med stor medarbejderudskiftning i samme periode i Hjemløseenheden - herunder, at det ikke er lykkedes at registrere alle tilbudte handleplaner samt fraflytninger fra herberger. Forvaltningen vil fortsat fastholde sit skærpede fokus på handleplansarbejdet. Der vil blive iværksat en kvalitetsudvikling for handleplansudarbejdelsen. Som et led heri vil der blive udarbejdet sagsgangsbeskrivelser, hvori bl.a. arbejdsgange standardiseres og alle sagstrin beskrives. Det er forvaltningens klare forventning, at indsatsen vil styrke datadiciplinen og understøtte målsætningen for andelen af rettidigt tilbudte handleplaner til 95-100 pct. ved udgangen af 2013.

2. Orientering om sagstidsmåling for juli 2012 - juni 2013

Socialforvaltningen har i perioden juli 2012 - juni 2013 gennemført målinger af overholdelse sagsbehandlingsfrister, der er fastsat i medfør af retssikkerhedslovens § 3, stk. 2. 

Der er registreret 19.760 afgørelser vedr. ansøgninger om enkeltydelser, merudgifter til handicappede voksne og merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste til forældre med børn med handicap. Afgørelserne er truffet af Socialforvaltningens myndighedscentre Handicapcenter København, Rådgivningscenter København og Socialcenter København. Afgørelserne blev for 11.658 af ansøgningernes vedkommende truffet inden for de fastsatte sagsbehandlingsfrister. Dette svarer til en overholdelsesprocent på 59.

 Kvalitetsmålet for den generelle overholdelsesprocent på + 90 pct. er ikke nået ved denne måling. Forvaltningen vurderer dog, at de forskellige initiativer, forvaltningen har sat i værk på baggrund af den aktuelle måling fremadrettet vil medføre en forbedring af den generelle overholdelsesprocent for sagsbehandlingstiden.

 

Økonomi

-

Videre proces

-
                Anette Laigaard
                                                        
                                                                             /Gitte Bylov Larsen

Beslutning

Vicekontorchef Eva Stokbro Jensen overværede punktets behandling

Indstillingen blev godkendt

Til top