Status for stofindtagelsesrum
Indstilling og beslutning
Socialforvaltningen indstiller,
1. at Socialudvalget tager fjerde status for stofindtagelsesrum til efterretning, og
2. at Socialudvalget tager status for situationen på pladsen ved Den Runde Firkant til efterretning.
Problemstilling
Løsning
Stofindtagelsesrummet på Halmtorvet har været i drift i 10 måneder og Fixelancen har været i drift 1 år.
4. status for stofindtagelsesrummet
Stofindtagelsesrummene er forsat velbesøgte. Siden åbningen af stofindtagelsesrummet på Halmtorvet den 2. oktober 2012 er der blevet foretaget 77.571 stofindtag i alt for stofindtagelsesrummet og Fixelancen. Dette svarer til et ugentligt gennemsnit på 1.804 indtag eller et dagligt gennemsnit på 258 stofindtag, se bilag 1.
Det samlede antal registrerede stofindtag i rummene fordeler sig på 1.074 unikke brugere.
Stofindtagelsesrummene har, på trods af det gode sommervejr, i store træk, formået at fastholde brugerne til fortsat at indtage deres stoffer i rolige og sundhedsfaglige forsvarlige omgivelser i tilbuddene.
Antallet af stofindtag er dog faldet en anelse i juli måned, hvilket muligvis kan forklares med det gode vejr. Når vejret er godt mindskes kø-tolerancen og flere vælger at indtage deres stoffer udendørs.
Mændenes Hjem har foretaget en lille brugertilfredshedsundersøgelse i stofindtagelsesrummet, hvor 58 brugere har deltaget. Af undersøgelsen fremgår det, at de adspurgte foretager ca. ½ af deres daglige injektioner i stofindtagelsesrummet. Brugerne føler sig sikrere ved overvågningen af sundhedsfagligt personale i forbindelse med stofindtag.
Driften
Kønsfordelingen i henholdsvis stofindtagelsesrummet og Fixelancen varierer en anelse. I stofindtagelsesrummet er kønsfordelingen ca. 80 % mænd og ca. 20 % kvinder. I Fixelancen udgør kvinderne ca. 25 %. Årsagen til den højere andel af kvinder i Fixelancen kan muligvis forklares med det lidt roligere miljø, og at nogle kvinder finder lyskeinjektioner særligt blufærdighedskrænkende i det større stofindtagelsesrum. Andelen af kvinder i den åbne stofscene på Vesterbro vurderes til ca. 20 %. Det er positivt at kvinderne forsat anvender rummene i lige så høj grad som mændene og der er endda en overrepræsentation af kvinder som benytter Fixelancen.
Der forekommer fortsat episoder med overdoseringer (ikke alle livstruende situationer), trusler og voldsomme konflikter i stofindtagelsesrummet. Konflikter og trusler opstår oftest mellem brugere, men er også til tider rettet mod personalet. Når disse episoder indtræffer i stofindtagelsesrummet skrives der en situationsrapport over hændelsen. I perioden fra april til og med juli foreligger følgende situationsrapporter fra stofindtagelsesrummet:
- 33 overdoseringssituationer, hvor brugerne grundet stofpåvirkning har behøvet assistance fra personalet
- 11 overdoseringssituationer uden for rummet
- 8 situationer med voldsomme konflikter mellem brugere
- 15 situationer med voldsomme konflikter mellem brugere uden for rummet
- 10 episoder, hvor en medarbejder er blevet truet
- 4 tilfælde af våbenbesiddelse
Alle de brugere, der har været involveret i en overdoseringssituation, som er håndteret af medarbejderne i stofindtagelsesrummet, er overlevet.
I nogle af de episoder, hvor personalet er blevet truet er brugeren blevet bedt om at forlade rummet midlertidigt eller for resten af dagen. Lederen følger op på situationsrapporterne med de involverede medarbejdere.
Kapacitet
Stofindtagelsesrummenes store succes (brugerne anvender rummene) har skabt efterspørgsel på pladserne og dermed en kapacitetsudfordring. For at imødekomme denne kapacitetsudfordring besluttede Socialudvalget på mødet den 13. marts 2013 at forlænge driften af stofindtagelsesrummet på Halmtorvet fra august til udgangen af 2013, og at en videreførelse af tilbuddet efter 2013 indgår i budgetforhandlingerne for 2014. Med åbningen af Skyen – stofindtagelsesrummet i Mændenes Hjem – den 6. august er den samlede kapacitet for overvåget stofindtag på Indre Vesterbro øget. I Skyen er der foruden injektionsstationer også etableret rygestationer, så det nu også er muligt at indtage sine stoffer ved rygning.
I nedenstående skema 1 ses den samlede finansierede kapacitet i stofindtagelsesrum på Indre Vesterbro fra 6. august 2013 til 31. december 2013.
Skema 1. Finansieret kapacitet i stofindtagelsesrum fra august til og med december 2013
Sted |
Injektionsstationer |
Rygestationer. |
Skyen |
8 |
6 |
Stofindtagelsesrum Halmtorvet |
8 |
0 |
Fixelance |
4 |
0 |
I alt |
20 |
6 |
Den samlede max. kapacitet på 7 stationer i Fixelancerne er blevet reduceret med tre pladser, så kapaciteten nu er på fire injektionsstationer. Arbejdsmiljø København har været på tilsynsbesøg i de to Fixelancer. Arbejdsmiljø København fandt ikke arbejdsmiljøforholdene tilstrækkelige i den mindste af Fixelancerne og vurderede, at det ikke var meningsfuldt at udbedre forholdene. På den baggrund er den mindste af de to Fixelancer nu lukket. Det betyder, at muligheden for at udvide Fixelancens kapacitet i de travleste timer fra 4 til 7 stationer ikke længere er til stede.
Forvaltningen arbejder på at finde en alternativ permanent løsning for det mobile stofindtagelsesrum, der lever op til de arbejdsmiljømæssige krav. Den store Fixelance fik også et påbud fra Arbejdsmiljø København, men forventes fortsat at kunne være i drift som en midlertidig løsning indtil, at der findes en permanent løsning, der lever op til de gældende arbejdsmiljøkrav. Der stilles ikke de samme arbejdsmiljøkrav til en midlertidig arbejdsplads som til en permanent arbejdsplads.
Trods lukning af den lille Fixelance er den samlede kapacitet til overvåget stofindtag på Indre Vesterbro øget med 11 pladser ved åbningen af Skyen.
Åbningstider
Før åbningen af Skyen i Mændenes Hjem havde stofindtagelsesrummet på Halmtorvet åbent fra kl. 8.30-23.30. Med åbningen af Skyen er åbningstiden i stofindtagelsesrummet på Halmtorvet blevet reduceret for, at Skyen til gengæld kan have en længere åbningstid.
Fra den 6. august 2013 er åbningstiden i stofindtagelsesrummet på Halmtorvet 11.30-19.30 og i Skyen 7.45-24.00.
Længere åbningstider i Skyen vurderes hensigtsmæssigt af flere årsager. Dels imødekommes forældrenes bekymringer fra Gasværksvejens Skole med hensyn til ”sikker skolevej”. Dette sker ved, at Skyen åbner kl. 7.45, så man kan nå at få de første brugere ind i rummet, inden børnene skal forbi indgangen til Skyen på vej til skole. Det må dog konstateres, at det ikke vil være muligt at fjerne alle gener fra gadebilledet omkring Mændenes Hjem. Og dels er tilbuddet også velbesøgt om aftenen, næsten helt frem til lukketid. Det vurderes, at den længere åbningstid, frem til midnat, vil kunne trække nogle brugere, som ellers ville opholde sig på gaden, ind i rummet.
Skyen
Skyen åbnede for brugere tirsdag den 6. august. På de første 4 uger er der foretaget 5.338 injektioner og 1.574 gange indtog brugere deres stof via rygning i Skyen. Der er i samme periode foretaget 2.722 injektioner i stofindtagelsesrummet på Halmtorvet.
Skyen er kommet godt i gang, og der været en ganske fin søgning til Skyen samtidig med at stofindtagelsesrummet på Halmtorvet med sin begrænsede åbningstid fortsat søges af brugerne. Stofrygerne har udtrykt stor glæde ved åbningen af Skyen, som nu også giver dem mulighed for indtage deres stoffer under sundhedsfaglige trygge rammer.
Der har været opstartsproblemer med ventilationssystemet i rygerummet, som ikke har ydet optimalt. Disse problemer er nu bragt i orden og systemet fungerer efter hensigten. De tekniske problemer omkring ventilationen har bevirket, at rygerummet har haft lukke i 10 hele dage og derudover også haft lukket i kortere perioder andre dage. Det er derfor vanskeligt at konkludere så meget på rygedelen endnu, grundet disse startsvanseligheder. Det har samtidig måtte konstateres, at brugernes tillid til at rygerummet igen er i drift skal genopbygges. Det er dog forventningen, at rygerne vil tage rummet til sig på samme måde som det har været tilfældet med injektionsbrugerne.Udenoms faciliteterne ved Skyen er foreløbig ikke belastet. Indgangen til Mændenes hjem på hjørnet af Istedgade og Lille istedgade og stykket ned til indgangen til Skyen på Istedgade bliver ikke anvendt som opholdssted for brugerne. I aften og nattetimerne er Lille Istedgade dog blevet mere besøgt end inden Skyen åbnede. Samtidig er gården på Halmtorvet stort set tom i aftentimerne.
Den fremskudte behandlingsindsats
Både lederen af stofindtagelsesrummet og Fixelancen er af den opfattelse, at samarbejdet med de to fremskudte behandlere fra Rådgivningscenter København fungerer rigtig godt. De to fremskudte medarbejdere er ansat på fuld tid.
De to medarbejdere har i perioden fra den 18. februar til 19. juli blandt andet haft kontakt til 66 borgere som et led i det opsøgende motivationsarbejde.
Der er ydet fremskudt behandling for 8 borgere og 20 borgere har fået visitationssamtaler i miljøet og er herefter overgået til et videre forløb i Rådgivningscenter København. I nedenstående skema 3 ses nogle af de fremskudte behandlers ydelser i perioden 18. februar til 19. juli 2013.
Skema 3. Ydelser tilbudt af de fremskudte behandlere.
Ydelser |
Antal borgere |
Opsøgende motivationsarbejde |
66
|
Fremskudt behandling |
8 |
Fremskudt sagsbehandling |
20
|
Behandlingspraktik |
9
|
Akut krisecenter |
6 |
Kontakter med borgere der allerede er indskrevet i RCK |
38
|
Der er 18 personer, som har fået tilbudt behandlingspraktik i perioden og 9 er kommet af sted. Behandlingspraktik, er et behandlingsforløb på 14 dage. Et behandlingspraktikophold tilbydes udelukkende af de fremskudte behandlere til borgere, der enten aldrig før har forsøgt døgnbehandling, og gerne vil snuse til dette. Eller for borgere, der gentagne gange har forsøgt at blive opstartet ambulant i substitutionsbehandling, men ikke formår at blive stabiliseret ambulant.
Der er 8 personer, som er blevet tilbudt akut krisecenter, og 6 personer er kommet af sted. Akut krisecenter er et længerevarende døgnbehandlingsforløb på tre måneder, som tilbydes de allerdårligste brugere, hvor der er stor bekymring for, om de vil overleve de næste par dage i miljøet af forskellige årsager, f.eks. grundet gentagne overdoser, eller fordi de jagtes i miljøet etc.
De fremskudte behandlere har også haft kontakt med 38 borgere, der allerede er indskrevet i behandling i Rådgivningscenter København men som færdes i miljøet omkring stofindtagelsesrummet. Mændenes Hjems lille brugertilfredsundersøgelse viser, at omkring 1/5 af de 58 adspurgte er i misbrugsbehandling. De fremskudte behandlere forsøger at hjælpe med fastholdelsen til Rådgivningscenter København. De fremskudte medarbejdere er let tilgængelige i miljøet og bliver derfor brugt til at besvare behandlingsrelevante spørgsmål fra brugerne. Omvendt kontaktes de fremskudte behandlere også en gang i mellem af personalet i rådgivningscentret, der er bekymret for en borger, der er udeblevet, og så forsøger de to medarbejdere at finde vedkommende og hjælpe dem tilbage i rådgivningscentret.
Status for situationen på pladsen
Der opholder sig en del mennesker på pladsen ved Den Runde Firkant. Den øgede tilgang af personer, der opholder sig på pladsen kan dels skyldes det gode vejr, men også at Mændenes Hjem har været under ombygning og derfor er flere muligvis trukket ned på pladsen. Efter åbningen af stofindtagelsesrummet Skyen i Mændenes Hjem er der blevet væsentlig roligere på pladsen dels som en konsekvens af stofindtagelsesrummet på Halmtorvets reducerede åbningstider og dels fordi et læskur i gården er blevet fjernet. Det har tydeligvist lagt en dæmper på gården.
Omfanget af stofrelateret affald omkring pladsen er steget i forhold til i vinters. Det var også forventeligt fordi det varmere vejr gør ophold udendørs mere attraktivt. Der gøres en intensiv oprydningsindsats fra kommunens side. Ifølge Vesterbrokoordinatoren fra Teknik- og Miljøforvaltningen er mængden af stofrelateret affald omkring Den Brune Kødby og DGI-byen, meget mindre end før stofindtagelsesrummet åbnede.
Økonomi
Regeringen og Enhedslisten har indgået aftale om økonomisk støtte til etablering og drift af kommunale stofindtagelsesrum i 2014 og 2015. Der er afsat 35,8 mio. kr. med 15,8 mio. kr. i 2014 og 20 mio. kr. i 2015. Kommunerne skal mindst bidrage med halvdelen af finansieringen til stofindtagelsesrum.
Videre proces
Socialudvalget vil få forelagt en status inden jul.
Anette Laiggard
/ Eva Stokbro Jensen
Beslutning
Vicekontorchef Eva Stokbro Jensen overværede punktets behandling
Indstillingen blev godkendt