Mødedato: 18.04.2018, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Status på Socialforvaltningens byggeprojekter

Se alle bilag

Socialudvalget gives en status på eksekveringen af alle Socialforvaltningens byggeprojekter. 

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

    1. at Socialudvalget tager status på byggeprojekter til efterretning.

    2. at Socialudvalget tager orientering om forsinkelse af projektet for modernisering af     botilbuddet Stubberupgård til efterretning.

Problemstilling

Socialudvalget fik den 30. august 2017 forelagt en status på eksekveringen af byggeprojekter i Socialforvaltningen, herunder også på projekter, der forløber uden tidsmæssige forsinkelser: https://www.kk.dk/indhold/socialudvalgets-modemateriale/30082017/edoc-agenda/4cc5580a-73b8-4ff2-a029-36acc53f9c1d/3cd8b63c-664b-4cf4-94e6-3d69dc1ab99e

Med nærværende status fremlægges en samlet oversigt over alle Socialforvaltningens byggeprojekter med særligt fokus på forsinkede projekter.

Løsning

Socialforvaltningen har aktuelt 35 byggeprojekter, hvortil der enten er givet en planlægningsbevilling eller anlægsbevilling. Heraf følger 17 projekter tidsplanen, mens 3 projekter er forsinket 0-6 måneder og 15 projekter er forsinket mere end 6 måneder, jf. tabel 1. Se bilag 1 for en opdateret oversigt over alle projekter.

Tabel 1: Oversigt over eksekvering af byggeprojekter

Til tiden

0-6 måneder forsinket

Mere end 6 måneder forsinket

17

3

15

Opgørelsen anvender samme opbygning som Økonomiforvaltningens anlægsoversigt, hvor projekter kategoriseres efter, om de følger tidsplanen, er forsinket 0-6 måneder eller er forsinket mere end 6 måneder.  Forsinkelser måles i anlægsoversigten med udgangspunkt i den seneste politisk godkendte tidsplan. Det indebærer, at et projekt, som er forsinket, skifter status til ikke-forsinket, såfremt en ny tidsplan godkendes politisk.

Anlægsoversigten blev senest forelagt Økonomiudvalget den 13. marts 2018 (pkt. 2):

https://www.kk.dk/indhold/okonomiudvalgets-modemateriale/13032018/edoc-agenda/ce7d1cf8-356b-430a-a545-7c2d9b941552/eda35a8d-3d3b-430d-8ada-7866cf615bf1

I anlægsoversigten afrapporteres forsinkelser kun på kategori 1 projekter, der er projekter med en høj risiko og med oprindeligt budget på over 20 mio. kr. Af tabel 2 fremgår status på fagforvaltningernes kategori 1 projekter. SOF har seks projekter i kategori 1 og 50 pct. eksekveres til tiden eller hurtigere. 

Tabel 2: Oversigt over eksekvering af kategori 1 projekter

Forvaltning

Antal kategori 1

projekter

Andel projekter der eksekveres

til tiden eller hurtigere (pct.)

BUF

31

45

SOF

6

50

TMF

244

59

KFF

13

62

SUF

3

67

ØKF

87

84

De hyppigste årsager til forsinkelser i byggeprojekter kan opdeles i forskellige eksterne og interne faktorer. De eksterne faktorer kan fx være mangel på byggegrunde, høje licitationspriser eller uforudsete forhold som forurenet jord eller høj vandstand. Interne faktorer kan fx være socialfaglige omstillinger eller politiske beslutninger, der påvirker byggeprojektet. I bilag 2 følger en uddybende beskrivelse af forskellige generelle årsager til forsinkelser. Derefter følger en uddybende gennemgang af fem forsinkede projekter med særlig strategisk betydning eller opmærksomhed.

Siden den sidste status til Socialudvalget den 30. august 2017 er følgende projekter afsluttet:

  • Familiehuset på Hans Knudsens Plads, Østerbro, blev ibrugtaget oktober 2017. Familiehuset indeholder 2 familieværelser med dertilhørende fællesarealer. Der er tale om et nyt tilbud i Socialforvaltningen, som er et forebyggende tilbud til familier med henblik på at undgå anbringelse af deres barn/ung. Pladserne kan også anvendes til aflastning af familier.
  • Møllehuset er et botilbud til 12 borgere med fysisk handicap, som den 1. november 2017 er flyttet fra utidssvarende rammer på Østerbro til nymoderniserede arealer på Mozarts Plads 2, København SV.
  • Robert Jacobsens Vej i Ørestad, København S, er et botilbud til 50 borgere med sindslidelse. Byggeriet er afsluttet, og de første beboere flyttede ind i december 2017.
  • Arenahuset beliggende i Ørestad, København S, er et botilbud til 60 borgere med handicap. Arenahuset blev ibrugtaget den 1. marts 2018.
  • Planethusene i Vanløse er 3 ungdomsboliger, som er ibrugtaget den 15. februar 2018. Ungdomsboligerne er en del af projektet for 50 ungdomsboliger.
  • Nansensgade 57, København K, er et botilbud med 9 pladser til borgere med sindslidelse. Byggeriet er opført pr. 1. marts 2018. Der har været en længere proces vedrørende revisitering af beboere fra eksisterende bofællesskaber til Nansensgade. Socialtilsynet er i gang med at godkende byggeriet. Byggeriet forventes endelig ibrugtaget i sommeren 2018.

Forventet forsinkelse af Stubberupgård

I budget 2018 blev der afsat 105 mio. kr. til modernisering af botilbuddet Stubberupgård med 44 boliger til borgere med sindslidelse. Stubberupgård ligger i Køge Kommune. Det udarbejdede projekt for Stubberupgård forudsatte nedrivning af en lade for at opføre en ny bygning med 16 boliger, hvor laden stod. Køge Kommune havde på administrativt niveau i 2017 tilkendegivet, at der kunne ske nedrivning.

Køge Kommunes Klima- og Planudvalg vedtog dog på møde den 5. april 2018, at der ikke vil blive givet tilladelse til nedrivning af laden. Det betyder, at byggeprojektet skal omprojekteres, hvilket medfører en forskydelse af gældende tidsplan med færdigt projekt til 2021. Byggeri København er ved at afklare tidshorisonten for projektet, og der må forventes en forsinkelse af projektet.

Status på etablering af skæve boliger

På møde i Socialudvalget d. 14. marts 2018 blev der i forbindelse med nærværende indstilling efterspurgt en status på etableringen af skæve boliger. Af bilag 1 fremgår en kort status på hver af de tre byggerier af skæve boliger med i alt 34 boliger. Nedenfor fremgår en samlet status på de tre byggerier.

Det er ambitionen at opføre 34 vedligeholdelsesfri ”skæve” huse til udsatte borgere, der ikke kan indpasses i en lejlighed. Der skal placeres 10 boliger på Hulgårdsvej i Nordvest, og på Amager skal der etableres 12 boliger på Kongelundsvej og 12 boliger på Oliefabriksvej.

Boligselskabet 3B har afholdt to udbud, hvor det ikke har været muligt for byderne at holde sig inden for rammen. Der forhandles konkret med to udbydere (entreprenører) om at reducere projektet samlet set for de 34 boliger, således at projektets økonomi kan overholdes. Der forventes valgt en entreprenør i begyndelsen af maj.

De første boliger forventes klar til indflytning i februar 2019, mens de sidste vil stå klar i september 2019. Der er endnu ikke truffet beslutning om rækkefølgen på færdiggørelsen af byggerierne. Dette vil ske i samarbejde med den valgte entreprenør.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Socialudvalget orienteres halvårligt om status for eksekvering af byggeprojekter. Næste orientering følger ultimo 2018.

 

Nina Eg Hansen   

                               /   Søren Munk Skydsgaard                                                   

 

Beslutning

Kontorchef Nis Kasper Pedersen deltog under punktets behandling.

Indstillingens 1. og 2. at-punkt blev taget til efterretning.

.

Til top