Høringsmodel for udvikling af aktivitets- og samværstilbud
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller overfor Socialudvalget,
-
at Socialudvalget godkender, at model for udvikling af byens aktivitets- og samværstilbud sendes i høring i perioden 19. marts til 18. april med følgende indhold:
- Der etableres et nyt aktivitets- og samværstilbud i Sydhavnen, som erstatter aktivitets- og samværstilbuddene Pegasus, Amadeus og café Rose.
- Der etableres et nyt tilbud på Østerbro og en mobil satellitfunktion på Amager.
- Der etableres et Videns- og Kompetencecenter i Nordvest i Nordstjernens tidligere lokaler, og bladet Gloria udvides til en bydækkende elektronisk informationsplatform.
- Aktivitets- og samværstilbuddet i Hørsholmsgade omlægges til ungetilbud, og Kontaktcentret på Vesterbro udvides til at rumme både udsatte borgere og borgere med sindslidelser.
- Aktivitets- og samværstilbuddene Lyrskovgade, café Offside, SKC Linnésgade samt Nordstjernen afvikles.
-
at Socialudvalget godkender, at relevante parter inviteres til at give bud på udvikling og drift af et nyt aktivitets- og samværstilbud i Sydhavnen og et på Østerbro.
Problemstilling
Socialudvalget vedtog 21. januar 2015 fem principper for udviklingen af aktivitets- og samværstilbuddene. Udviklingen skal understøtte:
- At aktivitets- og samværstilbuddene i højere grad styrker borgernes individuelle recoveryproces
- At der er en større sammenhæng mellem tilbuddene og de øvrige støttetilbud i psykiatrien
- At der er en større sammenhæng i støtteindsatsen på tværs af forvaltninger og sektorer
- At borgere med sindslidelser bliver mere inkluderet i samfundslivet
- Færre men større aktivitets- og samværstilbud.
Socialforvaltningen har i efteråret 2015 gennemført en samskabelsesproces med brugere, medarbejdere og samarbejdspartnere. Der har været afholdt en række workshops i alle bydele og gennemført interviews med potentielle og nuværende brugere. Nu ligger der et forslag til en model for omstilling af aktivitets- og samværstilbuddene, som Socialforvaltningen ønsker at sende i høring.
Løsning
Socialudvalget drøftede den 2. december 2015 lokalområdernes scenarier for fremtidens aktivitets- og samværstilbud. På baggrund af Socialudvalgets drøftelse d. 2. december har Socialforvaltningen i dialog med ledere på de kommunale og selvejende tilbud udarbejdet en model for den samlede omlægning af tilbud på tværs af byen. Socialforvaltningen ønsker nu at sende modellen i bred høring i perioden fra den 19. marts til 18. april, se bilag 3 med liste over høringsparter.
Modellen giver en mere jævn fordeling af tilbud på tværs af byen og sikrer samtidig:
- Fortsat tilstedeværelse af lokale sociale tilbud.
- Styrkelse af den bydækkende udvikling inden for fire faglige fokusområder.
- Styrkelse af arbejdet med inddragelse af frivillige og lokalsamfund.
Modellens elementer beskrives i de følgende afsnit. I bilag 1 ses en samlet oversigt over omlægningerne, og i bilag 4 beskrives hvilke tilbud, der foreslås lukket, og hvordan det sikres, at der fortsat er de nødvendige tilbud i bydelene.
1. Lokale sociale tilbud til hele målgruppen
Alle bydele skal fortsat have lokale sociale tilbud med trygge tilgængelige rammer for alle brugere af aktivitets- og samværstilbuddene. Tilbuddene vil have fokus på samvær med andre og omsorg for den enkelte.
Der vil blive tilrettelagt en række sociale aktiviteter, som den enkelte valgfrit kan deltage i. Fælles for aktiviteterne er, at de har fokus på trivsel og socialt samvær. Aktiviteterne vil for det meste blive tilbudt i mindre grupper og tilrettelægges efter brugernes ønsker og behov. Fra samskabelsesprocessen har man erfaret, at der skal tilbydes fællesspisning, værkstedsaktiviteter, kulturelle udflugter mv.
Ligeledes foreslås det på baggrund af ønsker fra samskabelsesprocessen, at der fortsat skal være et tilbud på Nørrebro, der primært er målrettet den ældre gruppe af brugere. Det nuværende tilbud i Rantzausgade vil fokusere på denne målgruppe og tilbyde aktiviteter, som målgruppen efterspørger.
For at sikre tilbud til hele målgruppen, vil forvaltningen styrke samarbejdet med de tilbud, der har succes med at nå en målgruppe, som forvaltningen ikke når i dag. Eksempelvis tilbuddet Muhabet på Nørrebro, der er målrettet borgere med minoritetsbaggrund.
2. Bydækkende udviklingstilbud
For at skabe en ramme for udviklingen af aktivitets- og samværstilbuddene, blev lokalområderne bedt om at orientere sig imod fire faglige fokusområder. De lokale centre er tovholder på hvert sit faglige fokusområde og skal indenfor det sikre udvikling og videndeling på tværs af byen:
- Livsmestringsforløb (Center City)
- Samvær, netværk og aktive borgere (Center Nordvest)
- Unge, uddannelse og beskæftigelse (Center Nørrebro)
- Sundhed (Center Amager)
I det følgende beskrives, hvordan de enkelte tilbud vil arbejde med de nye faglige fokusområder. Tanken med de bydækkende tilbud er, at de skal tiltrække brugere fra hele byen og give brugerne et bedre overblik over, hvor og hvornår de forskellige aktiviteter tilbydes. Samtidigt skal de sikre, at der foregår aktiviteter på forskellige tidspunkter af døgnet, tilpasset brugernes efterspørgsel. Arbejdet med de enkelte faglige fokusområder er uddybet i bilag 4.
Nyt tilbud i Sydhavnen, Ottilia og Valdemarsgade - livsmestringsforløb
Det foreslås, at der etableres et nyt aktivitets- og samværstilbud i Sydhavnen, der skal afprøve og udvikle nye metoder for samarbejde med civilsamfundet i lokalområdet. Tilbuddet vil erstatte de tre tilbud Pegasus, café Rose og Amadeus, og omlægningen vil ske i dialog med brugerne. Dertil skal huset, sammen med det nuværende tilbud Ottilia i Valby, udvikle visiterede og uvisiterede livsmestringsforløb for borgere med psykiske lidelser. Det kan fx være forløb med fokus på at udvikle borgerens evne til at fungere i sociale sammenhænge og bo i egen bolig samt udvikling af borgerens evne til at tage aktivt del i det omkringliggende samfund. Endelig vil lokaler hos Kontaktcentret i Valdemarsgade blive stillet til rådighed for aktiviteter og forløb, der understøtter livsmestring.
Med inspiration fra misbrugsomlægningen udvikles en model, hvor der tilbydes introducerende uvisiterede livsmestringsforløb til alle brugere og visiterede forløb for de brugere, der er motiverede til at indgå i mere faste forløb. En række af de uvisiterede forløb kan fungere som introduktion til visiterede forløb. På baggrund af samskabelsesprocessen foreslås tilbuddene bl.a. at udbyde uvisiterede forløb omhandlende privatøkonomi, madlavning mv. og visiterede forløb om relationsdannelse, konflikthåndtering mv.
Nyt videns- og kompetencecenter, Kontakten og Pinta - samvær, netværk og aktive borgere
Det foreslås, at der i Nordvest etableres et videns- og kompetencecenter, der sammen med brugere skal udvikle og organisere brugerdrevne aktiviteter og peer-to-peer-forløb, hvor brugere med erfaring hjælper andre brugere i deres recoveryproces. Centeret skal bestå af professionelle og medarbejdere med brugerbaggrund. Centeret vil lave fremskudte aktiviteter i aktivitets- og samværstilbud, kulturhuse, biblioteker mv.
Tilbuddene Kontakten i Tingbjerg og Pinta i Nordvest vil understøtte arbejdet med peer-forløb og tilbyde sociale aktiviteter. Ligeledes vil det brugerdrevne blad Gloria, hvor brugere er ansat i forskellige jobfunktioner, blive bydækkende. Bladet vil samtidig fungere som en elektronisk informationsplatform, der indeholder information om aktiviteter og åbningstider i de forskellige aktivitets- og samværstilbud i byen, og hvor brugere kan dele information på tværs af byen.
Fountain House, ASPA, nyt ungetilbud i Hørsholmsgade og Gartneriet i Vadsby - Unge, uddannelse og beskæftigelse
Fountain House, ASPAs tilbud (Askovfondens Socialpsykiatri) i Griffenfeldsgade samt et nyt ungetilbud i Hørsholmsgade 20 skal danne rammerne for en indsats målrettet unge med psykiske lidelser.
Gennem aktiviteter, strukturerede forløb og netværksskabende samvær skal unge støttes i at skabe et godt ungdomsliv. Tilbuddene vil etablere et ungenetværk på tværs af byen, opstarte en brugerdreven café, der kan danne rammen om socialt samvær og kulturelle aktiviteter for alle unge og tilrettelægge en række aktiviteter målrettet den yngre målgruppe. Den nuværende aftale med det selvejende tilbud Fountain House revideres i den forbindelse, og Fountain House vil fremover forøge sine aktiviteter overfor den yngre målgruppe, bl.a. ved at være leverandør af en række livsmestringsforløb for unge.
Samtidigt vil tilbuddene i samarbejde med We Shelters Gartneri i Vadsby arbejde med at motivere og støtte borgere med psykiske lidelser til uddannelse og beskæftigelse. Der skal etableres praktikker og ressourceforløb, rådgivnings- og mentorforløb i samarbejde med relevante aktører, ligesom ASPAs HF-Flex forløb (fleksibel HF-uddannelse) fortsættes. Indsatsen støttes af sociale aktiviteter, der bidrager til at skabe netværk.
Kompasset og Nabo - Sundhed
Kompasset og Nabo på Amager vil støtte borgere med psykiske lidelser til at få en sundere livsstil. Der vil både være fokus på den enkeltes fysiske og mentale sundhed. Der tilrettelægges motionshold, sundhedstjek og foredrag om kost. Og den enkelte støttes i at bryde ensomhed og isolation gennem sociale aktiviteter, læring om egen sygdom, erfaringsdeling mellem brugere mv. For at understøtte fokus på brugernes sundhed vil der blive udbudt undervisningsforløb for medarbejdere om sundhedsfremme og livsstilsændringer hos borgere med psykiske lidelser. Der vil samtidigt være fokus på opsøgende indsatser i boligforeninger på Amager for at tiltrække nye borgere, der kunne have gavn af et aktivitets- og samværstilbud.
3. Styrkelse af arbejdet med inddragelse af frivillige og lokalsamfund
I den fremadrettede udvikling af aktivitets- og samværsområdet vil tilbuddene have fokus på at skabe et tættere samarbejde med civilsamfundet samt frivillige.
For at styrke samarbejdet med lokalsamfundet vil tilbuddene have fokus på at deltage i og afholde aktiviteter og arrangementer, der understøtter fællesskaber mellem lokalsamfund og aktivitets- og samværstilbuddene. Det kan fx være gennem afholdelse af åbent hus arrangementer, loppemarkeder og ved samarbejde med aktører i lokalsamfundet, fx det lokale foreningsliv, om arrangementer.
Samtidig vil tilbuddene styrke samarbejdet med frivillige gennem inddragelse og samarbejde med frivillige foreninger, således at frivillige kræfter understøtter tilbuddenes arbejde med at styrke brugernes recoveryproces. Det kan fx være gennem netværksskabende aktiviteter, hvor frivillige bidrager til at modvirke ensomhed og styrke brugernes sociale relationer. Det kan også være i form af aktiviteter, der er drevet eller understøttet af frivillige, eksempelvis aktiviteter omkring musik, spil eller sport.
For at understøtte inklusion og beskæftigelse vil aktivitets- og samværstilbuddene endelig have fokus på at etablere praktikforløb og jobs i lokale virksomheder, hvor brugere får mulighed for at prøve kræfter med arbejdsmarkedet i et kendt lokalmiljø.
Bydækkende kvalitetsløft
Der er som nævnt en række aktivitets- og samværstilbud, der foreslås afviklet. Der henvises til bilag 1 for en oversigt over disse tilbud, og hvordan det sikres, at der fortsat er de nødvendige sociale tilbud i lokalområderne. De midler, der herved frigives, vil dels blive anvendt til etablering og tilpasning af tilbud og dels blive anvendt til at understøtte udviklingen og nye aktiviteter i de bydækkende tilbud.
Der har på tværs af bydelene været stort engagement i samskabelsesprocessen. Det har været en stor gevinst, at deltagerne på tværs af byen er kommet med gode bud på, hvordan brugerne kan spille en større rolle i tilbuddene. Forvaltningen ønsker at holde fast i engagementet og understøtte det med tilførsel af nye midler til det bydækkende kvalitetsløft.
Udover etablering og tilpasning af tilbud vil de frigjorte midler blive anvendt til:
- Brugerskabte eller brugerdrevne aktiviteter
- Aktiviteter der understøtter det bydækkende arbejde med de fire faglige fokusområder
- Udvikling af følgeordninger (til og fra tilbud og aktiviteter)
- Udvidede åbningstider, herunder fleksible åbningstider og brugerstyrede åbningstider
Økonomi
Indstillingen forudsætter en uændret samlet ramme til aktivitets- og samværsområdet på 57 mio. kr. årligt. Der vil dog være tale om omflytninger af ressourcer mellem bydelene.
Socialforvaltningen vender på baggrund af høringen tilbage med indstilling med forslag til en konkret omfordeling af ressourcer samt forslag til en ny budgetmodel for området.
Videre proces
Modellen for fremtidens aktivitets- og samværstilbud vil blive sendt i høring i perioden den 19. marts til 18. april 2016. Herefter vil forvaltningen forelægge Socialudvalget en endelig model til godkendelse. Efter høringsperioden vil forvaltningen ligeledes fremlægge forslag til ny budgetmodel med omfordeling af ressourcer mellem områderne samt ressourcer prioriteret til bydækkende kvalitetsløft. Omplacering af medarbejdere vil blive drøftet i MED-systemet.
Efter høringsperioden vil Socialforvaltningen udarbejde materiale omkring kommunens forventninger til etablering og drift af nye aktivitets- og samværstilbud i Sydhavnen og Østerbro, så relevante parter kan byde ind med deres forslag til løsning af opgaven. Relevante parter vil få mulighed for at byde ind med forslag til løsning af opgaven i sommeren/ efteråret 2016 med henblik på, at de nye tilbud kan etableres 1. januar 2017.
Socialudvalget vil få forelagt en status på omlægning af aktivitets- og samværstilbud primo 2017. Som en del af implementeringen vil eksisterende aftaler med de selvejende tilbud blive revideret, så de afspejler de nye ambitioner på området.
Nina Eg Hansen
/ Eva Stokbro Jensen
Beslutning
Vicekontorchef Eva Stokbro og borgercenterchef Jan Jensen deltog under punktets behandling.
Indstillingen blev godkendt.