Mødedato: 15.05.2024, kl. 08:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Status på samarbejdet med Joannahuset

Se alle bilag

Resumé

Socialudvalget har bedt om en sag vedr. Joannahuset. Joannahuset er et krisecenter for børn og unge, som åbnede i 2020. Socialforvaltningen indgik i den forbindelse en samarbejdsaftale med Joannahuset, bl.a. ift. underretninger fra Joannahuset til Borgercenter Børn og Unge om bekymringer for børn og unge fra Københavns Kommune. Ankestyrelsen udkom i 2023 med en undersøgelse af Joannahuset, hvor der fremgik nogle kritikpunkter, som præsenteres i indstillingen. Socialforvaltningens Borgercenter Børn og Unge var i marts 2024 medunderskriver på et brev fra 20 hovedstadskommuner til Folketingets Socialudvalg og til Social-, Bolig- og Ældreministeriet med input til en kommende evaluering af Joannahuset (bilag 2).

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller:

  1. at Socialudvalget tager status på samarbejdet med Joannahuset til efterretning

Problemstilling

Socialudvalget har bedt om en sag vedr. Joannahuset. Joannahuset er et krisecenter for børn og unge, der åbnede i august 2020. Endvidere har Socialudvalget bedt om at høre om borgercentrenes konkrete samarbejde med Joannahuset.

Løsning

Joannahuset er en selvejende institution. Målgruppen er børn og unge i alderen 12-18 år i akut krise eller kriselignende tilstand, som døgnet rundt kan ringe eller møde personligt op og få omsorg, rådgivning og husly. Joannahuset er åbnet som en forsøgsordning på baggrund af SSA-aftalen 2020-2023 (tidligere SATS-puljen). Det blev efterfølgende besluttet med SSA-aftalen 2023-2026, at der i perioden 2024-2027 skulle etableres et nyt forsøg i forlængelse af det tidligere forsøg (jf. barnets lov § 206). Rammerne for forsøget blev ændret og trådte i kraft 1. januar 2024. Ændringerne omfatter:

  • At aldersgrænsen for målgruppen er blevet sænket fra 14 til 12 år
  • At længden for husly er blevet ændret fra syv til 14 dage
  • At børn og unge kan få husly i op til 48 timer uden eksplicit samtykke fra forældremyndighedsindehaver, men med orientering af denne.

Det er enten forældremyndighedsindehaveren eller de offentlige myndigheder, der har kompetence til at træffe afgørelser eller beslutninger om børn og unge under 18 år. Joannahuset har således ikke beslutningskompetence ift. barnet/den unges sag. Social- og Boligministeren har den 12. april 2024 ifm. besvarelse af et folketingsspørgsmål vedr. unges ophold i Joannahuset tydeliggjort, at ansvaret for barnet eller den unge under ophold i Joannahuset er forældremyndighedsindehaverens. Unge kan de første 48 timer opholde sig i Joannahuset uden eksplicit samtykke fra forældremyndighedsindehaveren men med orientering af denne. Hvis forældremyndighedsindehaveren modsætter sig opholdet i forbindelse med orienteringen, skal Joannahuset give forældremyndighedsindehaveren mulighed for at afhente den unge.

Joannahuset er ift. bodelen af huset underlagt driftsorienteret tilsyn fra Socialtilsyn Hovedstaden og er godkendt af Socialtilsynet til seks sovepladser.

Samarbejdsaftale ml. Joannahuset og Borgercenter Børn og Unge
I forbindelse med Joannahusets opstart i 2020 indgik Socialforvaltningen en samarbejdsaftale mellem Borgercenter Børn og Unge og Joannahuset (Bilag 1). Børgercenter Børn og unge har efterfølgende løbende haft møder med Joannahuset og samarbejdsaftalen blev senest genbekræftet fra begge parters side i januar 2024. Samarbejdsaftalens formål er at sikre, at Joannahuset videreformidler og brobygger kontakt til Borgercenter Børn og Unge, når børn og unge, der opsøger Joannahuset, har brug for hjælp fra borgercenteret, eller hvis de er anbragte. Joannahuset har skærpet underretningspligt ift. de børn og unge, de er i kontakt med. Københavns Kommune støtter ikke Joannahuset økonomisk, og Socialforvaltningen visiterer ikke børn og unge til Joannahuset. Borgercenter Børn og Unge og Joannahuset har indgået aftale om, at der afholdes kvartalsvise samarbejdsmøder for at opretholde dialogen og sikre en forståelse af hinandens faglige funktion, samt hvordan udsatte børn og unge bedst støttes.

Ankestyrelsens undersøgelse 
I januar 2023 udkom Ankestyrelsen med en undersøgelse om Joannahuset. Københavns Kommune og Gladsaxe Kommune har deltaget i undersøgelsen. Undersøgelsen viser, at de to kommuner er glade for Joannahusets tilbud, at de modtager velbeskrevne underretninger, og at de oplever, at Joannahusets arbejde udfylder en vigtig rolle. Begge kommuner oplever dog også udfordringer i samarbejdet med Joannahuset. I undersøgelsen beskrives derfor også nogle kritikpunkter fra de to kommuner. Kritikpunkterne fra Ankestyrelsens undersøgelse gennemgås nedenfor.

  • Vedr. rolleafklaring og bisidderfunktion: De to kommuner oplever, at Joannahusets medarbejdere kan gå for langt i bisidderrollen, bliver overinvolverede i de unges sager og forsøger at handle på de unges situation uden for Joannahusets kompetence. De to kommuner oplever, at Joannahuset ikke slipper de unge igen, når der er blevet iværksat nye indsatser eller foranstaltninger for den unge. I den forbindelse oplever de to kommuner, at Joannahuset mangler blik for kommunens lovmæssige rammer.
  • Vedr. rådgivning: Begge kommuner oplever, at Joannahusets rådgivning ikke altid er kompromissøgende, og at de unge bliver rådgivet om at blive anbragt, hvilket gør samarbejdet svært og ofte konfliktfyldt, fordi de unge bliver opsat på en anbringelse, selvom der ikke nødvendigvis er anbringelsesgrundlag. 
  • Vedr. indsatser og foranstaltninger: Joannahuset og de to kommuner har forskellige perspektiver på, hvad de rette indsatser til de unge er. Joannahuset oplever udfordringer, fordi kommunerne arbejder med indsatstrappen. De to kommuner oplyser, at de altid afsøger muligheden for andre indsatser og foranstaltninger inden en anbringelse, men at det er udfordrende for samarbejdet, at de kan føle sig pressede til anbringelse, når unge er i kontakt med Joannahuset.
  • Vedr. underretninger: De to kommuner oplever, at underretninger fra Joannahuset er velbeskrevne, men at de modtager underretningerne for sent i forløbet ift. at kunne give den unge en tilstrækkelig indsats fra start. De to kommuner oplever også, at de modtager gentagne underretninger om de samme unge, uden at underretningerne indeholder nye oplysninger.
  • Underretninger fra Joannahuset præsenteres ofte som akutte, samtidig med at underretningerne primært beskriver den unges perspektiv. Kommunerne er forpligtiget til at anlægge et helhedsorienteret perspektiv, hvor blandt andet forældrenes perspektiv også skal inddrages i sagsbehandlingen, hvorfor de som udgangspunkt ikke kan iværksætte akutte foranstaltninger udelukkende baseret på en underretning fra Joannahuset uden at undersøge sagen nærmere.
  • Vedr. indhentelse af samtykke: Det fremgår af Socialtilsynets godkendelse af Joannahuset, at Joannahuset skal indhente samtykke fra forældremyndighedsindehaveren, når en ung efterspørger husly i Joannahuset. Det er uanset, om barnet er anbragt eller ej. I forbindelse med indhentelse af samtykke fra forældrene, oplever de to kommuner, at forældrene i nogle situationer kan føle sig presset til at give samtykke, særligt i de situationer hvor Joannahuset siger til forældrene, at alternativet er, at den unge opholder sig på gaden.

Kritikpunkterne fra Ankestyrelsens undersøgelse er delvist fortsat gældende ift. København. At Københavns Kommune modtager gentagne underretninger fra Joannahuet medfører fx et stort ressourcetræk hos de kommunale sagsbehandlere, bl.a. pga. lovkrav om, at alle underretninger skal screenes indenfor 24 timer, og at forældrene skal partshøres. I 2024 er der dog sket en positiv udvikling i Borgercenter Børn og Unges samarbejde med Joannahuset. Det skyldes bl.a., at Borgercenter Børn og Unge oplever, at Joannahuset er blevet mere lydhøre ift. Borgercenter Børn og Unges anbefalinger til, hvordan børn og unge bedst støttes. Joannahuset har herudover inviteret Socialforvaltningen til dialogmøde sammen med en række øvrige hovedstadskommuner i juni 2024.  

 Brev til Folketingets Socialudvalg og Social- og Boligministeriet
20 hovedstadskommuner, heriblandt Københavns Kommune, har den 8. marts 2024 sendt et brev til Folketingets Socialudvalg og Social-, Bolig og Ældreministeriet om et oplæg til en forestående evaluering af Joannahuset. Af brevet fremgår seks opmærksomhedspunkter, som kommunerne opfordrer ministeriet til at belyse i evalueringen:  

  1. At kommunerne ser behov for at udvikle rammerne for inddragelse af familierne og kommunerne, når barnet/den unge tager ophold i Joannahuset.
  2. At Socialtilsynet kun fører tilsyn med bodelen (de seks sovepladser) og ikke tilbuddet som sådan. 
  3. At Joannahuset modtager mange donationer, hvilket medfører, at børnene/de unge modtager gaver, oplevelser og tjenesteydelser i et omfang, som er ud over, hvad mange af forældrene vil kunne tilbyde børnene/de unge, og som ikke svarer til KL’s takster ift. anbringelser.
  4. At det skal sikres, at der tages særligt stilling til den metodiske tilgang, målgruppe samt nødvendige kompetencer hos ansatte og frivillige. 
  5. At det er uklart, hvem der kan klages til, hvis den vejledning, Joannahuset varetager, er misvisende eller utilstrækkelig, eller hvis de lader unge overnatte uden forældrenes tilladelse i mere end 48 timer. Kommunerne mener, at Joannahuset tilbud om overnatning til en ung bør sidestilles med en afgørelse om anbringelse, så den unges og forældrenes retssikkerhed ikke tilsidesættes eller forringes.
  6. At kommunerne kan se en tendens til, at unge, hvor forældrene ikke har ønsket at samtykke til børns overnatning på krisecentret, i stedet tilbydes nattevejledning og dermed uformelt døgnophold.

Evaluering af Joannahuset
Joannahuset skal på baggrund af den nye forsøgsordning levere en erfaringsopsamling til Social-, Bolig og Ældreministeriet i 2024. Ligeledes skal Joannahuset evaluere det nye forsøg. Ministeriet skal modtage evalueringen efter forsøgsordningens udløb og senest den 1. februar 2028.

Ministeriet har i 2024 bedt Ankestyrelsen om at udarbejde en ny undersøgelse for bl.a. at belyse erfaringerne med de ændrede rammer for husly. Københavns Kommune indgår også i den nye undersøgelse.  

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Borgercenter Børn og Unge fortsætter samarbejdet og dialogen med Joannahuset.

 

Mikkel Boje

                                 / Charlotte Danfred Ibsen og Eva Stokbro Jensen

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.

Borgercenterchef Charlotte Danfred Ibsen og kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling. 

Til top