Status på Ungeområdet i Borgercenter Handicap
Resumé
Socialudvalget forelægges en status på Ungeområdet i Borgercenter Handicap. Der pågår i Ungeområdet et arbejde med at forbedre både sagsbehandling for borgerne og arbejdsmiljøet for de ansatte. Der er sat en række tiltag i gang, og der er fremgang på en række parametre. Men der er også fortsat områder, som kan og skal forbedres samtidigt med et stigende antal sager i Ungeområdet. Derfor kommer det til at tage tid, førend de forskellige tiltag får fuld virkning.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget tager status på Ungeområdet i Borgercenter Handicap til efterretning
Problemstilling
Ungeområdet i Borgercenter Handicap har været presset på en række områder. Det drejer sig bl.a. om sagsbehandlingen for borgerne, arbejdsmiljøet for de ansatte, en stigning i antallet af børn og unge med autismediagnoser og en forventning om et generelt økonomisk merforbrug i Borgercenter Handicap. Dertil er der et forøget fokus på tværs af regioner og kommuner på samarbejdet mellem sektorerne om borgere med psykiatriske diagnoser. Socialforvaltningen har iværksat en række initiativer for at håndtere de forskellige udfordringer og styrke samarbejdet med Region Hovedstadens Psykiatri. Socialudvalget modtager med denne sag en status på Ungeområdet i Borgercenter Handicap.
Løsning
I nærværende status gives først en status på sagsbehandlingen og organisationen i Ungeområdet i Borgercenter Handicap. Dernæst beskrives forskellige tiltag, der er gjort for at styrke samarbejdet med Region Hovedstadens Psykiatri om borgere, der udskrives eller henvises fra psykiatrien. Slutteligt gives en status på arbejdet med at gøre det mere attraktivt at være sagsbehandler i Ungeområdet og højne kvaliteten af sagsbehandlingen.
Status i Ungeområdet er overordnet, at der pågår et stort arbejde med at forbedre både sagsbehandling for borgerne og arbejdsmiljøet for de ansatte. Der er sat en række tiltag i gang, og der er fremgang på en række parametre. Men der er også fortsat områder, som kan og skal forbedres samtidigt med en stigende antal sager i Ungeområdet. Det kommer derfor til at tage tid, førend de forskellige tiltag får fuld virkning.
Status på sagsbehandlingen og organisationen
Midler fra Budget 2023
Der blev i forbindelse med vedtagelsen af Budget 2023 afsat midler til at opnormere antallet af sagsbehandlere i bl.a. Ungeområdet for at reducere arbejdspresset for medarbejdere og forbedre sagsbehandlingen for borgerne (SO28). Bevillingen er vigtig for forvaltningens og Ungeområdets arbejde med at sikre gode arbejdsvilkår og god kvalitet i sagsbehandlingen.
I Ungeområdet er der ansat nye fuldtidsmedarbejdere med de midler, der blev tildelt ved vedtagelsen af Budget 2023 til at nedbringe arbejdspresset via lavere sagsstammer. Tilgangen af de nye medarbejdere vil få en positiv virkning både for medarbejderne, der vil få nedbragt arbejdspresset, og for borgerne, der vil opleve bedre sagsbehandling. For medarbejdere med høj anciennitet, der ofte sidder med komplekse sager og samtidig med et ansvar for oplæring af nye kollegaer, vil flere kollegaer betyde, at de får mere tid til egne sager. For nyansatte medarbejdere medfører flere kollegaer, at der bliver mere tid til oplæring og kompetenceudvikling. Det er en forudsætning for sagsbehandling af høj kvalitet, at medarbejderne har tilstrækkelig tid til at arbejde med den enkelte unges sag og inddrage den unges familie, netværk mv., hvilket de tilførte midler til flere medarbejdere skal hjælpe med. Forvaltningen forventer dog ikke, at midlerne fra SO28 reelt vil medføre den forudsatte sænkelse af sagsstammerne. Dette skyldes stor tilstrømning af sager til både Børneområdet og Ungeområdet pga. den fortsatte stigning i autismesagerne, der forrykker beregningsforudsætningerne.
Øget sagspres pga. stigning i autismediagnoser
Som det også fremgik af materialet til Socialudvalgets temadrøftelse om autisme den 18. januar 2023, diagnosticeres flere børn og unge med autisme. Stigningen medfører flere sager og større udgifter til at yde den rette støtte og opretholde det nuværende serviceniveau. Denne udfordring forstærkes yderligere af, at Borgercenter Handicap forventer et merforbrug for 2023 og arbejder på at nedbringe dette. Det betyder, at der ikke er et økonomisk råderum til særskilte initiativer på området.
Sagspresset bidrager også til, at Ungeområdet er udfordret i forhold til at overholde sagsbehandlingsfristerne på området. I 2022 blev 52 % af alle børnefaglige undersøgelser (§ 50) i Ungeområdet afsluttet inden for den fastsatte frist på fire måneder, jf. serviceloven § 50, stk. 7. I 2022 var der ligeledes udfordringer med af følge op på den fastsatte foranstaltning inden for den fastsatte frist på tre måneder, jf. servicelovens § 70. 55 % af borgerne fik vurderet deres sag inden for tre måneder.
Personalesituationen
Ungeområdet er endvidere udfordret af, at ca. halvdelen af alle sagsbehandlerne i Ungeområdet har været ansat i mindre end et år, og at ca. en fjerdedel af sagsbehandlerne har været ansat mindre end et halvt år pr. februar 2023. Det betyder, at de erfarne medarbejdere bruger meget tid på at oplære og sparre med deres nye kollegaer, mens de selv sidder med mange og komplicerede sager. Ungeområdet er desuden primo februar 2023 ramt af fire langtidssygemeldinger, hvilket lægger et yderligere pres på de resterende medarbejdere.
Samarbejdet med psykiatrien
Borgercenter Handicap har gennemgået arbejdsgange og procedurer i Ungeområdet relateret til borgere, der udskrives eller henvises fra psykiatrien. Formålet er at arbejdsgange og procedurer er velbeskrevne, og at medarbejderne kender og følger dem. Gennemgangen af arbejdsgange og procedurer har sikret præcise arbejdsgange med klare frister. Det har været med til at give sagsbehandlerne et bedre overblik og en tryghed ift. sagsgangene.
Borgercenter Handicap har desuden arbejdet med at udbrede kendskabet til samarbejdet med Region Hovedstadens Psykiatri i de dele af forvaltningen, hvor medarbejdere kunne have kontakt til borgere fra psykiatrien, men hvor medarbejderne ikke udelukkende sad med borgere med psykiatriske lidelser.
Borgercenter Handicap er yderligere blevet en del af de lokale samordningsudvalg med Region Hovedstadens Psykiatri, og er dermed blevet en del af det praksisnære driftssamarbejde med psykiatrien.
Nye iværksatte initiativer
Som noget nyt har Ungeområdet pr. 15. februar 2023 igangsat et pilotprojekt, som kører i første halvdel af 2023, hvis formål er at gribe borgere henvist fra psykiatrien bedre gennem en hurtig rådgivning og vejledning for borgere over 18 år med autismespektrumforstyrrelser. Borgerne tilbydes i pilotprojektet tre afklarende/rådgivende samtaler. De rådgivende samtaler har til formål at oplyse borgerne om kommunens støttemuligheder, viderehenvise borgerne til rette sted i kommunen og give borgerne en hurtig mulighed for at benytte Borgercenter Handicaps tidlige forebyggende indsatser. Målgruppen for forsøget er borgere, som henvises fra privatpraktiserende psykiater eller psykiatrien i Region Hovedstaden, er nye i Borgercenter Handicap og som ikke søger specifik støtte eller vurderes at skulle håndteres akut (i så fald er der andre arbejdsgange). I bilag 1 ses de forskellige trin i pilotprojektet.
Borgercenter Handicap vil i 2023 iværksætte nye initiativer, der skal være med til at gøre det mere attraktivt at være sagsbehandler i Ungeområdet og højne kvaliteten af sagsbehandlingen. Bl.a. er der med midler afsat i Budget 2023 oprettet en funktion, hvor en medarbejder får en rolle som mentorkoordinator, der fremover vil skulle stå for oplæring af og sparring med nyansatte medarbejdere. Det vil medføre, at medarbejderne med høj anciennitet, der hidtil har stået for meget af oplæringen og sparringen, vil blive aflastet og kan have mere fokus på egne sager. Yderligere igangsætter Ungeområdet et forsøg, hvor medarbejdere med mere end et års anciennitet skal planlægge fem faglige dage for sig selv i løbet af 2023. De faglige dage kan fx bestå af praktik i en anden enhed, kurser eller at tage en hjemmearbejdsdag for at læse op på nye faglige metoder i området, hvor de er ressourcepersoner.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. I materialet til Socialudvalgets temadrøftelse fra mødet den 18. januar 2023 om stigningen i antallet af autismediagnoser fremgik det, at der er behov for tilførsel af midler til autismeområdet for, at det nuværende serviceniveau kan opretholdes.
Videre proces
Borgercenter Handicap arbejder videre med at håndtere udfordringerne i Ungeområdet, herunder via de nævnte initiativer.
Socialudvalget har mulighed for at løfte evt. budgetønsker til budgetforhandlingerne om Budget 2024.
Mikkel Boje
/ Mette Boskov Vedsmand og Eva Stokbro Jensen
Beslutning
Indstillingen blev taget til efterretning.
Fra Socialforvaltningen deltog kontorchef Eva Stokbro Jensen og borgercenterchef Lise Valentin Beyer.