Mødedato: 09.10.2024, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Uddeling af puljen til frivilligt socialt arbejde 2025 og uddeling af midlerne til støtte af julearrangementer 2024

Se alle bilag

Resumé

Socialudvalget uddeler hvert år midler til frivilligt socialt arbejde, også kaldet § 18-midler, samt støtte til julearrangementer. Socialudvalget skal tage stilling til fordeling af puljen til frivilligt socialt arbejde for 2025 samt støtte til julearrangementer for 2024. Socialudvalgets § 18-underudvalg har udarbejdet et forslag til fordelingen af § 18-midlerne, jf. bilag 2, og støtte til julearrangementer, jf. bilag 5. § 18-midlerne er fordelt på baggrund af de kriterier, som Socialudvalget besluttede på mødet den 15. marts 2023. Julestøtten er fordelt på baggrund af de kriterier, som Socialudvalget besluttede på mødet den 19. januar 2022.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller, 

  1. at Socialudvalget godkender underudvalgets forslag til fordeling af § 18-midlerne til frivilligt socialt arbejde for 2025 (se bilag 2), på nær fordelingen til ansøgningerne fra Kirkens Korshær, da disse er behandlet forud for denne sag grundet inhabilitet hos underudvalget.
  2. at Socialudvalget godkender underudvalgets forslag til fordeling af midlerne til støtte til julearrangementer i 2024 (se bilag 5), på nær fordelingen til ansøgningerne fra Kirkens Korshær og Fonden Morgencafé for Hjemløse, da disse er behandlet forud for denne sag grundet inhabilitet. 

Problemstilling

Socialudvalget uddeler hvert år puljen til frivilligt socialt arbejde i henhold til § 18 i serviceloven. Socialforvaltningen har i år modtaget 237 ansøgninger, hvor der er søgt om i alt 39,3 mio. kr. Bemærk, at antallet af ansøgninger og det samlede ansøgte beløb inkluderer Kirkens Korshærs ansøgninger.

Der er i alt 13,7 mio. kr. til nyuddeling i puljen for 2025. Derudover er der reserveret ca. 4,8 mio. kr. til tidligere års tildelte længerevarende bevillinger. Desuden er der reserveret 1,05 mio. kr. til kommunal finansiering af tre frivilligcentre. De tre frivilligcentre får årligt 350.000 kr. hver til at sikre statens medfinansiering af et tilsvarende beløb.

Socialudvalget uddeler årligt også støtte til julearrangementer. Socialudvalgets § 18-underudvalg har også udarbejdet forslag til fordeling af støtte til julearrangementer til Socialudvalgets godkendelse, jf. bilag 5. Forvaltningen har i år modtaget 70 ansøgninger om støtte til julearrangementer i 2024. Der er i alt søgt for 1,8 mio. kr. Den budgetterede ramme er 463.481 kr. Bemærk, at det samlede ansøgte beløb og antallet af ansøgninger inkluderer Kirkens Korshærs ansøgninger og Fonden Morgencafé for Hjemløses .

Løsning

Et underudvalg bestående af Laura Rosenvinge (A), Charlotte Lund (Ø) og Mathilde Schøneberg Kastbjerg (C) har udarbejdet et forslag til fordeling af § 18-puljen for 2025 og til fordeling af økonomisk støtte til julearrangementer 2024 på baggrund af oversigter over samtlige ansøgninger og forvaltningens indstilling (bilag 2 og 5).

Fordeling af § 18-puljen 2024

I oversigten over samtlige ansøgere findes beskrivelser af foreningernes projekter, målgruppe for projektet, antal frivillige tilknyttet, bydel mv. Derudover indeholder oversigten også en faglig vurdering og en indstilling fra Socialforvaltningen til underudvalget. Det fremgår af bilag 2, i hvilke tilfælde underudvalget har valgt at prioritere anderledes end Socialforvaltningens forslag samt hvorfor. Det er underudvalgets fordeling af midlerne, Socialudvalget skal godkende.

Der er i år modtaget 237 ansøgninger, hvilket er 5 færre end ved 2024-uddelingen. To ansøgninger er efterfølgende blevet trukket tilbage. Underudvalget anbefaler, at 210 ud af de 237 modtagne ansøgninger får en bevilling. De 210 ansøgninger beløber sig til 35,2 mio. kr., hvoraf der er indstillet til 13,7 mio. kr. til uddeling.

Kriterier for § 18-uddelingen

Socialudvalget vedtog den 15. marts 2023, at § 18-midlerne fortsat uddeles efter de seneste kriterier. Det vil sige, at ansøgninger på socialområdet vil blive prioriteret, mens der fortsat ikke uddeles midler til ansøgninger, som vurderes at ligge uden for forvaltningens målgruppe, bl.a. på sundheds- og omsorgsområdet og flygtninge- og integrationsområdet. I en del af ansøgningerne ligger målgruppen i snitfladen mellem Socialforvaltningen og Beskæftigelses-og Integrationsforvaltningen eller Sundheds-og Omsorgsforvaltningen. Underudvalget vurderer på den baggrund, at det kan være svært at vurdere disse ansøgninger ift. kriteriet om at prioritere socialområdet.

Der gives desuden ikke bevillinger på over 500.000 kr. pr. år, og der gives mange små bevillinger fremfor få store, inden for en balance mellem at give støtte til både små, mellemstore og store projekter. Desuden afvises ansøgninger, hvor projektets aktiviteter er forkyndende med henblik på omvendelse og/eller diskriminerende over for borgerne.

Socialudvalget godkendte den 15. marts 2023 også at fastholde kriteriet om at afvise for sent ankomne ansøgninger. Derudover afvises ansøgninger, hvis foreningen før har modtaget støtte efter § 18, men ikke indsendt regnskab og/eller afrapportering for pågældende projekt samt ikke tilbagebetalt midler i de tilfælde, hvor forvaltningen har stillet krav herom. På den baggrund har forvaltningen gennemgået ansøgningerne i årets pulje, og mangler pr. 1. oktober 2024 fortsat at modtage en afrapportering og et regnskab fra to forskellige foreninger. Forvaltningen har kontakt til dem, og forventer at modtage disse. Desuden er Socialudvalget blevet forelagt to separate sager forud for denne på grund af et underudvalgsmedlems inhabilitet i sagsbehandlingen af ansøgningerne fra Kirkens Korshær og på grund af socialborgmesterens inhabilitet i sagsbehandlingen af ansøgningen fra Fonden Morgencafé for Hjemløse .

Socialudvalget er blevet hørt om underudvalgets fordeling af midlerne via en skriftlig høringsproces. Forvaltningen har ikke modtaget nogle høringssvar.

Midler fordelt på to- og treårige bevillinger

Socialudvalget har besluttet at fastholde kriteriet om, at op til 25 % af puljemidlerne skal kunne afsættes til to- og treårige bevillinger. I alt har 133 projekter søgt om en længerevarende bevilling. Underudvalget anbefaler i alt 30 projekter til en længerevarende bevilling.

Samlet set anbefales det at uddele længerevarende bevillinger for 3,1 mio. kr., som svarer til ca. 22,7 % af puljen til nyuddeling. De projekter, som ikke er indstillet til en to- og treårig bevilling, behandles på samme vilkår som puljens øvrige ansøgere.

Forvaltningen gør Socialudvalget opmærksom på muligheden for at løfte organisationer med gentagende bevillinger til prioritering i budgetforhandlingerne.

Afslag og for sent modtagne § 18-ansøgninger

Underudvalget anbefaler, at der gives afslag til 25 rettidigt ansøgte projekter, jf. bilag 1 og bilag 2, hvor begrundelsen fremgår.

Socialforvaltningen har modtaget en henvendelse om muligheden for at indsende en ansøgning efter ansøgningsfristen fra Landsorganisationen Kris. Forvaltningen har afvist anmodningen som følge af Socialudvalgets beslutning den 15. marts 2023 om, at for sent modtagne ansøgninger afvises. Ansøgeren er blevet henvist til at søge til næste år.

Koordinering af § 79 og § 18 i Lov om Social Service

Socialudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget traf i foråret 2013 beslutning om, at ansøgninger til § 18-midlerne, hvor foreningen også modtager støtte til generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte (§ 79 i serviceloven), fremadrettet koordineres særligt mellem de to forvaltninger. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen har derfor været i dialog om overlappende § 18-ansøgere med det formål at sikre, at en frivillig indsats ikke modtager støtte til den samme aktivitet via to forskellige paragraffer i Københavns Kommune.

Øvrige kommunale bevillinger til § 18-ansøgere

Nogle af ansøgerne til § 18-puljen 2025 modtager øvrige kommunale bevillinger. Der henvises til bilag 3, som indeholder oversigter over foreninger, der har ansøgt om § 18-midler til 2025 og samtidig modtager driftsstøtte fra Københavns Kommune og en længerevarende § 18-bevilling.

Fordeling af puljen til støtte af julearrangementer i 2024

I fordelingen af julestøtten er arrangementer den 24. december prioriteret, ligesom projekter målrettet borgere med udsatte-problematikker er prioriteret. Der er derudover lagt vægt på, at midlerne kommer flest muligt til gode og går til julemiddag, juletræ mm. og ikke til aflønning af personale eller frivillige. Forvaltningen har i år modtaget 70 ansøgninger om støtte til julearrangementer i 2024 inden for ansøgningsfristen. Der er i alt søgt for 1,8 mio. kr. Der er indstillet for 462.500 kr. fordelt på 56 ansøgninger. I lighed med tidligere år er der givet afslag til de ansøgninger, der ikke omfatter Socialforvaltningens målgrupper, som f.eks. ældreområdet eller integrationsområdet. Der er 14 foreninger, som er indstillet til et afslag.

Inhabilitet

Erfaringsmæssigt er uddelingen af puljen for frivilligt socialt arbejde en sag, hvor medlemmerne af udvalget skal overveje deres eventuelle inhabilitet, inden sagens behandling. Medlemmerne er derfor blevet bedt om at være opmærksomme på dette i forhold til uddelingen af både § 18-puljen og julestøtte. Forvaltningen har fået besked om to foreninger, hvor to underudvalgsmedlemmer er inhabile. Det ene underudvalgsmedlem deltager ikke i udvalgsmødet den 9. oktober 2024. Der er derfor forelagt en separat indstilling vedrørende ansøgningerne fra Kirkens Korshær. Forvaltningen har desuden fået besked om, at socialborgmesteren er inhabil ift. ansøgningen fra Fonden Morgencafé for Hjemløse til puljen for julestøtte. Derfor er der også forelagt en separat sag vedrørende ansøgningen fra Fonden Morgencafé for Hjemløse.

Økonomi

Udgifterne afholdes inden for Socialudvalgets pulje til støtte til frivilligt socialt arbejde (§ 18-puljen) samt Socialforvaltningens julestøttepulje.

Videre proces

Når Socialudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen forventeligt sende bevillings- og afslagsbreve til ansøgerne i efteråret 2024 samt samarbejdsaftaler ultimo 2024/primo 2025 til de projekter, som har modtaget en bevilling på eller over 100.000 kr. pr. år.

Mikkel Boje

                                                         / Eva Stokbro Jensen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.  

Kontorchef Eva Stokbro Jensen og chefkonsulent Mia Bjarnø deltog under punktets behandling.

Til top