Mødedato: 09.10.2013, kl. 08:15
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Ansøgning fra Cafe Blom

Se alle bilag
Socialudvalget skal behandle en ansøgning fra Café Blom om økonomisk støtte.

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller,

1. at Socialudvalget meddeler Cafe Blom, at Socialforvaltningen ikke har mulighed for at anvise dækning indenfor det eksisterende budget til finansiering af ansøgningen
2. at Socialudvalget godkender udkast til svarbrev.

Problemstilling

Café Blom har ansøgt Socialudvalget om støtte på 690.800  kr i 2013, 695.000 kr. i 2014 og  699.200 kr. i 2015  til at videreføre og udvide åbningstiden i deres sociale café for mennesker ramt af angst, depression, bipolar lidelse og OCD (tvangslidelse). Cafeen har eksisteret siden 2009 og har i dag åbent mandag og onsdag kl 14-18. I ansøgningen oplyser de blandt andet, at der ikke findes tilsvarende væresteder for unge mennesker med ikke-psykotiske lidelser, som er sensitive overfor uro. Ansøgningen er vedlagt som bilag 1.

 

Café Blom har desuden sendt tre ansøgninger på i alt 314.100 til § 18 puljen for 2014; en ansøgning om at videreføre cafeen (168.900 kr.), en ansøgning om at udvide med fredags café (104.600) samt en ansøgning om en månedlig café for påørende (40.600 kr.). Café Blom har siden 2009 fået et årligt tilskud fra § 18 puljen i størrelsesordenen 50-75.000 kr.

Løsning

Cafe Blom er et værested beliggende i Julius Bloms Gade tæt på Nørrebros Runddel. Socialforvaltningen vurderer, at Café Blom er et godt værested. De tilstræber at skabe tryghed og ro, da det er vigtigt for målgruppen, og det er i høj grad også kendetegnede for cafeen. Socialforvaltningen anerkender de frivilliges store andel i at målgruppen føler sig mødt med stor rummelighed og føler sig hjulpet i forhold til blandt andet at skabe struktur og netværk.

Cafe Blom henvender sig til mennesker ramt af angst, depression, bipolar lidelse og OCD. Disse menneskers funktionsniveau vil være meget forskelligt. I det omfang de har betydelig nedsat funktionsniveau har kommunen en forpligtelse til blandt andet at tilbyde aktivitets- og samværstilbud (SEL § 104). Socialforvaltningen har en række aktivitets- og samværstilbud som ikke kræver visitation og dermed kan anvendes af Cafe Bloms målgruppe. Socialforvaltningen vurderer derfor at kommunens forsyningsforpligtelse på området er opfyldt.

Forvaltningen er i gang med at implementre strategien for aktivitets- og samværstilbud (vedtaget af Socialudvalget den 3.11.2010), hvor et af målene er at kunne tilbyde en mere differentieret vifte af aktivitets- og samværstilbud med henblik på at matche den enkelte borgers behov bedst muligt.  

I forlængelse heraf vurderer Socialforvaltningen, at Café Blom supplerer kommunens tilbud og formentligt er med til at forebygge konsekvenserne af sindslidelsen og dermed forebygge behovet for støtte fra Socialforvaltningen. Dette er – sammen med Café Bloms involvering af frivillige - i tråd med § 18 puljens formål om at styrke samspillet mellem kommunerne og det frivillige sociale arbejde.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis indstillingen imødekommes, vil Cafe Blom modtage vedhæftede svarbrev, jf. bilag 2.

Socialudvalget vil på mødet den 4. december 2013 få forelagt sagen vedr. fordeling af midler til frivilligt social arbejde for 2013.

 

 

         Anette Laigaard

 

                                                                  /Gitte Bylov Larsen

Beslutning

Kontorchef Gitte Bylov Larsen deltog under punktets behandling.

Indstillingen blev godkendt.

Til top