Mødedato: 03.12.2014, kl. 16:15
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Tilpasning af akkreditering

Se alle bilag
Socialudvalget skal godkende, at der på baggrund af erfaringer med Socialtilsynet og drøftelser i meningssamlingen, justeres i akkrediteringsmodellen.

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller overfor Socialudvalget, 

  1. at alle tilbud på voksen- og børnehandicapområdet arbejder med alle de kvalitetsmæssige arbejdsområder i akkreditering (kriterier i kvalitetsmodellen),
  2. at dagtilbud skal have audit på alle kriterier,
  3. at døgntilbud og misbrugsbehandlingstilbud, som udgangspunkt skal have audit på alle kriterier i kvalitetsmodellen, men kan søge om dispensation fra audit på udvalgte kriterier. 

Problemstilling

Akkreditering blev udviklet og testet i Socialforvaltningens tilbud på voksen- og børnehandicapområdet i 2011. På baggrund af en positiv evaluering blev ordningen indført i 2012.

Akkreditering består af en kvalitetsmodel, lokal udvikling med støtte fra forvaltningen, tilbuddenes beskrivelse af deres kvalitetsudviklingsarbejde, et audit, samt en auditrapport og opfølgning og læring i tilbuddene og på tværs af alle tilbud og målgruppeområder. (Se bilag 1 for mere information om akkreditering i Socialforvaltningen.)

Det var oprindeligt meningen, at akkreditering skulle gøre det ud for det lovpligtige driftsorienterede tilsyn. I 2013 blev der vedtaget en lov om et nationalt socialtilsyn og akkreditering i Socialforvaltningen blev derfor ændret, så der blev mere fokus på kvalitetsudvikling og mindre fokus på kvalitetskontrol. I 2014 begyndte Frederiksberg Kommune, på baggrund af den nye lov, at føre tilsyn med Socialforvaltningens døgntilbud og misbrugsbehandlingstilbud.

På baggrund af konkrete erfaringer med Socialtilsynet har centercheferne på handicapområdet vurderet, at akkreditering og Socialtilsynet på flere områder tilfører det samme til tilbuddene, og at der derfor ikke længere er brug for obligatorisk audit på alle kriterier i kvalitetsmodellen.

Centercheferne på udsatte- og psykiatriområdet deler ikke denne opfattelse. Deres erfaringer med Socialtilsynet tyder ikke på, at der sker dobbeltarbejde. De ønsker derfor ikke, at akkreditering bliver en frivillig ordning.

Spørgsmålet er blevet behandlet i meningssamlingen og i styregruppen for akkreditering.

Socialforvaltningen har stor fokus på udvikling af kvaliteten i de borgerettede tilbud. Derfor arbejder forvaltningen løbende med kvalitetsudvikling, uanset om der gennemføres akkreditering og Socialtilsyn eller ej.

Akkreditering er et værktøj til denne kvalitetsudvikling. Kvalitetsmodellen, som tilbuddene allerede anvender, giver let adgang til rammerne for arbejdet og stiller krav til, at medarbejdere og borgere oplever resultater af den faglige udvikling i hverdagen. Audit og auditrapporten samt tilbuddenes kvalitetsbeskrivelser understøtter den faglige refleksion og letter adgangen til videndeling og læring på tværs af tilbud og målgruppeområder. Kvalitetsbeskrivelsen kan udfyldes med links til, eller udklip fra, Tilbudsportalen, tilbuddets hjemmeside eller tilbuddets personalehåndbog, såfremt det giver mening for tilbuddet.  

Socialtilsynet er en metode til kvalitetskontrol. Tilsynet fokuserer på overholdelse af lovgivningen, sikker drift og på, at borgerne får gode effekter af arbejdet. Under tilsynsbesøgene finder der ligeledes feedback og sparring sted. Dog understøtter tilsynet ikke videndeling og læring på tværs af tilbud og målgruppeområder.  

Løsning

Forvaltningen ønsker, at arbejdet med akkreditering skal være meningsfuldt og kun skal gennemføres i det omfang, udbyttet står mål med indsatsen. Forvaltningen ønsker ligeledes at sikre, at alle målgruppeområder og tilbud arbejder med akkreditering i det omfang, det kan medvirke til at forbedre ydelser til borgerne.  

På den baggrund indstiller forvaltningen at dagtilbud, som ikke er omfattet af Socialtilsynet, skal have audit på alle kriterier i kvalitetsmodellen, så de får feedback og sparring i forhold til deres kvalitetsudviklingsarbejde indenfor alle 9 arbejdsområder. Københavns Kommune lever hermed op til sin tilsynsforpligtelse.

For så vidt angår døgntilbud og misbrugsbehandlingstilbud, der alle er omfattet af Socialtilsynet, indstiller forvaltningen, at de i 2015 som udgangspunkt skal have audit på alle 9 kriterier i kvalitetsmodellen. 

Kontorchefen kan give dispensation for op til 5 af de 9 kriterier, såfremt et tilbud kan påvise, at audit på disse kriterier giver dobbeltarbejde uden merværdi.

Der kan ikke opnås dispensation i forhold til kriterierne 1 Værdier, 2 ledelse, 5 Planer og dokumentation og 6 Sundhed. Grunden hertil er, at Socialforvaltningens kvalitetsmodel på disse områder, stiller andre krav til arbejdet end Socialtilsynet. Feedback og sparring på tilbuddenes arbejde, inden for disse områder, vurderes derfor at give ubetinget merværdi i forhold til udviklingen af kerneydelsen. 

Der kan opnås dispensation for så vidt angår kriterierne 3 Viden og Kompetence, 4 Målgruppe, metode, tilgange og ydelser, 7 Samarbejde med borgere og pårørende, 8 Samarbejde med andre parter og
9 Fysiske Rammer. Disse kriterier er udvalgt, fordi Socialtilsynet i meget vid udstrækning har samme fokus som Socialforvaltningen på disse arbejdsområder. Den feedback og sparring tilbuddene vil få fra Socialtilsynet på disse områder, vil derfor i høj grad være dækkende i forhold til de ambitioner Socialforvaltningen har på de pågældende arbejdsområder.
(Se bilag 2 for information om forskelle og ligheder i det fokus akkreditering og Socialtilsynet har på det socialfaglige arbejde.)

Der kan aldrig gives dispensation fra audit til et tilbud, der har haft udfordringer på det arbejdsområde kriteriet omhandler.
Ledelsen vil kende udfordringerne fra bl.a. ledelsesdialogen og tilsynsrapporter.

Såfremt et tilbud har fået dispensation fra audit på et eller flere kriterier, vil tilbuddet kunne spare de personaleressourcer, der er forbundet med forberedelse og gennemførsel af audit på de pågældende kriterier.

Forvaltningen vil i de tilfælde, hvor der er givet dispensation, sikre, at ledelsens opfølgning på Socialtilsynet sker på en måde, så der drøftes læring og handling for de arbejdsområder, hvor læringsdialogen ikke har fundet sted i forbindelse med audit. På den måde sikres det, at tilbuddet under alle omstændigheder får sparring på alle arbejdsområder. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Socialudvalget godkender indstillingen, vil udvalget blive orienteret om, hvilke tilbud der opnår dispensation fra dele af audit.

Inden udgangen af 2015 skal
Socialudvalget tage stilling til, om akkreditering i Socialforvaltningen skal fortsætte i 2016 og frem. I forbindelse hermed vil udvalget modtage en indstilling, der vil indeholde forslag til rammerne for det eventuelt fortsatte akkrediteringsarbejde og finansiering heraf. 

Indstillingen vil være baseret på en evaluering af det kommende års arbejde med akkreditering.


Anette Laigaard
                                   /
                                           Sven Bjerre

Beslutning

Konstitueret kontorchef Ann-Sofie Bech von Hielmcrone deltog under punktets behandling.

Indstillingen blev udsat med henblik på behandling på Socialudvalgets møde d. 17. december 2014.
Til top