B-sag. Puljemidler fra Socialstyrelsen til projektet "ACT 2.0: Samme tilgang - nye veje"
Resumé
Socialudvalget skal tage stilling til ansøgning om og modtagelse af puljemidler samt igangsættelse af projektet ”ACT 2.0: Samme tilgang – nye veje”. ACT står for Assertive Community Treatment og er en evidensbaseret bostøttemetode til borgere med komplekse problemer, som bor i egen bolig. Socialforvaltningen har i efteråret 2019 søgt og fået tilsagn om 4,37 mio. kr. i puljemidler fra Socialstyrelsens pulje ”Modificeret ACT-indsats til borgere med komplekse problemstillinger”.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget godkender ansøgning og tilsagn om 4,37 mio. kr. til projektet ”ACT 2.0: Samme tilgang – nye veje” fra Socialstyrelsens pulje ”Modificeret ACT-indsats til borgere med komplekse problemstillinger”,
- at Socialudvalget godkender, at Socialforvaltningens indtægts- og udgiftsbudget justeres med i alt 4,37 mio. kr. i perioden 2020-2022, jf. tabel 1 i økonomiafsnittet.
Problemstilling
Socialforvaltningen oplever en betydelig udfordring med borgere, der har komplekse problemstillinger. Det er borgere over 18 år med svære psykosociale problemstillinger, fx psykiske lidelser og samtidigt misbrug, hjemløshed, manglende tilknytning til beskæftigelses- og uddannelsessystemet eller andre sociale problemstillinger. De har brug for en intensiv og koordineret rehabiliterende indsats med fokus på det, som de oplever som et meningsfuldt og tilfredsstillende liv. Et eksempel på denne slags indsats er støtte efter ACT-metoden (Assertive Community Treatment), som Socialforvaltningen har brugt med gode resultater siden 2009 som en del af Hjemløsestrategien. Socialudvalget har også under studieturen til Helsinki i 2019 stiftet bekendtskab med metoden.
Socialforvaltningen har med ansøgningen til Socialstyrelsens pulje ønsket at arbejde med en videreudvikling af ACT-metoden, så den målrettes den del af den ovenfor beskrevne gruppe af borgere, hvor potentialet for at flytte sig til en anden situation er størst. Det er borgere, der kun i en periode har behov for den intensive og koordinerede ACT-indsats, men på sigt forventes at kunne klare sig med en mindre omfangsrig indsats eller brobygges til en anden type tilbud, som de ellers ikke ville være motiveret for pga. deres aktuelle situation.
Socialstyrelsen har i puljematerialet skitseret den overordnede ramme for den modificerede indsats. På baggrund heraf skal de deltagende kommuner videreudvikle og afprøve den modificerede indsats i samarbejde med Socialstyrelsen. Den 23. september 2019 gav Socialstyrelsen tilsagn om 4,37 mio. kr. til Socialforvaltningens projekt ”ACT 2.0: Samme tilgang – nye veje” (projektansøgning og tilsagnsbrev er vedlagt i bilag 1 og 2). Tilsagnet er forbeholdt en endelig godkendelse af projektets budget. Socialforvaltningen forventer at modtage Socialstyrelsens godkendelse af budgettet i løbet af maj 2020.
Løsning
Projektet ”ACT 2.0: Samme tilgang – nye veje” har til formål at afprøve en modificering af den eksisterende ACT-indsats, hvor der tages udgangspunkt i ACT-metodens kerneelementer – intensivitet, fleksibel og udgående, vedholdende samt tværfaglig og koordineret indsats – men samtidig tilføjes et systematisk fokus på borgerens overgang til en mindre omfangsrig indsats.
Projektet er tilrettelagt for den ovenfor beskrevne målgruppe af borgere. Forvaltningen ønsker med projektet at udvikle og afprøve ACT-metoden på ny, blandt andet ved at tilrettelægge indsatsen ved:
- At visitationen til ACT-indsatsen tager udgangspunkt i borgernes vilje, evne og parathed til forandring samt borgerens potentiale for en mindre omfangsrig indsats efter at have profiteret af en individuelt tilrettelagt, koordineret, intensiv og fleksibel indsats på tværs af forskellige fagligheder.
- At brobygge til og koordinere med eksisterende indsatser i kommunalt og regionalt regi, fremfor at integrere dem som en fast del af teamet – f.eks. hvad angår samarbejdet med Jobcenter, misbrugsbehandling og behandlingspsykiatri.
- At teamet støtter borgeren i at tilrettelægge indsatsen hos samarbejdspartnere som fx jobcenter, misbrugscenter og i Regionen.
Det er Socialforvaltningens vurdering, at der i Københavns Kommune er rigtig gode forudsætninger til stede for at modne en modificeret ACT-indsats, da der allerede er erfaring med både denne metode og øvrige rehabiliterende tilgange. Derudover vil en yderligere udbredelse af ACT-målgruppen kunne bidrage til at nedbringe efterspørgslen efter andre og mere omfangsrige indsatser som f.eks. herbergspladser, botilbud efter §§ 107 og 108, gentagende forsøg på misbrugsbehandling uden succes og genindlæggelser i psykiatrien.
Projektet indeholder en udviklingsfase, hvor projektets kerneelementer udvikles yderligere i samarbejde med Socialstyrelsen og øvrige deltagerkommuner. Projektets medarbejdere bliver bekendt med den klassiske ACT-metode, den modificerede ACT-model samt dokumentation af indsatsen. I løbet af denne fase indgås også de nødvendige samarbejdsaftaler med relevante aktører.
Pilotfasen, hvor borgerforløb igangsættes efter den modificerede ACT-model, forventes at påbegynde i løbet af august 2020. Projektet vil derefter køre frem til medio 2022. På baggrund af projektets resultater og erfaringer, vil forvaltningen tage stilling til forankring af projektet i almindelig drift. En eventuel forankring i driften forudsætter politisk prioritering heraf ifm. de årlige budgetforhandlinger.
Økonomi
Hvis indstillingen godkendes, justeres Socialudvalgets indtægts- og udgiftsbudget med i alt 4.373.826 kr. på bevillingsområdet udsatte voksne, jf. tabel 1 nedenfor.
Tabel 1: Bevillingsmæssige konsekvenser
1000 kr. 2020 PL |
2020 |
2021 |
2022 |
ACT v. 2.0. |
1.600 |
1.842 |
931 |
Socialudvalgets indtægts- og udgiftsbudget vil blive tilpasset med de tilførte midler i den førstkommende sag om bevillingsmæssige ændringer, som godkendes af Borgerrepræsentationen.
Videre proces
Hvis Socialudvalget godkender indstillingen, vil Socialforvaltningen igangsætte projektet ”ACT 2.0: Samme tilgang – nye veje”.
Nina Eg Hansen
/ Eva Stokbro Jensen
Beslutning
Sagen blev godkendt sammen med dagsordenen.