Høring vedrørende opdateret monumentforslag "Bronze Kat" af Matilde Digmann
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Rådet for Visuel Kunst afgiver nyt høringssvar til Teknik- og Miljøudvalget vedrørende opdateret monumentforslag "Bronze Kat "af Matilde Digmann. Rådet bedes give deres faglige vurdering af skulpturen samt ny placering placering.
Problemstilling
Kunstneren Matilde Digmann foreslår, at opsætte skulpturen "Bronze Kat" på Nørrebro i København (bilag 1). Skulpturen har tidligere været i høring i Rådet for Visuel kunst på møde den 18. september 2023 .
Kunstneren foreslår en ny placering langs Sortedam Dossering hvor "bronzen kan stå flot i morgenlyset." Kunstneren mener, at skulpturen passer ind langs søerne med sin egenarthed - og skiller sig ud i det kunstneriske udtryk.
Værket er - ifølge kunstneren - udført i spændet mellem naivisme og international samtidskunst. Værket skal efter hensigten udføres i bronze, så der i krydsfeltet mellem kattens figur og bronzematerialet, kan skabes nye betydninger.
I forbindelse med Rådets tidligere behandling af forslaget (bilag 2) vurderede Rådet blandt andet at:
- "der er modstrid mellem skulpturens street-udtryk og det meget traditionelle materialevalg i bronze på stensokkel, der signalerer alvor"
- værket "vil skabe et for bombastisk udtryk på den foreslåede placering"
Løsning
Kultur- og Fritidsforvaltningen anbefaler, at Rådet for Visuel Kunst afgiver nyt høringssvar til monumentforslaget "Bronze Kat" af Matilde Digmann.
Videre proces
Når Rådet for Visuel Kunst har godkendt høringssvaret, vil det indgå i Teknik- og Miljøudvalgets årlige beslutning om nye monumenter i det offentlige rum.
Beslutning
Rådet for Visuel Kunst afgiver følgende høringssvar til Teknik- og Miljøudvalget vedrørende opdateret monumentforslag "Bronze Kat" af Mathilde Digmann:
”Rådet for Visuel Kunst har generelt stor sympati for idé og energi i kunstnerens værker, men finder ikke, at forslaget møder det kvalitetsniveau, man finder i de øvrige værker rundt om søerne. Rådet finder bl.a., at der er modstrid mellem skulpturens street-udtryk og det meget traditionelle materialevalg i bronze på stensokkel, der signalerer alvor. Rådet er på den baggrund ikke overbevist om de nye betydninger, der skulle ligge i krydsfeltet mellem kattens figur og bronzematerialet. Derudover mener Rådet for Visuel Kunst, at værket inklusive stensokkel vil skabe et for bombastisk udtryk i forhold til placeringen ved søerne.”