Høring: Opstilling af den offentlige skulptur "Bronze Kat" på Nørrebro
Indstilling
Forpersonen indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,
- at Lokaludvalget godkender udkast til høringssvar til høring vedr. opstilling af den offentlige skulptur "Bronze Kat" på Nørrebro, udarbejdet af Børn, Unge og Kultur-arbejdsgruppen
Problemstilling
Nørrebro Lokaludvalg har fået monumentforslaget ”Bronze Kat” i høring. Forslaget omhandler opstilling af en offentlig skulptur på Nørrebro. Værket skal udføres i bronze og kommer til at måle 160 cm x 120 cm x 55 cm. Matilde Digmann (Mat) er kunstneren bag værket. I oplægget foreslås placeringen af værket på hjørnet af Solitudevej og Nørrebrogade.
Produktion og fragt af værket koster ca. 50.000 (ex. sokkel). Der skal søges fondsmidler.
Monumentforslaget har været behandlet af Børn, Unge og Kulturarbejdsgruppen, der har udarbejdet udkast til høringssvar.
Mulighed for en alternativ placering
Rådet for Visuel Kunst har på møde den 18. september 2023 afgivet et høringssvar til "Bronze Kat", hvor der bl.a. er bemærkninger til placeringen af værket i den umiddelbare nærhed af kunstnerens galleri/butik. Se hele høringssvaret i bilag.
Pga. bemærkningerne omkring placeringen, har der efterfølgende været dialog med kunstneren ift. forslag til alternative placeringer på Nørrebro.
Alternative placeringer har også været drøftet i Byrum, Miljø og Trafik-arbejdsgruppen, hvor man blev enige om at foreslå følgende alternative placeringer: Nørrebros Runddel og Rungsted Plads.
Børn, Unge og Kultur-arbejdsgruppen drøfter alternative placeringer på et arbejdsgruppemøde den 15. november, men har indtil nu forholdt sig til det oprindelige forslag til placering og ment at det var et sted, hvor skulpturen kunne bidrage til at omdanne hjørnet til et mødested.
Kunstneren er åben overfor alternative placeringer og peger selv på følgende alternative placeringer: Dr. Louises Bro (græsplænen ved bunkeren), Nørrebros Runddel, Folkets Park foran Spidsroden, Blågårdsgade ved pladsen, Griffenfeldsgade på det lille stykke fortov, Thorsparken/Allersgade 6 på den lille plæne.
Alt efter hvilken placering det ender med, skal størrelsen på skulpturen justeres, så den kommer til at passe ind i det miljø, hvor den skal stå.
Udkast til høringssvar:
"Vi har ikke en kunstnerisk faglighed til at vurdere værdien af værket: Bronze Kat af Miltilde Digmann (Mat). Men vores generelle holdning er, at vi gerne vil have mere kunst i det offentlige rum på Nørrebro – og gerne fra en lokal kunstner som Matilde Digmann, der jo netop har atelier tæt på den forslåede placering ved Solitudevej og Nørrebrogade.
Vi har spurgt nørrebroere på vores Facebook-platform. Her var der stor interesse med 533 positive reaktioner og 159 kommentarer som overvejende var positive ift. at få skulpturen op på Nørrebro.
I vores Bydelsplan for Nørrebro 2023-26 fremlægger vi vores ønske om, at der udarbejdes en ambitiøs kunst- og kulturstrategi for København og for Nørrebro, hvor der bl.a. skal arbejdes for mere kunst i det offentlige rum, der kan skabe identitet og mødesteder. Vi mener at kunsten i byrummet, på pladser, i parker, på legepladser og på byens betonflader skaber interessante byrum.
Det skal indskydes at vi er nysgerrige på modeller for mere midlertidige kunstværker f.eks. hvor et værk står på en specifik placering i f.eks. 5 år og så udskiftes med nyt kunstværk. Samtidig erfarer vi dog også at kunstværker med tiden kan blive betydningsfulde og karakteristiske for et kvarter.
Det skal nævnes at Matilde Digmann har lavet grafik til plakater og flyers for Lokaludvalgets arrangementer over en lang årrække".
Løsning
Lokaludvalget godkender udkast til høringssvar til høring vedr. opstilling af den offentlige skulptur "Bronze Kat" på Nørrebro, udarbejdet af Børn, Unge og Kultur-arbejdsgruppen
Beslutning
Lokaludvalget godkendte udkast til høringssvar til høring vedr. opstilling af den offentlige skulptur "Bronze Kat" på Nørrebro, udarbejdet af Børn, Unge og Kultur-arbejdsgruppen med en enkelt rettelse.