Høring: Handleplan for kulturhuse og biblioteker 2025-2028
Indstilling
Forpersonen indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,
- at Lokaludvalget godkender udkast til høringssvar til høring af Handleplan for kulturhuse og biblioteker 2025-2028, udarbejdet af Børn, Unge og Kultur-arbejdsgruppen.
Problemstilling
Med vedtagelsen af Kultur- og Fritidspolitikken 2023-2026 blev det besluttet, at der skal udarbejdes en samlet handleplan for kulturhuse og biblioteker (KUBI). Den nuværende Biblioteksplan udløb i slutningen af 2023, og der har ikke tidligere været en strategi for kulturhusområdet i København. Handleplanen er den første for de kommunale kulturhuse og med den fastlægges de kommende års prioriteringer for det kommunale kulturtilbud i København.
Nørrebro Lokaludvalg har allerede i marts 2024 indsendt indledende kommentarer til oplægget til KUBI-planen og forud for det lavet lokal inddragelse via det digitale borgerpanel samt deltaget i et åbent borgermøde arrangeret af Kultur- og Fritidsforvaltningen.
Kultur- og Fritidsforvaltningen har nu sendt et udkast til den nye handleplan for Københavns Kommunes kulturhuse og biblioteker 2025-2028 i offentlig høring.
Handleplanen har fire overordnede målsætninger:
- Stærke lokale samlingspunkter
- Nye deltagere i aktiviteterne
- Flere læselystne københavnere
- Flere kulturaktive københavnere
Planen har til formål at konkretisere Kultur- og Fritidspolitikkens ambition om at gøre byens kulturhuse og biblioteker til stærke lokale samlingspunkter i bydelene. Ved at sammentænke biblioteker og kulturhuse er det målsætningen, at der skabes et stærkere og mere sammenhængende lokalt kulturtilbud, hvor flere københavnere får mulighed for at deltage i kulturlivet.
Høringsfrist: d. 6. januar 2025.
Børn, Unge og Kulturarbejdsgruppen har behandlet høringsmaterialet på et arbejdsgruppemøde den 4. december og udarbejder et udkast til et høringssvar med udgangspunkt i de indledende kommentarer og inddragelsen tilbage i januar og februar 2024.
Udkast til høringssvar eftersendes.
Udkast til KUBI-planen og den indledende tilbagemelding fra Nørrebro Lokaludvalg er vedlagt som bilag.
Løsning
Lokaludvalget godkender udkast til høringssvar til høring af Handleplan for kulturhuse og biblioteker 2025-2028, udarbejdet af Børn, Unge og Kultur-arbejdsgruppen.
Beslutning
Lokaludvalget godkendte udkast til høringssvar til høring af Handleplan for kulturhuse og biblioteker 2025-2028, udarbejdet af Børn, Unge og Kultur-arbejdsgruppen.