Naboorientering: dispensation fra lokalplan nr. 434 ”Farumgade”
Indstilling
Formanden indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,
- at Lokaludvalget godkender udkast til høringssvar vedr. naboorientering om dispensation fra lokalplan nr. 434 ”Farumgade”, udarbejdet af Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen.
Problemstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen har modtaget en ansøgning om til- og ombygning af ejendommen på adresserne Nørrebrogade 209, 209A, 209B, 209C og 209D.
Byggeriet udgør 5 etager samt taghuse, den 5 etagers bygning består af en høj stueetage som også fremadrettet vil benyttes til publikumsorienterede serviceerhverv, 1. salen indrettes til tandlægeklinik, 2. og 3. salen indrettes til institution, 4. salen samt taghusene indrettes til boliger. Alle tagflader indrettes til tagterrasser til brug for bebyggelsens beboere, ansatte og brugere.
Bebyggelsen udføres i lys mursten som på den eksisterende ejendom på nabo-matr.nr Farumgade 4-14. Taghusene på tagetagen udføres overvejende i glas og med øvrige beklædning i let konstruktion med pladebeklædning. De to nederste etager i arkaden ud mod Nørrebrogade udføres som butiksfacade i glas.
Arkaden langs Nørrebrogade reduceres i bredden fra 5 m til 3 m fra byggefeltets afgrænsning mod Nørrebrogade, dette forudsætter dispensation fra lokalplanens § 5, stk. 3 om, at facaden i de nederste 2 etager mod Nørrebrogade skal holdes 5 m fra byggefeltets afgrænsning mod vej. Der etableres parkering på anden ejendom og et reduceret antal parkeringspladser til en parkeringsnorm der siger ca. 1 plads pr. 250 m² og svarende til 23 pladser, dette forudsætter dispensation fra lokalplanens § 7, stk. 7, om at der skal etableres 1 parkeringsplads for hver 100 m² etage-areal.
Teknik- og Miljøforvaltningen kan principielt gå ind for projektet, da projektet ses at være i overensstemmelse med intentionerne i lokalplanen og afvigelserne er af mindre omfang og projektet, ligger inde for anvendelsen. Bebyggelsen tilpasses eksisterende bebyggelse i lokalplansområdet i form og valg af farve og materialer.
Deadline for indsendelse af høringssvar d. 12. december.
Udkast til høringssvar:
Lokaludvalget ønsker at give et høringssvar på det konkrete byggeri. Dels fordi vi mener vi principielt bør høres også i nabohøringer og dels fordi der i det konkrete tilfælde ligger et forslag til dispensation fra den eksisterende lokalplan.
Lokaludvalget ønsker ikke en dispensation fra lokalplanen så det nuværende fortov indskrænkes fra 7 m til 2 m. Et fortov på 2 m’s bredde er alt for lille i betragtning af at der skal være strøgbutikker på strækningen. Der vil også være en arkade på 3 m – men den vil være overdækket og vil blive betragtet som ”butikkens”. Udvalget skal derfor anbefale at fortovet udenfor arkaden bliver 3 m i bredden.
Løsning
Lokaludvalget godkender udkast til høringssvar vedr. naboorientering om dispensation fra lokalplan nr. 434 ”Farumgade”, udarbejdet af Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen.
Beslutning
Lokaludvalget godkendte udkast til høringssvar vedr. naboorientering om dispensation fra lokalplan nr. 434 ”Farumgade”, udarbejdet af Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen.