Brug af nye flydende saunaer 2023
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender at foreningen Copenwater gives brugsaftale til den ene flydende sauna i sydenden af Amager Strandpark (i den lille havn).
2. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender at foreningen Copenwater gives brugsaftale til den anden flydende sauna ved Sdr. Refshalebassin.
Problemstilling
Med Budget 2022 blev der afsat midler til indkøb af to flydende saunaer i henholdsvis i 2022 og 2023. For de to første er brugsretten tildelt foreningen Bølgebaderne og Københavns Badeklub. Der skal nu tages stilling til hvem der skal have brugsretten til de yderligere to saunaer.
De små enheder er tiltænkt forenings-drift og der er derfor ikke afsat midler til fuld kommunal drift. Med en lokal vinterbadeklub, der står for den daglige drift, vil man samtidig kunne styrke det lokale tilhørsforhold til saunaen.
Forvaltningen har bestilt to flydende saunaer af samme model som de første saunaer og har fået henvendelser om brug af de nye saunaer fra DGI, Copenwater, Refshaleøens Ejendomsselskab, Kuldegyset i Nordhavn og Badekompagniet ved Sluseholmen.
Løsning
Forvaltningen har været i dialog med de mulige samarbejdspartnere og analyseret de forskellige mulige placeringer i havnen. På den baggrund anbefaler forvaltningen at indgå brugsaftale med Copenwater og placering af de flydende saunaer ved Amager Strandpark og Refshaleøen.
Det foreslås at indgå en tidsbegrænset aftale med foreningerne med mulighed for at justere aftalen baseret på en evaluering efter første sæson. Aftalen indgås derfor på et år med mulighed for administrativ forlængelse på yderligere 2 år. Foreningen skal mod omkostningsbestemt betaling, stå for udadrettede arrangementer i 20% af åbningstiden. Klubberne skal hvert år aflægge beretning og regnskab, herunder redegøre for antal af medlemmer.
Placering i lille havn ved Amager Strandpark
Copenwater er en veletableret og aktiv svømme- og vinterbadeklub, der vil kunne løfte opgaven. De ønsker en sauna placeret i den lille havn i den sydlige del af Amager Strand. Denne mulighed er ved at blive undersøgt. Teknik- og Miljøforvaltningen, som ejer området, er positive, men det kræver en dispensation fra fredningen. Dispensation er sandsynlig, da det allerede er givet til en noget større cafebåd på stedet.
En placering her vil kunne spille sammen med eventuelle nye foreningsfaciliteter i Strandparken, hvor der er indledt en dialog med foreninger og aktører om muligt nyt foreningsbyggeri i sydenden af Havkajakvej.
Refshaleøens Ejendomsselskab har tilbudt en placering af en flydende sauna i forbindelse med badezonen i Sdr. Refshalebassin, hvilket er en optimal løsning i forhold til adgang til vandet samt badezone med badevandsvarsling. Denne løsning kan gennemføres med det samme.
Ud over dette overvejer Refshaleøens Ejendomsselskab på sigt at udvikle en ny badezone i den gamle Byggedok (Tørdok) på øens østside. Dette vil potentielt give mulighed for 240 meter lange svømmebaner beskyttet mod vind og bølger, og man kan til den tid derfor vælge at flytte saunaen til denne placering eller tilføre yderligere en sauna.
Copenwater er meget positive for dette hvis muligheden opstår, da det vil give dem et godt beskyttet alternativ til ”open water svømning”.
Erfaringerne fra de første flydende saunaer
Der er i foråret 2023 kørt test at de første to flydende saunaer, som har vist at de fungerer godt og at brugerne havde en god oplevelse ved at de var placeret helt ude på vandet. Den ene har været placeret ved Kalvebod Bølge. Den anden er placeret ved Havnebadet Fisketorvet.
Foreninger
Copenwater har pt. ca. 800 medlemmer, der er aktive i og omkring Amager Strandpark, ligesom de også har en base i Nordhavn. Endeligt er der flere medlemmer, der også svømmer ved Svanemøllen og Bellevue i nord. De er også aktive i inderhavnen, hvor de bruger Havnebadet Fisketorvet til undervisning, særligt om sommeren, se bilag 2.
Refshaleøen har ikke en aktiv badeklub. Refshaleøens Ejendomsselskab har derfor spurgt om Copenwater også kunne drive saunaen ved Refshaleøen (bl.a. med henblik på en potentiel placering i Byggedokken på sigt). De vil blive organisatorisk støttet af Refshaleøens Ejendomsselskab. Klubben ved Refshaleøen vil blive åben for alle og kan bl.a. bestå af medlemmer fra nærområdet. Refshaleøens Ejendomsselskab har tilbudt at saunaen kan placeres ved den nuværende Badezone Sdr. Refshale bassin og vil være behjælpelige med etablering og forsyning af el til saunaen, se bilag 3.
Badekompagniet ved Sluseholmen har ansøgt om at supplere den nuværende lille sauna med en ekstra og større sauna (Bilag 4). Det er de ved at undersøge om de kan finansiere med eksterne tilskud. Hvis dette ikke lykkes, kan man eventuelt flytte den flydende sauna fra Fisketorvet ned til Sluseholmen, når det nye havnebad ved Fisketorvet bliver etableret med nye saunaer.
DGI har henvendt sig om en mulig placering af en sauna ved Fyrholm i kanalen i Sluseholmen. Denne placering er dog uhensigtsmæssig dels i forhold til vandkvalitet, dels pga. kravet om gennemsejling i kanalerne.
Der vil blive indgået brugsaftaler for begge saunaer ud fra de samme principper, som er anvendt for de første to saunaer (bilag 1). For at skabe mere åbenhed end i traditionelle vinterbadeklubber foreslår Kultur- og Fritidsforvaltningen, at der ud over klubbens egen brug af saunaen også er krav om adgang for ikke-medlemmer. Ideen er at klubben via kontingenter og bidrag fra de besøgende står for den daglige drift, rengøring og betaler el-udgiften til brug af saunaen. Klubben kan selv bruge saunaen maks. 80% af tiden. I den overskydende tid skal klubben, mod omkostningsbestemt betaling, stå for offentlige udadrettede arrangementer med adgang for alle i minimum 20% af åbningstiden. Det kan fx være temaaftener, sauna GUS eller blot almindelig adgang til sauna og vinterbadning for ikke-medlemmer.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Hvis Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen indgå brugsaftaler med den nævnte lokale svømme og vinterbadeklub.
Søren Tegen Pedersen
/Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 28. september 2023
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.