Drøftelse af fonden Fabrikken for Kunst og Designs tildeling af atelierpladser og finansieringsudfordringer
FONDEN Fabrikken for Kunst og Design (FFKD) er en erhvervsdrivende fond, nedsat af Københavns Kommune i 1991 og beliggende i det tidligere centralvaskeri på Sundholm, Amager. FFKD tilbyder værkstedsfaciliteter og udviklingsmuligheder for kunstnere og kunsthåndværkere, fortrinsvis fra vækstlaget.
FFKD har i de seneste år oplevede økonomiske udfordringer, dels på grund af brandsikring af ejendom, konsekvenser som følge af corona, samt nye betingelser for anvendelse af ejendom. FFKD har derfor vedtaget en strategi, som skal sikre en bæredygtig økonomi fra 2025. FFKD fik afslag på deres ansøgning om et tilskud på 650.000 kr. fra Kultur- og Fritidsudvalgets disponible midler på deres møde den 28. september 2023. Tilskuddet skulle dække et forventet underskud i 2023 og FFKD står derfor fortsat i en usikker økonomisk position de kommende år.
Kultur- og Fritidsudvalget skal drøfte FFKD’s strategi for bæredygtig drift samt de finansieringsudfordringerne, som FFKD står overfor.
Kultur- og Fritidsudvalget præsenteres desuden for FFKD’s politik for tildeling af atelierpladser.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter FONDEN Fabrikken for Kunst og Designs strategi for bæredygtig drift og finansieringsudfordringer, samt tildelingspolitikken for atelierpladser.
Problemstilling
FONDEN Fabrikken for Kunst og Design (FFKD) har i de seneste år oplevede økonomiske udfordringer og FFKD fik afslag på deres ansøgning om et tilskud på 650.000 kr. fra Kultur- og Fritidsudvalgets disponible midler på udvalgets møde den 28. september 2023. Tilskuddet skulle dække et forventet underskud i 2023.
FFKD står derfor fortsat i en usikker økonomisk position.
FFKD har en politik for tildeling af atelierpladser (bilag 1) som er vedtaget i efteråret 2022, som vægter faglighed og niveau. Ift. tildeling af ny brugsretsperiode anvender FFKD en række kriterier (bilag 2), som senest er opdateret i 2020. Det er bestyrelsen for FFKD, som tildeler atelierer og kunstnerpladser.
Løsning
FFKD har siden 1991 transformeret sig fra et kommunalt finansieret projekt til en professionel kunstinstitution. Siden stiftelsen, har formålet været at tilbyde værkstedsfaciliteter og udviklingsmuligheder for kunstnere og kunsthåndværkere, fortrinsvis fra vækstlaget. FFKD har i dag en brugsaftale med Kultur- og Fritidsforvaltningen om anvendelse af bygning og har omkring 50 atelierer, som anvendes af ca. 80 kunstnere og en produktionshal, der kan rumme større udstillinger og arrangementer.
Da FFKD de seneste år har oplevede økonomiske udfordringer, dels på grund af brandsikring af ejendom, konsekvenser som følge af corona, samt nye betingelser for anvendelse af ejendom, har bestyrelsen for FFKD vedtaget en strategi, der skal sikre en bæredygtig økonomisk fremtid.
FABRIKKENs bestyrelse består af repræsentanter udpeget af hhv. Amager Kultur, Akademirådet, Dansk Kunstnerråd og FABRIKKENs brugere samt af bestyrelsen selv. Bestyrelsen er fondens øverste organ, og er ansvarlig for at tegne FFKD's overordnede rammer og strategiske retning.
Den nuværende bestyrelse for Fonden FABRIKKEN for Kunst og Design er:
- Bjørn Karsholt, formand (udpeget af Amager Kultur)
- Nicolai Lund Overgaard, næstformand (udpeget af Akademirådet)
- Tanya Lindkvist (udpeget af FABRIKKENs brugere)
- Kerstin Bergendal (udpeget af Dansk Kunstnerråd)
- Kirsten Bagge Nielsen (udpeget af FABRIKKENs brugere)
FFKD's strategi for en bæredygtig økonomisk fremtid indebærer, at der ved indgåelse af nye brugeraftaler er en stigning på 20% til faste udgifter, og de enkelte brugere opkræves aconto for forbrugsudgifter. Strategien indfases løbende, når nye brugeraftaler indgås jf. FFKD’s politik for tildeling af atelierer. FFKD har også afskediget medarbejdere og foretaget spareøvelser, som betyder, at brugerne af ateliererne nu deles om rengøring, viceværtsopgaver og FFKD har indført en årlig arbejdsdag.
FFKD forventer at være fuldt ud selvbærende i 2025.
Finansieringsudfordringer
Brandsikring af bygning
Det har været nødvendigt for FFKD at gennemføre en brandsikring af bygningen, da det siden 2016 ikke har været muligt, for FFKD at opnå dispensation til afholdelse af større arrangementer. FFKD fik i 2013 udstedt en byggetilladelse af Københavns Kommune til at udføre de forbedringer, der var krævet for at blive brandgodkendt til 500 personer. I 2017 begyndte arbejdet med brandsikring af bygningen som nu er gennemført. Igennem hele processen har FFKD haft finansieringsudfordringer på grund af uforudsete udgifter, følgeudgifter til el- og vvs-arbejde, samt etablering af en flugtvej.
FFKD har modtaget i alt ca. 3,4 mio. kr. fra Københavns Kommune til arbejdet med brandsikring og de udgifter, der er opstået i forbindelse med arbejderne.
Sagsanlæg mod FONDEN Fabrikken for Kunst og Design
I forbindelse med arbejdet med brandsikring, indgik FFKD en aftale med Rådgiver EKJ den 1. juni 2017 om teknisk rådgivning for brandsikring af bygning.
FFKD har oplyst Kultur- og Fritidsforvaltningen, at Rådgiver EKJ har lagt sag an mod FFKD med krav om efterbetaling på ca. 819 t.kr. for øgede honorarudgifter. Sagen skal løses ved voldgift og FFKD har overfor forvaltningen oplyst, at der træffes afgørelse i begyndelsen af november.
Det er Kultur- og Fritidsforvaltningens vurdering, at FFKD ikke har den nødvendige egenkapital til rådighed, til at kunne efterbetale kravet. Kultur- og Fritidsforvaltningen følger udviklingen i sagen.
Konsekvenser af Corona og nye betingelser for anvendelse af bygning
Følgerne af corona har påvirket FFKD’s økonomi, som de seneste år har oplevede manglende likviditet og truende konkurs. Desuden har Kultur- og Fritidsforvaltningen indgået en ny brugsaftale med FFKD for 2023 – 2025, og som følge heraf, er det ikke længere muligt for FFKD at tjene penge på midlertidig udlejning af hallen til kommercielle aktiviteter. Dette følger af Taskforcens arbejde med at gøre aftaler compliant ift. alle offentlige regler. Kultur- og Fritidsforvaltningen vil frem mod Overførselssagen 2023-24 kortlægge den økonomi, der er knyttet på denne type af aftaler, herunder opdelingen på forvaltninger.
FFKD har modtaget i alt ca. 800 t.kr til dækning af underskud i hhv. 2021 og 2022 fra Kultur- og Fritidsudvalgets disponible midler. FFKD har tilbagebetalt ca. 418 t.kr. til Kultur- og Fritidsudvalget, da FFKD ikke havde det forventede underskud i 2022, som deres tilskud skulle dække.
Politik for tildeling af atelierpladser
FFKD har et ønske om at der er en fordeling af atelierpladser, der omfavner både etablerede kunstnere, kunstnere fra vækstlaget, samt kunstnere der kommer med ny inspiration udefra.
Alle professionelle kunstnere og designere kan ansøge om atelier på FFKD. Ledige atelierer på FFKD annonceres via Open Call og det er bestyrelsen i FFKD, der ud fra en række krav og kriterier beslutter om en kunstner kan tildeles et atelier. I alle tilfælde giver et brugerråd og det kunstfaglige personale en vurdering, som deles med bestyrelsen.
Kunstnerpladser i København
På nuværende tidspunkt yder Københavns Kommune tilskud til Art Hub i 2023, som blandt andet faciliterer kunstnerpladser til vækstlaget. Desuden administrerer Kultur- og Fritidsforvaltningen 15 kunstnerpladser i Halmtorvet 11. Disse kunstnerpladser fordeles ud fra Kultur- og Fritidsforvaltningens principper for tildeling af kunstnerpladser (bilag 4), som er udarbejdet i samarbejde med Rådet for Visuel Kunst og vedtaget på Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 27. maj 2021.
Kultur- og Fritidsforvaltningen er opmærksomme på, at der er en mangel på gode og billige værkstedsfaciliteter i København, som kan stilles til rådighed for kunstnere med hjemme i kommunalfuldmagten, ligesom det er blevet dyrere for kunstnere at leje atelierer i København. Forvaltningen følger derfor løbende udviklingen af kunstnerpladser tæt, og som led i Kultur- og Fritidspolitikken for 2023 – 2026, skal der udarbejdes en kortlægning af værkstedsfaciliteter i København for vækstlag og kreative erhverv.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder videre med FFKD baggrund af udvalgets drøftelser og eventuelle beslutninger.
Søren Tegen Pedersen
/Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 26. oktober 2023
Et samlet udvalg fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1) som erstatning til indstillingen:
”Fabrikken ydes et tilskud fra de disponible midler på 650.000 kr., jf. Fabrikkens tidligere ansøgning.”
Det af det samlede udvalg fremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev vedtaget uden afstemning.