Fastsættelse af Københavns Bibliotekers udlånskvoter på eReolen og Filmstriben
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til udlånskvoterne på e-bøger og netlydbøger på eReolen samt drøfte pointkvoten på Filmstriben. Kvoterne har været drøftet flere gange af udvalget på grund af stigende digital benyttelse og deraf øget pres på bibliotekernes materialekonto, som dækker både digitale og fysiske materialer.
Udvalget drøftede senest kvoterne i oktober 2022, hvor det blev besluttet at fastholde kvoterne på 5-ebøger og 5 netlydbøger på eReolen samt forhøje kvoten fra 10 til 12 point, svarende til i alt tre spillefilm, på Filmstriben. Kultur- og Fritidsudvalget ønskede samtidig en opfølgning på brug af tjenesterne i 2023.
Fremskrives benyttelsen af eReolen og Filmstriben året ud, vil forbruget ende ca. 1 mio. kr. over det budgetterede (hhv. 300 t. kr. på eReolen og 700 t. kr. på Filmstriben).[Se note1]
Udlån af e-bøger og netlydbøger falder inden for bibliotekernes strategiske fokus på læsning, og derfor anbefaler forvaltningen at fastholde kvoterne på 5 e-bøger og 5 netlydbøger pr. måned.
Formidling af film er ikke omfattet af bibliotekets strategi. At kvoten på Filmstriben blev hævet fra 10 til 12 point har medført, at budgettet for 2023 formentlig overskrides og der er færre penge til fysiske bøger. En nedsættelse til 10 point vil kunne give bedre balance mellem det digitale og fysiske indkøb.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget fastholder udlånskvoterne på eReolen på nuværende niveau, dvs. fem e-bøger og fem netlydbøger om måneden pr. borger
- at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter om forbruget på Filmstriben giver anledning til at ændre udlånskvoten på tjenesten
Problemstilling
eReolen er bibliotekernes e-bogs- og netlydbogstjeneste og Filmstriben er den digitale filmtjeneste, bibliotekerne tilbyder borgerne. Benyttelsen af begge tjenester steg markant under coronapandemien. Det medførte, at kvoten på digitale udlån fra eReolen blev sat op til fem e-bøger og fem netlydbøger om måneden pr. borger.
I budgetaftalen 2022 blev bibliotekernes materialebudget forøget i perioden 2022-2025 med henblik på at stabilisere indkøbet af fysiske bøger samt at imødekomme den stigende efterspørgsel på digitale materialer. Forvaltningen følger udviklingen på området i takt med at ekstrabevillingen udløber i 2025.
Se bilag 1 for udviklingen af digitale udlån på eReolen og Filmstriben samt uddybning af de respektive kvoter.
Forbrug på fysiske og digitale materialer
Tabel 1 viser bibliotekernes udgifter til indkøb af fysiske materialer samt eReolen og Filmstriben de seneste år.
Tabel 1. Overblik over faktiske udgifter til materialer i t. kr.
2019 |
2020 |
2021 |
2022 |
2023 (pr. 01.09). |
|
Fysiske materialer |
22.300 |
24.000 |
20.800 |
22.300 |
12.500* |
eReolen |
7.200 |
8.900 |
8.500 |
9.400 |
7.400 |
Filmstriben |
3.800 |
5.100 |
4.100 |
3.700 |
3.200 |
* Indkøb af fysiske materialer afhænger af antallet af udgivelser. Der udgives generelt væsentlig flere bøger om efteråret og op mod jul, hvilket medfører et langt større indkøb i årets sidste måneder.
Bibliotekernes budget i 2023 er på i alt 22,6 mio. kr. til indkøb af fysiske bøger og 18,5 mio. kr. til digitale materialer, herunder 10,8 mio. til eReolen og 4 mio. til Filmstriben, mens det resterende er allokeret til tekstlicenser, digitale magasiner etc.
Løsning
Som det fremgår af nedenstående evaluering af forbrug på eReolen og Filmstriben for 2023, vil forbruget ende ca. 1 mio. kr. over det budgetterede (300 t. kr. på eReolen og 700 t. kr. på Filmstriben) [se note 1]. Det beløb skal findes i budgettet til de fysiske materialer.
Udlån af e-bøger og netlydbøger falder inden for bibliotekernes strategiske fokus på læsning, og derfor anbefaler forvaltningen at fastholde kvoterne på 5 e-bøger og 5 netlydbøger pr. måned.
Udlånet af film falder ikke inden for bibliotekernes fokus på læsning og giver derfor i højere grad anledning til en politisk drøftelse af, om pointkvoten skal fastholdes på 12 point eller justeres. En reduktion fra 12 til 10 point på Filmstriben vil formentlig kunne balancere budgettet og derved give flere penge til indkøb af fysiske bøger. Københavns Biblioteker opererer med en gennemsnitlig enhedspris på fysiske bøger på 250 kr. Det betyder, at de ekstra 700 t. kr. til Filmstriben ville svare til indkøb af 2.800 fysiske bøger.
Generelt vil forhøjelse af kvoterne betyde, at der vil være færre penge til indkøb af fysiske bøger på materialebudgettet, mens en nedsættelse af kvoterne vil give flere penge til indkøb af fysiske bøger. Nedsættelse af kvoterne kan imidlertid medføre utilfredshed blandt brugerne.
Det skal bemærkes, at under 0,5% af de aktive brugere benytter alle point på Filmstriben over en periode på 8 måneder (jf. bilag 1).
Nedenfor følger en evaluering af forbruget af henholdsvis eReolen og Filmstriben:
Evaluering af forbrug på eReolen
Udlånet fra eReolen i perioden september 2022 til og med august 2023 er steget med 24 pct. i forhold til samme periode året før (tabel 1).
Tabel 1. Udlånstal fra eReolen i t. udlån
|
Sep. ’21 - |
Sep. ’22 – |
Procentvis udvikling |
e-bøger |
249 |
285 |
+ 14 pct. |
netlydbøger |
427 |
556 |
+30 pct. |
samlet |
676 |
841 |
+ 24 pct. |
* De to perioder er sammenlignelige, idet der ikke har været coronanedlukninger og udlånskvoten har været ændret siden marts 2020.
Det digitale udlån tog fart under coronanedlukningerne, og de fortsatte stigninger i udlånstallet viser, at udviklingen fortsætter. Særligt udlånet af netlydbøger er steget markant.
Der er også kommet flere brugere på eReolen. Fra september 2022 til august 2023 var der gennemsnitligt 24.300 månedlige brugere af eReolen. Det er 3.300 flere månedlige brugere end i perioden september 2021 til august 2022.
Ud fra brugen i årets første 8 måneder, ser det ud til at udgiften vil ende på ca. 11,1 mio. kr. i 2023, altså ca. 300.000 over det budgetterede beløb.
Evaluering af forbrug på Filmstriben
Filmstribens udlånstal er steget i perioden januar til august 2023 i forhold til samme periode 2022 (tabel 2). Den øgede benyttelse i 2023 kan tilskrives forhøjelsen af pointkvoten fra 10 til 12 point pr. 1. december 2022. Samtidig indikerer de foreløbige opgørelser over unikke lånere i 2023, at flere benytter tjenesten i forhold til sidste år.
Tabel 2. Udlånstal og udgift i t. lån og kr. i perioden jan.-aug. fra Filmstriben
|
Jan – aug 2022 (10 point) |
Jan – aug 2023 |
Procentvis Udvikling |
Udlån i t. lån |
174 |
227 |
+ 27,2 pct. |
Udgift i t. kr. |
2.432 |
3.151 |
+ 29,5 pct. |
Ud fra brugen i årets første 8 måneder, ser det ud til at udgiften vil ende på ca. 4,7 mio. kr. i 2023, altså ca. 700.000 over det budgetterede beløb.
De 100 mest udlånte film i København fordeler sig ca. 50/50 på børne- og voksentitler, hvilket kan pege på, at børnefamilier benytter sig af tjenesten. På landsplan har Filmstriben generelt bedre fat i kvinder end i mænd og generelt bedre fat i lånerne ml. 20-39 end bibliotekernes øvrige tilbud.
[Note 1] Beregningen beror på en fremskrivning af udgifterne i årets første 8 måneder og er dermed behæftet med usikkerhed. Det skyldes dels variation i forbrug og dels en rabatordning på Filmstriben, der stiger med antallet af udlån.
Økonomi
Indstillingen har i sig selv ingen økonomiske konsekvenser, men kvoterne på eReolen og Filmstriben påvirker bibliotekernes interne materialebudget.
Videre proces
Forvaltningen tilretter kvoterne ud fra Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning og vender tilbage i slutningen af 2024 med en evaluering af forbruget på Filmstriben og eReolen.
Søren Tegen Pedersen
/Jakob Heide Petersen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 26. oktober 2023
Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1) til erstatning af 2. at-punkt om at nedsætte kvoten på filmstriben til 10 points.
Det af Det Konservative Folkeparti fremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev vedtaget efter afstemning med stemmerne 8 imod 3. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: C, Ø, F, A
Imod stemte: V og B
Indstillingens 1. at-punkt blev herefter godkendt uden afstemning.