Mødedato: 22.02.2025, kl. 09:00
Mødested: Glostrup Park Hotel, Hovedvejen 41, 2600 Glostrup

B-sag: HR Ledelsesinfo

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget orienteres om HR nøgletal for Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Sygefraværet i Kultur- og Fritidsforvaltningen er faldet fra 9,3 dage i gennemsnit pr. årsværk i 2023 til 8,6 dage i 2024. Forvaltningen opfylder dermed sit måltal for 2024, som netop var 8,6 dage. Kultur- og Fritidsforvaltningens sygefravær er det laveste blandt forvaltningerne i kommunen, og forvaltningen arbejder systematisk med at nedbringe sygefraværet.

Kultur- og Fritidsforvaltningen opfylder måltal for støttede jobs og ligestillingsmåltallene for kønsbalanceret ledelse. Forvaltningen opfylder ikke måltallene for fædre på barsel, og det samme er tilfælde for alle andre forvaltninger. Tre forvaltninger opfylder måltallet for fædres andel af barn syg, og fire forvaltninger - herunder Kultur- og Fritidsforvaltningen - opfylder ikke måltallet.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager vedlagte HR Ledelsesinfo til efterretning.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget modtager to gange om året et overblik over organisationen og organisatoriske nøgletal på HR-området.

Løsning

HR Ledelsesinfo består af følgende nøgletal:

  • Data om organisationen
  • Måltal for støttede jobs og ligestilling
  • Uddybet sygefraværsdata
  • Personaleomsætning
  • Rekruttering

Der er 1539 medarbejdere i forvaltningen fordelt på tre centre, og de største faggrupper er AC, HK, 3F og Teknisk Service.

Måltal for støttede jobs og ligestilling

Forvaltningen ligger over måltal for støttede jobs, og forvaltningen opfylder ligestillingsmåltallene for kønsbalanceret ledelse. Kultur- og Fritidsforvaltningen opfylder ikke måltallene for fædre på barsel og fædres andel af barn syg. Dog har Kultur- og Fritidsforvaltningen den højeste andel (77 %) af mandlige ansatte, der har afholdt deres øremærkede 11 ugers barsel i kommunen.

Måltal for sygefravær

Kultur- og Fritidsforvaltningen når måltallet for sygefravær i 2024 og ender året med 8,6 dage i gennemsnit pr. årsværk. Dette er et fald på 0,7 dage i forhold til 2023. I Kultur- og Fritidsforvaltningen vurderes sygefraværet ud fra et 12 måneders gennemsnit. Både korttidsfraværet og langtidsfraværet er faldet i forhold til 2023. Der gøres opmærksom på, at årsresultatet kan blive justeret i løbet af første kvartal 2025 på grund af efterregistreringer.

Sygefraværet følges tæt i forvaltningen, og der arbejdes systematisk med ledelsesinformation. Indsatsen er blevet understøttet af workshops for ledere i håndtering af sygefravær, ligesom der efter behov benyttes tilbud fra Koncernservice og Arbejdsmiljø København.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har det laveste sygefravær i kommunen ved udgangen af 2024. Resultatet for hele Københavns Kommune 2024 er på 13,5 dage, hvilket er 0,8 dag over måltallet. Måltallene er beregnet ud fra overenskomstsammensætningen i de enkelte forvaltninger, og på baggrund heraf forudsættes sygefraværet også at være lavere i Kultur- og Fritidsforvaltningen. Dette afspejles i måltallet på 8,6 dage, som er kommunens næstlaveste måltal. På side 9 i bilag 1 ses forvaltningernes måltal.

Personaleomsætning

Personaleomsætningen i Kultur- og Fritidsforvaltningen er i 2024 på 14,7 %. Tallet for hele kommunen er 21,3 %.

Rekruttering

Gennemsnittet for antal ansøgere pr. jobopslag var 68,6 i 2024, hvilket er knapt 10 ansøgere mere i gennemsnit end tidligere år. Andelen af jobopslag, der ikke resulterer i en ansættelse, er 8 %, hvilket er et mindre fald, da tallet har været 10 % siden 2021.

Måltal for støttede jobs, sygefravær og ligestilling behandles årligt i Økonomiudvalget.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Kultur- og Fritidsudvalget modtager HR Ledelsesinfo to gange årligt i henholdsvis februar og august.

 

Mikkel Boje / Karina Nelsing

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 22. februar 2025

Indstillingen blev godkendt under dagsordenspunkt 1 ”Godkendelse af dagsorden”.

Til top