Finansiering af indsatser vedr. Idrætsplanen via disponible midler
Af budgetaftalen 2025 fremgår, at ”Kultur- og Fritidsforvaltningen vil afklare mulighederne for at finansiere hele eller dele af planen inden for egen ramme. Eventuel yderligere finansiering henvises til overførselssagen.”
Kultur- og Fritidsudvalget skal drøfte, hvordan udvalget vil håndtere intentionerne i Budget 2025, herunder om udvalgte indsatser i Idrætsplanen skal indgå i drøftelserne vedrørende Kultur- og Fritidsudvalgets disponible midler eller eventuelt henvises til forhandlingerne om overførselssagen eller Budget 2026.
Såfremt Udvalget ønsker at finansiere udvalgte indsatser i idrætsplanen, anbefaler forvaltningen en prioritering af følgende budgetforslag:
- ”Frivillighedsundersøgelse” (KF040), der kan implementeres i 2024 (750 t.kr.) og
- ”Inklusion af udsatte voksne i positive idrætsfællesskaber” (KF042), der baserer sig på afprøvede metoder og som kan implementeres i 2025 (1.116 mio. kr.).
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller:
- At Kultur- og Fritidsudvalget drøfter realisering af Idrætsplanens indsatser med afsæt i hensigtserklæringen i Budget 2025
- At Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at budgetforslagene ’Frivillighedsundersøgelse’ (KF040) og ’Inklusion af udsatte voksne i positive idrætsfællesskaber’ (KF042) finansieres af de disponible midler.
Såfremt 2. at-punkt forkastes:
- At Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at finansieringen af indsatser vedr. Idrætsplanen henvises til forhandlingerne om overførselssagen 2024/25 eller Budget 2026.
Problemstilling
Idrætsplanen har til formål ”at sikre flere fysisk aktive københavnere og skal bidrage til stærke og betydningsfulde fællesskaber, ligesom den skal sikre et politisk og fagligt afsæt for udviklingen af idrætten i København”.
På KFU-mødet d. 18. juni 2024 bestilte Kultur- og Fritidsudvalget budgetnotater til Budget 2025 for at indfri ambitionerne i Idrætsplanen, se oversigt i bilag 1.
Forvaltningen kan sætte fokus på særlige målgrupper i eksisterende indsatser, men hvis ambitionsniveauet i indsatserne skal indfries, forudsætter det særskilt finansiering.
Løsning
Kultur- og Fritidsudvalget har mulighed for at igangsætte implementering af indsatserne ved at anvende midler fra udvalgets disponible midler eller henvise indsatserne til overførselssagen 2024/25 eller Budget 2026.
Det forventes, at indsatsen om udarbejdelse af en eliteidrætsredegørelse håndteres i dialog med Team Copenhagen.
Af Kultur- og fritidspolitikken fremgår ”kortlægning af potentialer og udfordringer for rekruttering af frivillige på idrætsområdet” som én af indsatserne ’for fællesskaberne’. Og ”videreudvikle metoder og idrætssociale indsatser, der inkluderer udsatte børn og voksne i foreningslivet” som en indsats ’for de oversete’.
Med afsæt i Kultur- og Fritidspolitikken anbefaler forvaltningen en prioritering af Idrætsplanens budgetnotat om ’Frivillighedsundersøgelse’ (KF040), som allerede kan iværksættes i 2024. Økonomien udgør 750 t.kr.
Herudover anbefaler forvaltningen en prioritering af indsatsen ”Inklusion af udsatte voksne i positive idrætsfællesskaber” (KF042), der baserer sig på en model for børn- og unge, som kan afprøves og implementeres ift. udsatte voksne. Forslaget kan implementeres i 2025, og økonomien udgør 1.116 mio.kr.
Den samlede økonomi for indsatserne er 2,982 mio kr.
Økonomi
Den samlede økonomi for de bestilte budgetnotater under Idrætsplanen fremgår af bilag 1. Omkostningerne ved igangsættelse af KF040 og KF042 er 2,982 mio. kr.
Videre proces
Såfremt udvalget beslutter det, vil finansiering af KF040 og KF042 tages fra Kultur- og Fritidsudvalgets disponible midler eller alternativt indgå i forhandlingerne om overførselssagen 2024/2025 eller budget 2026.
Aravni Jakobsen
/Jakob Heide Petersen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 21. november 2024
Indstillingen 1. at-punkt blev drøftet.
Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt uden afstemning således at der blev bevilget 750.000 kr. i 2024 og 1.116.000 kr. i 2025.
Indstillingen 3. at-punkt blev forkastet som konsekvens af godkendelsen af 2. at-punkt.