Anvendelse af Enghavevej 80-82, 3. sal og Remisen
Foreningen DISIE, som har haft brugsret til lokalerne, har erklæret sig konkurs d. 2. november 2024. Kultur- og Fritidsudvalget skal derfor tage stilling til, om ét eller begge lejemål på adressen Enghavevej 80-82, 3. sal og Remisen skal opsiges eller tages i brug til andre formål.
Begge lejemål har 6 måneders opsigelse hvis de ønskes opsagt. Lejemålene er desuden under renovering ved Københavns Ejendomme, og de forventes at være til disposition i løbet af foråret 2025.
Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget ønsker at anvende et eller begge lejemål til nye formål, skal udvalget tage stilling til, om der ønskes et frivilligt udbud, samt hvilken økonomi der skal indgå i driften.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget tager stilling til, om lejemålet Enghavevej 80-82, 3. sal skal opsiges pr. 1. december 2024 med ikrafttrædelse 31. maj 2025.
- at Kultur- og Fritidsudvalget tager stilling til, om lejemålet Enghavevej 80-82, Remisen, skal opsiges pr. 1. december 2024 med ikrafttrædelse 31.maj 2025.
- at Kultur- og Fritidsudvalget, såfremt ét eller begge lejemål ikke opsiges, tager stilling til den fremtidige anvendelse samt proces og økonomi for overdragelse til nye formål.
Problemstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen lejer Enghavevej 80-82, 3. sal og remisen på interne lejeaftaler. Lejemålene er ledige, efter at hidtidige bruger, DISIE København, har begæret sig konkurs den 2. november 2024. Begge lejemål er under renovering og forventes at være til disposition i løbet af foråret 2025.
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til enten opsigelse af et eller begge lejemål og, såfremt lejemålene ikke opsiges, ønsker til ny anvendelse.
Løsning
Lejemålene kan opsiges eller tages i brug til andre formål.
Opsigelse af lejemål
Lejemålene kan hver især opsiges med ikrafttrædelse pr. 31. maj 2025.
Lejen og evt. øvrige udgifter i opsigelsesperioden finansieres af den afsatte bevilling på 830 t. kr. årligt i 2024-2026. Ubenyttede midler vil tilbageføres til Kultur- og Fritidsudvalgets disponible midler.
Anden anvendelse af lejemål
Lejemålene kan tages i brug særskilt eller samlet til andre formål, enten af Kultur- og Fritidsforvaltningen eller af en eller flere eksterne aktører på baggrund af et udbud.
Kultur- og Fritidsforvaltningen kan udarbejde en indstilling med forslag til anvendelsesmuligheder eller udbudsbeskrivelse og proces herfor med udgangspunkt i udvalgets anvisninger.
Beskrivelse af lejemål
De to lejemål er ikke indbyrdes afhængige drifts- eller aftalemæssigt. De er beliggende i hver sin bygning og er af forskellig karakter.
Enghavevej 80-82 omfatter mange øvrige lejemål fordelt på flere bygninger med fælles gårdareal. Der er både kommunale lejere og eksterne kulturelle aktører, hvoraf flere modtager tilskud fra Kultur- og Fritidsforvaltningen.
3. sal
Lejemålet er på 931 m2 og er under indretning som kontormiljø med storrumskontor, mindre kontorlokaler, mødelokaler, fællesarealer, toiletter og køkken. Den interne leje er på 314 t. kr. årligt (2024 p/l), og forbrugs- og driftsudgifterne ifm. den hidtidige anvendelse som kontorfællesskab har været på ca. 143 t. kr. årligt (2024 p/l).
Lejemålet er under lovliggørelse og det er anvendelsesgodkendt som ”iværksætterhus”. Hvis der ønskes en anden anvendelse, kan Kultur- og Fritidsforvaltningen gå i dialog med KEJD om dette.
Remisen
Lejemålet er på 661 m2 og udgøres af en tidligere sporvognsremise, som fremstår i rå stand med højt til loftet. Det består af to store lokaler samt et mindre toilet. Der er installeret el og vand men ikke varme, og det har derfor kun i meget begrænset omfang været taget i brug fra ca. november til marts.
Den interne leje er på 205 t. kr. årligt (2024 p/l), og forbrugs- og driftsudgifterne ifm. den hidtidige anvendelse som eventvenue har været på ca. 57 t. kr. årligt (2024 p/l).
Lejemålet er anvendelsesgodkendt som ”kulturhus”. Hvis der ønskes en anden anvendelse, kan Kultur- og Fritidsforvaltningen gå i dialog med KEJD om dette.
Økonomi
Kultur- og Fritidsudvalget afsatte den 11. april 2024 830 t. kr. til DISIE København i 2024-2026, hvoraf ca. 520 t. kr. går til vederlagsfri brugsret til lejemålene, 210 t. kr. til interne ejendomsudgifter, og 100 t. kr. til driftstilskud.
Hele det afsatte tilskud på 830 t. kr. i 2024 er udbetalt eller vil blive benyttet til leje og forbrug i den resterende del af året.
Hvis Enghavevej 80-82, 3. sal, opsiges med ikrafttrædelse den 31. maj 2025, vil der blive trukket ca. 155 t. kr. fra bevillingen i 2025, forudsat at KEJD ikke opkræver forbrug og renovation i 2025.
Hvis Enghavevej 80-82, remisen opsiges med ikrafttrædelse den 31. maj 2025, vil der blive trukket ca. 101 t. kr. fra bevillingen i 2025, forudsat at KEJD ikke opkræver forbrug og renovation i 2025.
Hvis Kultur- og Fritidsudvalget ønsker at tage ét eller begge lejemål i brug til nye formål, vil udgifterne til lejemålene blive trukket fra den afsatte bevilling, indtil der er truffet en beslutning.
Videre proces
Hvis Kultur- og Fritidsudvalget beslutter at opsige ét eller begge lejemål, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen inden 1. december henvende sig til KEJD med opsigelse af pågældende lejemål og afsøge mulighederne for ophør i opkrævningen af forbrug mv. i opsigelsesperioden.
Hvis Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, at ét eller begge lejemål skal tages i brug til andre formål, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen vende tilbage med en indstilling på baggrund af udvalgets drøftelser.
Aravni Elisabeth Jakobsen
/Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 21. november 2024
Indstillingens 1. at-punkt: et samlet udvalg besluttede uden afstemning at lejemålet ikke opsiges
Indstillingens 2. at-punkt: et samlet udvalg besluttede uden afstemning at lejemålet ikke opsiges
Indstillingen 3. at-punkt blev godkendt således at forvaltningen vender tilbage med en sag om et udbud, til lovlige kommunale kulturelle formål, af begge lejemål på Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 28. januar 2025.