Ansøgning til Københavns Kommunes Legat til Stadens Forskønnelse og Almene Bedste om støtte til et open air gadegalleri i Nordvest
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at der i 2018 afsættes 150.000 kr. af midlerne fra Københavns Kommunes Legat til Stadens Forskønnelse og Almene Bedste til en kunstpromenade af gavlmalerier på Rentemestervej i Nordvest.
Problemstilling
Kurator Jens-Peter Brask ansøger Københavns Kommunes Legat til Stadens Forskønnelse og Almene Bedste om 150.000 kr. til etableringen af et open air galleri på Rentemestervej i Nordvest.
De 16 gavle på hver 125 m2 er stillet til rådighed af AB Mønten, der samarbejder med Jens-Peter Brask om, at gavlene og kvarterets byrum bruges som udstillingsvindue for inspirerende kunst og kultur. Fem gavle er allerede dekoreret i 2017 som et pilotprojekt.
Løsning
Som led i etableringen af open-air galleriet søges om tilskud til yderligere at dekorere tre gavle. Hvis støtten tildeles, vil første halvdel af kunstpromenaden, der består af 8 nordvendte gavle mod Rentemestervej, blive færdiggjort.
De tre gavle males af de kendte og erfarne kunstnere Husk Mit Navn (DK), Victor Ash (DK) og Boykong (US).
Formålet er at skabe endnu tre monumentale værker, der vil gøre den nordlige del af Rentemestervej til en attraktiv kunstpromenade i Nordvest.
Hvis Kultur- og Fritidsudvalget vælger at tildele støtte til projektet, vil det være med til at understøtte Nordvest i etableringen af at blive en attraktiv kulturdestination.
Københavns Kommunes Billedkunstudvalg behandlede sagen på et møde den 11. juni 2018 og afgav følgende høringssvar:
"Billedkunstudvalget finder overordnet, at projektet, der bygger på et samarbejde mellem initiativtager og gavlejerne, er meget fint og udvalget kan tilslutte sig, at projektet udvides med forslaget om de tre yderligere gavle. Billedkunstudvalget vil dog generelt opfordre til, at der – i forbindelse med fremtidige gavlmalerier - også tænkes i nye og kunstnerisk mere eksperimenterende retninger samt projekter i andre dele i byen."
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Legatets disponible midler er pt. 1.576.000 kr.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes vil forvaltningen, i dialog med ansøger, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.
Mette Touborg
/Merete Evers Dewilde
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 20. juni 2018:
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.