Mødedato: 20.06.2018, kl. 15:00
Mødested: Teaterøen ("Magneten"), William Wains Gade 11, Refshaleøen, 1432 København K

Thorvaldsens Museum som del af byens pladser og jubilæum 2020

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, om finansieringen af projekterne 'Thorvaldsen for alle - jubilæum 2020' og 'Thorvaldsens Museum - sikring af bygning, adgangsforhold og åbning af et nyt indgangsparti' skal henvises til forhandlingerne om Budget 2019.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget henviser finansieringen af projektet Thorvaldsen for alle - jubilæum 2020 til forhandlingerne om Budget 2019.
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget henviser finansieringen af projektet Thorvaldsens Museum- sikring af bygning, adgangsforhold og åbning af nyt indgangsparti til forhandlingerne om Budget 2019.

Problemstilling

2020 er 250-året for Thorvaldsens fødsel, hvilket ønskes markeret med en række nye tiltag og aktiviteter på Thorvaldsens Museum. Ønsket med aktiviteterne er at nå bredt ud og favne mange forskellige målgrupper – herunder særligt børn og unge, samt de, der ikke kommer på museet i dag. Aktiviteterne vil understøtte indsatsområderne ”Det historiske København” og ”Det hele barneliv” i Kultur- og Fritidspolitikken 2016-19.

2020 giver også anledning til at tage fat på et mangeårigt ønske i forhold til at renovere bygningen, sikre udsatte steder og skabe de rette adgangsforhold på Thorvaldsens Museum. Der er i dag tale om en uholdbar tilstand, som bør håndteres snarest.

Udfordringerne er senest kommet til udtryk i Rapport om Mærkeordningen God Adgang fra 31. maj 2018 (bilag 3), hvor museet får anmærkninger for dårlige adgangsforhold for borgere med funktionsnedsættelse.

Hertil kommer løbende problemer med bygningsmæssig sikring, senest i maj 2018, hvor en større sandstensblok faldt ned fra museets facade. Dette medførte afspærring af området, og det er endnu uvist, hvornår den kan fjernes.

Endelig er der behov for at gentænke museets indgangsparti for at åbne for publikum fra Bertel Thorvaldsens Plads. Åbningen vil indfri et uforløst potentiale og etablere en moderne adgang til museet, som kan integrere og aktivere de unikke udstillingsrum med en af byens helt centrale, åbne pladser.  

Løsning

Fejringen af 250-året for Thorvaldsen med et markant jubilæumsprogram og en betydelig markedsføring er vurderet til at koste samlet 3 mio. kr. Der forventes at kunne findes fondsfinansiering på 0,5 mio. kr. til formålet, hvilket vil medføre fondsmomsudgifter på 0,1 mio. kr.

Renovering af udsatte steder på bygningen samt åbning af Thorvaldsens Museum med et nyt og handicapvenligt indgangsparti vendt mod Thorvaldsens Plads og forbedrede publikumsfaciliteter er vurderet til en samlet anlægssum på 9 mio. kr. Der forventes at kunne findes fondsfinansiering på 3 mio. kr. til formålet, hvilket vil medføre fondsmomsudgifter på 0,5 mio. kr.

Historie & Kunst bidrager med egenfinansiering til såvel jubilæumsaktiviteter som renovering, forbedrede adgangsforhold samt åbning af museet mod Thorvaldsens Plads.

Midlerne fra Københavns Kommune skal bl.a. anvendes som ”seed money” med henblik på at få fonde i tale i relation til yderligere finansiering.

Økonomi

Tabel 1: Overblik over økonomi

Aktiviteter i forslaget

(1.000 kr. – 2019 p/l)

Styrings-område

2019

2020

2021

2022

I alt

Nyt indgangsparti på Thorvaldsens Museum

Anlæg

4.500

1.500

 

6.000

Dækning af udgifter til fondsmoms

Anlæg

500

 

 

 

500

Jubilæum 250år for Thorvaldsen

Service

1.000

1.500

 

2.500

Dækning af udgifter til fondsmoms

Service

 

100

 

 

100

Udgifter i alt

 

6.000

3.100

 

 

9.100

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, vil forvaltningen udarbejde et budgetnotat med henblik på Budgetforhandlingerne 2019.

Mette Touborg

                         /Lene Floris

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 20. juni 2018:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

Kultur- og Fritidsudvalget anmodede forvaltningen om - såfremt der ikke afsættes midler i forbindelse med de kommende budgetforhandlinger - at vende tilbage med en indstilling i sagen.

Til top