Mødedato: 18.06.2024, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

B-sag: Vedtagelse af Idrætsplan for Københavns Kommune

Se alle bilag

Med Kultur- og Fritidspolitikken har Kultur- og Fritidsudvalget besluttet, at Københavns Kommune skal have en Idrætsplan for at få flere fysisk aktive københavnere.

Kultur- og Fritidsudvalget blev d. 6. juni 2024 forelagt udkast til Idrætsplanen.

Forvaltningen har med baggrund i Kultur- og Fritidsudvalgets bemærkninger på mødet justeret følgende:

  • Bæredygtighed er tilføjet som kriterie i udnyttelsen af byens blå, grønne og urbane rum i Tema 3: Udnyttelse af faciliteter og byrum
  • Indsats med fokus på nye drifts- og ejerskabsmodeller for idrætsfaciliteter er tilføjet Tema 3: Udnyttelse af faciliteter og byrum
  • Under Tema 4. Events og eliteidræt er ”legacy” via styrkede netværk og aktivitets-, facilitets- og foreningsudvikling tilføjet kolonnen ”Hvilken værdi skaber indsatsen?”

Nogle af indsatserne i idrætsplanen kan igangsættes inden for den eksisterende økonomiske ramme, mens andre kræver finansiering.

Forvaltningen har med udgangspunkt i Kultur- og Fritidsudvalgets ønske tilføjet et særskilt bilag med initiativer i idrætsplanen, som kræver budgetbevilling (Bilag 4).

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at:

  1. Kultur- og Fritidsudvalget godkender den fremlagte Idrætsplan for Københavns Kommune, jf. bilag 1.
  2. Kultur- og Fritidsudvalget bestiller de budgetnotater til prioriterede indsatser som oplistes i ”Bilag 4 Initiativer i idrætsplanen som kræver budgetbevilling”.

Problemstilling

Idrætsplanen skal angive et fælles formål og virke som et prioriteringsværktøj i indsatsen for flere fysisk aktive københavnere og samtidigt bidrag til stærke og betydningsfulde fællesskaber, som motiverer og udvikler til deltagelse. Samtidig skal planen sikre et politisk og fagligt afsæt for udviklingen af idrætten i København.

Udvalget har ønsket en bred inddragelsesproces. Idrætsplanen bygger på en omfattende dialog med idrættens mange interessenter herunder københavnske idrætsforeninger, idrættens hovedorganisationer, medarbejdere, lokaludvalg, øvrige forvaltninger samt en række andre aktører. En nærmere beskrivelse af inddragelsesprocessen og en opsamling af konklusioner fra dialogen findes i bilag 2.

Løsning

Med udgangspunkt i Kultur- og Fritidspolitikken og input fra inddragelsesprocessen er der identificeret og udvalgt fire hovedtemaer for Idrætsplanen:

  1. Udvalgte målgrupper
  2. Frivillighed og partnerskaber
  3. Udnyttelse af faciliteter og byrum
  4. Events og eliteidræt

Idrætsplanen præsenterer prioriteringer og indsatser under hvert tema, der samlet skal bidrage til målsætningen om flere aktive københavnere.

Indsatserne i Idrætsplanen står ikke alene, men spiller sammen med og koordineres med Kultur- og Fritidspolitikkens øvrige handleplaner. Det gælder i særlig grad Investeringsplan for Kultur og Idræt, Plan for fremtidens svømmetilbud, Vedligeholdelsesplanen for idrætsfaciliteter samt Plan for internationale borgeres brug af byens kultur- og fritidstilbud.

Derudover tager Idrætsplanen også udgangspunkt i Københavns Kommunes Folkeoplysningspolitik samt en række politikker og strategier på øvrige forvaltningsområder fx sundhedspolitikken, senior- og ældrepolitikken og børne- og ungepolitikken og socialstrategien, megaeventstrategien og kommuneplanstrategien.

Idrætsplanen er kendetegnet ved, at nogle af indsatserne er specifikt nævnt i Kultur- og Fritidspolitikken, blandt andet Eliteidrætsredegørelsen. Andre indsatser vil forudsætte finansiering, herunder at 

  • Styrke frivillighed i foreningerne (frivillighedsundersøgelse med afdækning af barrierer mv.).
  • Sikre inklusion og tilgængelighed i positive fællesskaber for flere oversete og udsatte børn og voksne i foreningslivet (videreudvikling af metoder og idrætssociale indsatser (partnerskabsforeninger, fritidsguidning, kontingentstøtte m.m.).
  • Introduktion af børn og unge til kultur- og fritidsmulighederne gennem bl.a. daginstitutioner, skoler, KKFO’er, og klubber.
  • Videreudvikling af indsats der introducerer unge 16-30 år på ungdoms-, erhvervs- og videregående uddannelser til et aktivt idrætsliv.
  • Indsats og incitamenter rettet mod flere seniorer i idræts- og foreningslivet.

Kultur- og Fritidsudvalget kan beslutte at henvise indsatserne til Budget 2025. Se bilag 4.

Økonomi

Ifm. vedtagelsen af Idrætsplanen kan Kultur- og Fritidsudvalget vælge at bestille budgetnotater inden for Idrætsplanens temaer og indsatser, som vil kunne indgå i forhandlingerne om budget 2025.

Videre proces

Hvis Kultur- og Fritidsudvalget godkender Idrætsplan for Københavns Kommune, vil planen blive grafisk bearbejdet af KK Design i et format og udtryk som anvendes på tværs af handleplaner i Kultur- og Fritidspolitikken.

Indsatser i Idrætsplanen, som kan igangsættes inden for den eksisterende økonomiske ramme, vil blive igangsat i løbet af 2024.

 

Søren Tegen Pedersen

/Jakob Heide Petersen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 18. juni 2024

 

Indstillingen blev godkendt under dagsordenspunkt 1. ”Godkendelse af dagsorden”.

Til top