Udvælgelse af Pigepartnerskaber 2024-2027
Forvaltningen har modtaget i alt 15 ansøgninger om Pigepartnerskaber og indstillede på mødet d. 23. maj 2024 til KFU ni foreninger på baggrund af kriterierne i retningslinjerne for Pigepartnerskaber (bilag 1).
De ni foreninger er BK Hellas, BK Skjold, BK Union, BK Vestia, Fremad Valby, Husum Boldklub, Nørrebro United, Street Society og Sundby Boldklub. Folkeoplysningsudvalget har tilsluttet sig indstillingen.
Kultur- og Fritidsudvalget var enige om at tiltræde de ni foreninger, som forvaltningen havde indstillet. Udvalget bad forvaltningen vende tilbage med en ny indstilling, der beskriver muligheden for at udvide ordningen med yderligere to foreninger.
Kultur- og Fritidsforvaltningen har derfor undersøgt muligheden for, at Østerbro IF og B1908 også tildeles Pigepartnerskaber, enten via de disponible midler eller en reduktion i tilskuddet pr. forening.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- At Kultur- og Fritidsudvalget beslutter hvilke foreninger, der skal tildeles Pigepartnerskaber fra juli 2024-juli 2027.
- At Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, om
- ordningen udvides med finansiering fra udvalgets disponible midler, eller
- de allerede afsatte midler fordeles ligeligt mellem partnerskabsforeningerne
Problemstilling
Med budget 2024 afsatte Københavns Kommune 1,25 mio. kr. årligt i 2024-2027 til at indgå Pigepartnerskaber med foreninger, der tilbyder pigefodbold i perioden medio 2024 til medio 2027. Heraf går 900.000 kr. til foreningerne til ansættelse af en ressourceperson, der skal styrke pigemiljøerne i foreningerne. De øvrige afsatte midler anvendes til sparring, fælles netværksmøder og kompetenceudvikling af foreningerne samt administration.
I perioden 2020-2024 blev der givet 100.000 kr. årligt til hver af de otte foreninger, der indgik i Pigepartnerskaber.
Løsning
Midlerne tildeles i henhold til Retningslinjer for ansøgning om Pigepartnerskaber, der blev formuleret i forbindelse med første tildeling i 2020 (bilag 1). De 15 ansøgninger til Pigepartnerskaber fremgår af bilag 3 og 4.
Ud over de allerede tidligere indstillede ni foreninger, som udvalget behandlede på mødet i 23. maj 2024, har forvaltningen på baggrund af en genvurdering af ansøgningerne udbygget indstillingen med yderligere to foreninger:
- Forvaltningen vurderer, at Østerbro IF har potentiale, men at der bør lægges særlig vægt på foreningens arbejde med antallet af medlemmer og frivillige, styrket lokalt samarbejde og at sikre styrkelse af pigeafdelingen i foreningen.
- Forvaltningen vurderer, at B1908 har opnået gode resultater i den nuværende partnerskabsperiode og har potentiale til at udvikle indsatserne. Der bør være fokus på forankring af indsatsen i hele foreningen og nytænkning af metoder og indsatser.
Hvis ordningen skal udvides til i alt 11 foreninger, kan der afsættes yderligere midler (200.000 kr. årligt i tre år) fra Kultur- og Fritidsudvalgets disponible midler. Alternativt kan de allerede afsatte midler på 900.000 kr. fordeles på 11 foreninger, dvs. knap 82.000 kr. årligt pr. forening, hvilket vil svare til en reduktion på ca. 18 % pr. forening. Forvaltningen vurderer, at denne reduktion kan være problematisk ift. foreningernes forventning, da de ansøgte, og at den vil føre til en reduktion i den enkelte forenings aktiviteter inden for partnerskabet.
Gruppen af indstillede foreninger består af en kombination af foreninger med mangeårige erfaringer og foreninger med stort potentiale for at sikre både et højt niveau af metodeudvikling og erfaringsudveksling samt opbygning af pigemiljøer i nye foreninger/områder.
Følgende foreninger indstilles til afslag: Brønshøj Boldklub, FC Damsø, KFUMs Boldklub og Pioneren. Forvaltningen vurderer, at disse ansøgere alle har et godt potentiale for at arbejde videre med deres pigeindsatser. Forvaltningen vil derfor invitere foreningerne til en dialog herom, herunder muligheder i Udviklingspuljen for børn og unge.
Økonomi
Hvis finansieringen af yderligere to Pigepartnerskaber skal ske via Kultur- og Fritidsudvalgets disponible midler, skal der afsættes 100.000 kr. i 2. halvår af 2024, 200.000 kr. i 2025 og 2026 og 100.000 kr. i 1. halvår af 2027.
Videre proces
På baggrund af Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning giver forvaltningen svar til ansøgerne. Forvaltningen udarbejder tilskudsaftaler til de udvalgte foreninger i perioden 1. juli 2024 – 30. juni 2027.
Søren Tegen Pedersen
/Jakob Heide Petersen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 18. juni 2024
Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt uden afstemning, således at følgende foreninger blev tildelt pigepartnerskaber:
- BK Hellas,
- BK Skjold,
- BK Union,
- BK Vestia,
- Fremad Valby,
- Husum Boldklub,
- Nørrebro United,
- Street Society,
- Sundby Boldklub,
- Østerbro IF,
- B1908.
Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt uden afstemning, således at udvalget valgte hvor merudgiften finansieres af de disponible midler (model a).