Mødedato: 16.08.2024, kl. 13:00
Mødested: ---

Halvårlig status for bydækkende kampagner

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsforvaltningens kommunikationsafdeling har siden starten af 2023 samlet, konceptualiseret og synliggjort forvaltningens arrangementer og tilbud på tværs af byen på en ny måde. Den omfatter koordinering og samarbejde med de 10 bydele om større bydækkende kampagner og markedsføring via digitale medier og i byens rum. Det drejer sig særligt om fælles aktiviteter, der foregår på biblioteker og kulturhuse i flere bydele.

Formålet med de fælles kampagner er, at flere københavnere og gæster i byen skal opdage og gøre brug af Kultur- og Fritidsforvaltningens aktiviteter.

Denne tredje status omhandler afrapportering på afviklede kampagner fra november 2023 – april 2024, hvor der er gennemført 10 bydækkende kampagner samt en oversigt over kommende kampagner, der gennemføres i 2. halvår 2024.

Kampagnerne har bl.a. omfattet ’Koncerter til en hund’, der samler og markedsfører vækstlagskunstnere, man kan opleve i husene. Særligt kampagnerne for ’Vinterferieaktiviteter for børn’ og markedsføringskampagner for KFF´s nyhedsbreve (til børn, voksne og musikinteresserede) har vist en effekt i form af udbredelse og nye abonnenter. Budgettet for de fælles kampagner er typisk mellem 3.000-75.000 kr. per kampagne, afhængigt af omfang og om der skal udvikles et visuelt design.

Efter 2024 lægges der bl.a. op til fælleskampagner for ’Prøv en idræt’ og ’Kreative fællesskaber’, som testes i 2024 og planlægges bredt ud i 2025.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager den halvårlige status for fælles bydækkende kampagner og markedsføring i Kultur- og Fritidsforvaltningen til efterretning.

Problemstilling

Forvaltningens kommunikationsafdeling har siden starten af 2023 koordineret fælles kampagner på tværs af byen og bydelene for at sikre større gennemslagskraft og synlighed.

For Kultur- og Fritidsudvalget er det relevant at følge med i, hvordan kampagnerne taler ind i kultur- og fritidspolitikken og inspirerer københavnerne til at deltage i kultur- og fritidstilbuddene. Derfor får udvalget hvert halve år en status på afholdte og planlagte kampagner

Løsning

Forvaltningen udvikler de bydækkende kampagner med udgangspunkt i bydelenes program og aktiviteter, herunder hvor der er samme type aktiviteter i flere bydele. Det giver mulighed for større gennemslagskraft til københavnerne. Effekten øges ved at gentage kampagner, så der opbygges kendskab til forvaltningens tilbud.

Forvaltningen måler effekterne af kampagnerne, så erfaringerne og data kan bruges i den videre udvikling af kampagner. Der måles bl.a. på rækkevidden og gennemslagskraften for markedsføringen, som fx antal åbninger af nyhedsbreve og afspilninger af videoer på sociale medier. Generelt er der en positiv effekt af de markedsførings- og kampagneindsatser som gennemføres fælles, da de når ud til en bredere målgruppe og markedsfører mange arrangementer samtidigt inden for et tema. Det er fx temaer som samler kreative aktiviteter, aktiviteter for børn i ferierne eller samler byens mange tilbud om fællesspisning. I kampagneperioder ser vi flotte besøgstal på hjemmesiden ’Brugbyen.nu’ og får tilbagemeldinger om flere besøgende i husene.

De bydækkende kampagner vedrører hovedsageligt bydelsarrangementer, dvs. at de har afsæt i bibliotekernes og kulturhusenes aktiviteter. Men der er også andre aktører, fx museums- og fritidsområdet, der udruller bydækkende markedsføring og er synlige i bybilledet og på digitale platforme.

Afviklede kampagner 1. halvår 2024

I perioden november 2023 - april 2024 er der afholdt 10 bydækkende kampagner i tråd med temaer i kultur- og fritidspolitikken. Kampagnerne oplistes i bilag 1, side 7, og dækker bl.a. markedsføring af nyhedsbreve, børnekultur og koncerter.

Der gennemføres også aktiviteter i maj-juni 2024, som medtages i den kommende afrapportering, der forventes at blive præsenteret for udvalget primo 2025.

Afrapporteringen for de afviklede kampagner findes i bilag 1, hvor kampagnernes indhold, rækkevidde og gennemslagskraft i markedsføringen udfoldes.

Planlagte kampagner i 2. halvår 2024

I perioden juli-december 2024 gennemføres en række kampagner med afsæt i bibliotekerne og kulturhusene, hvoraf nogle er gentagelser af tidligere kampagner. Kampagnerne oplistes i bilag 1, side 20, heriblandt børneteater og ’Gaming-ugen’.

I øvrigt gennemføres der kampagner på andre af forvaltningens områder, som oplistes i bilag 1, side 21, bl.a. ’Citizens Days’.

Årshjulet for kampagner i hele 2024 vises i bilag 1, side 4, der viser gentagende kampagner fx ’Teatermagi’ og ’Koncerter til en hund’.

Udover de fælles aktiviteter, der fremgår af årshjulet, er der en lang række andre lokale tilbud, som kommunikeres lokalt.

Endeligt vises en oversigt over museernes og stadsarkivets planlagte aktiviteter i 2. halvår 2024 i bilag 2. Institutionerne kommunikerer tilbuddene via nyhedsbreve, hjemmesider, sociale medier, byrumsplakater og eksterne platforme som fx ’MigogKbh’ og ’Børn i byen’.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Kultur- og Fritidsudvalget får hvert halve år forelagt en afrapportering på gennemførte kampagner samt en programkalender for kommende kampagner.

 

Søren Tegen Pedersen

 

                                                          / Jakob Heide Petersen

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 16. august 2024

Indstillingen blev taget til efterretning uden afstemning.

Til top