Status på samarbejdsaftaler med DIF og DGI
For at styrke idrætten har Københavns Kommune i løbet af 2020 og 2021 etableret et stærkere og tættere samarbejde med de store idrætsorganisationer. På Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 13. december 2021 anmodede udvalget om, at det nye Kultur- og Fritidsudvalg snarest muligt i 2022 får forelagt en uddybende status på indsatserne under de enkelte samarbejdsaftaler med idrætsorganisationerne DIF og DGI, herunder hvordan der på sigt vil blive målt på resultater og effekter af aftalerne.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget tager den uddybende status på aftalerne med idrættens organisationer til efterretning.
Problemstilling
For at styrke idrætten i byen har Københavns Kommune i løbet af 2020 og 2021 etableret et stærkere og tættere samarbejde med de store idrætsorganisationer via samarbejdsaftalerne ”Verdensby i bevægelse 2021-2023” med DIF og DGI (bilag 1) og ”10.000 flere børn og unge i foreningerne 2020-2024 (Lighed i bevægelse)” med DGI Storkøbenhavn (bilag 2).
Løsning
Overordnet set er de to aftaler af meget forskellig karakter. Aftalen ”Verdensby i bevægelse” med DIF og DGI er en bred, visionær aftale, der omhandler udviklingen af København med fokus på bevægelse, idræt og fysisk aktivitet for alle målgrupper (børn, unge, voksne, ældre) og med fokus på flere former for organisering (forening, selvorganiseret m.m.).
Aftalen ”10.000 flere børn og unge i foreningerne” med DGI Storkøbenhavn har et mere konkret og lokalt udgangspunkt, og sigter på at inkludere 10.000 flere børn og unge (0-25 år) i idrætsforeningerne via konkrete aktiviteter i tre lokalområder i byen. Nedenfor gennemgås aftalerne mere detaljeret.
"Verdensby i bevægelse"
Københavns Kommune og DIF og DGI på landsplan har indgået en treårig aftale om en "Verdensby i bevægelse" (2021-2023). Aftalen blev godkendt af Borgerrepræsentationen i april 2021 og er en bred, overordnet rammeaftale om at styrke Københavns position på bevægelses- og idrætsområdet, gøre flere københavnere fysisk aktive og at styrke det internationale udsyn.
Aftalen danner rammen for strategiske drøftelser og konkrete indsatser, der årligt drøftes mellem alle borgmestre i Københavns Kommune samt formændene for DIF og DGI op til budgetforhandlingerne. Alle forvaltninger deltager i dette arbejde. Der er ikke koblet økonomi på aftalen, men partnerne søger i fællesskab at finde finansiering til eventuelle nye indsatser.
Med udgangspunkt i de strategiske og politiske drøftelser i 2021 blev der på tværs af alle forvaltninger og DIF/DGI udarbejdet en række forslag til indsatser, der indgik i budgetforhandlingerne for 2022. I bilag 4 gives en status på de indsatser, der blev prioriteret i Budget 2022 - herunder et internationalt læringsspor, et spor om idræt og byudvikling samt konkrete indsatser i form af en ny pulje og en indsats målrettet særligt sårbare og udsatte børns fritidsdeltagelse.
Data og måling af resultater og effekter på aftalen ”Verdensby i bevægelse”
En af grundpillerne i ”Verdensby i bevægelse” er et fælles, stærkt data- og vidensgrundlag (bilag 3), som skal danne baggrund for drøftelser og indsatser. Datagrundlaget beskriver rammer og vilkår for idræt og bevægelse i storbyen samt københavnernes fysiske aktivitetsniveau og er primært baseret på tre centrale kilder: Den nationale trivselsmåling - sundhedsprofilen for Region H og kommuner (2019), Børnesundhedsprofilen i Københavns Kommune (2019) og idrætsforeningernes medlemstal i CFR-registeret (2020).
Dette datagrundlag danner også basis for måling af resultater og effekter af indsatserne, og de tre ovennævnte undersøgelser, der alle foretages med et eller flere års mellemrum, fungerer som overordnede indikatorer for, om indsatserne i ”Verdensby i bevægelse” er med til at flytte på københavnernes aktivitetsniveau. Baseline for målingerne er 2021. Desuden vil hver af de konkrete indsatser, der igangsættes, have deres egen specifikke måling på resultater og effekter (bilag 4).
Udover et øget niveau af idræt, bevægelse og fysisk aktivitet blandt borgerne er det også ambitionen, at "Verdensby i bevægelse" afføder en lang række andre langsigtede effekter, fx mere glæde, bedre fysisk og mental sundhed, mere inddragelse og større social sammenhængskraft. Dette illustreres i forandringsmodellen på side 2 i bilag 3. Der måles dog ikke direkte på disse parametre i sammenhæng med ”Verdensby i bevægelse”, da effektmålingen heraf vil være for omfattende og kompleks. Der findes desuden en lang række øvrige indsatser i Kultur- og Fritidsforvaltningen (bl.a. i samspil med de andre forvaltninger), der ikke indgår i aftalen ”Verdensby i bevægelse”, men som også bidrager til at styrke københavnernes idrætsdeltagelse og fysiske aktivitet, og som dermed har en indflydelse på resultater og effekter.
"10.000 flere børn og unge i foreningerne 2020-2024" (Lighed i bevægelse)
Den fireårige samarbejdsaftale med DGI Storkøbenhavn om "10.000 flere børn og unge i foreningerne 2020-2024" indeholder en række konkrete, lokale initiativer målrettet foreningslivet. DIF bakker op om aftalen.
Aftalen er forankret i Kultur- og Fritidsforvaltningen, mens Socialforvaltningen, Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen deltager i en referencegruppe. Som led i aftalen er der ansat en medarbejder i henholdsvis Idrætsudvikling og DGI Storkøbenhavn samt tre lokale foreningskonsulenter i henholdsvis Kultur N, Kultur S og Kultur V. De tre konsulenter sikrer udmøntningen af aftalens indhold lokalt og understøtter de lokale foreninger i forhold til fx faciliteter, lokalt netværk og udviklingstiltag. Samtidig fungerer de som foreningernes indgang til indsatser og støttemuligheder i DGI Storkøbenhavn og i Kultur- og Fritidsforvaltningen.
Siden aftalens start er der igangsat specifikke indsatser, som er udvalgt på baggrund af data og erfaringer i de tre lokalområder samt behov og efterspørgsel hos foreningerne, herunder flere tilbud til de 0-6 årige, flere trænere, flere piger i foreningerne, samarbejde med skoler/institutioner, nye partnerskaber med foreninger og idrætshelhedsplaner (se uddybet status i bilag 5).
Data og måling af resultater og effekter på aftalen ”10.000 flere børn og unge i foreningerne”
Målsætningen om at inkludere 10.000 flere børn og unge i foreningerne måles via foreningernes medlemstal, der indberettes i det Centrale ForeningsRegister (CFR) og opgøres i april måned hvert år. Året 2019 fungerer som baseline-måling. For at opnå et så nuanceret billede af resultaterne som muligt, kigges der både på det samlede medlemstal i København samt på udviklingen i specifikke medlemstal, bl.a. indenfor de udvalgte målgrupper og foreninger, der arbejdes særligt med. Derudover er der defineret aktivitetsmål på indsatserne. Se mere i bilag 5.
Den nye Børnesundhedsprofil, der er gennemført i efteråret 2021 blandt 3., 6., og 9. klasses skolebørn i København, leverer desuden solid data på børnenes foreningsdeltagelse på bydelsniveau såvel som på skoleniveau. Dette muliggør en højere grad af målrettethed i udmøntningen af aftalen og på sigt en god mulighed for at effektvurdere konkrete indsatser og samarbejder. Dette kræver dog, at Børnesundhedsprofilen gentages hvert andet år. På nuværende tidspunkt er der kun afsat midler til at gentage Børnesundhedsprofilen i 2023.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Samarbejdet med idrætsorganisationerne fortsætter i 2022 i overensstemmelse med de indgåede samarbejdsaftaler. Kultur- og Fritidsforvaltningen varetager koordineringen. Kultur- og Fritidsudvalget forelægges en ny status ultimo 2022.
Mette Touborg
/Thomas Bach
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 11. februar 2022:
Kultur- og Fritidsudvalget tog den uddybende status til efterretning.
Kultur- og Fritidsudvalget anmodede om en løbende status fremadrettet.
Kontorchef Rikke Thielcke deltog under punktets behandling.