Mødedato: 11.02.2022, kl. 12:00
Mødested: Comwell, Roskilde

Henvisning til Overførselssagen 2021-2022: genopretning af skøjtebane på Genforeningspladsens Idrætsanlæg

Se alle bilag

I Budget 2022 blev der afsat en screeningsbevilling til at undersøge mulighederne for at genetablere en skøjtebane på Genforeningspladsens Idrætsanlæg i dialog med foreninger og interessenter. Efter beslutning om at omlægge skøjtebanen i 2014 blev der etableret et anlæg, der viste sig ikke at være funktionsdygtigt. Banen har derfor ikke været i brug efterfølgende. Undersøgelsen viser fire scenarier med forskellige aktivitetsmuligheder og finansieringsbehov. Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, hvorvidt finansiering af en planlægningsbevilling skal henvises til forhandlingerne om Overførselssagen 2021/2022.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget henviser finansiering af en planlægningsbevilling til genetablering af en skøjtebane på Genforeningspladsens Idrætsanlæg til forhandlingerne om Overførselssagen 2021/2022.

Problemstilling

Fra 2001 har en mobil 400 meter skøjtebane på Genforeningspladsen kunnet benyttes til disciplinen hurtigskøjteløb som den eneste bane i Danmark med internationale mål. Banen har desuden været benyttet til rekreativt skøjteløb for byens borgere. I 2014 blev det besluttet at anlægge en kombineret skøjtebane og kunstgræsbane på Genforeningspladsen. Skøjtebanen er etableret, men har aldrig været i brug, da anlægget ikke var funktionsdygtigt og ikke kunne fryse isen.

Med Budget 2022 blev der afsat en screeningsbevilling for at afsøge mulighederne for at genetablere banen. Screeningen er nu gennemført, og forvaltningen foreslår, at der henvises en planlægningsbevilling til forhandlingerne om Overførselssagen 2021/2022.

Løsning

Indstillingen indeholder fire scenarier for genetablering af en skøjtebane på Genforeningspladsens Idrætsanlæg (bilag 1). Et budgetnotat, der henvises til Overførselssagen 2021/2022, kan indeholde ét, flere eller alle scenarier.

Brugerdialog

Scenarierne baserer sig på dialog med brugere og foreninger knyttet til idrætsanlægget, herunder Hurtigløberforeningen af 1972 (HLF72), der var primære brugere af den forhenværende rundløbsbane til disciplinen hurtigskøjteløb, og BK Union, der benytter anlæggets kunstgræsbane og har varetaget forpagtningen af skøjteudlejning i forbindelse med skøjtebanen. For HLF72 er genetablering af en 400 meter rundløbsbane den eneste prioritet, mens ønsket for BK Union er, at anlægget igen bliver aktiveret i skøjtesæsonen, hvilket også kan ske med en mindre skøjtebane.

Rundløbsbanen har dannet grundlag for etableringen af HLF72. Siden den mobile skøjtebane blev taget ud af drift, har foreningen ikke haft mulighed for at afholde deres aktiviteter, og de aktive udøvere er i dag nødt til at træne i udlandet. HLF72 tilkendegiver, at der er et stort foreningspotentiale ved en rundløbsbane, der kan danne ramme om hurtigskøjteløb i Danmark. I tråd med dette vil Dansk Skøjte Union være villige til at lægge ressourcer i at aktivere brugere og interessenter for at skabe et godt foreningsliv omkring banen. 

Genetablering af en fuld rundløbsbane er afgørende for foreningens beståen og dermed også for hurtigløb på skøjter i Danmark. Ifølge HLF72 er det fælles for scenarierne, at det ikke er afgørende, om der arbejdes med reparation af det eksisterende anlæg, eller om der etableres en mobil løsning ovenpå, så længe der genetableres en fuld rundløbsbane.

Skøjteudlejning understøtter, at byens borgere kan benytte skøjtebanen rekreativt. Det væsentligste for BK Union er, at der arbejdes videre med en løsning, hvor der efterfølgende også prioriteres anlægsmidler. Foreningen vil derfor også være positiv over for et scenarie med en mindre bane i buen for enden af kunstgræsbanen, med henblik på at den positive aktivitet på idrætsanlægget i vinterhalvåret kan blive genoprettet. Genopretning af en fuld rundløbsbane vil imidlertid være optimal, da den rummer den største kapacitet og herlighedsværdi.

Scenarier for genetablering af en skøjtebane på Genforeningspladsen

Scenarie

 

Estimerede anlægsudgifter

 1.  Reparation af det eksisterende anlæg         35-40 mio. kr.

 2.  Mobilt skøjteanlæg 400 m (leje 3 år)

      Mobilt skøjteanlæg 400 m (køb)

 

 15-30 mio. kr.

 10-15 mio. kr.

 3.  Mindre bane i buen (permanent)

      Mindre bane i buen (mobil, leje 3 år)

 

 15-25 mio. kr.

  6-15 mio. kr.

 4.  Mindre anlæg med kunst-is i buen    Skal afdækkes

Der har tidligere været gennemført en planlægningsfase for enkelte af scenarierne. For alle scenarierne forventer Økonomiforvaltningen, at der vil være behov for en fornyet planlægningsfase for at kunne sikre et kvalificeret grundlag for en anlægsbevilling. Dette skal ses i lyset af udviklingen af markedet og anlæggets fysiske tilstand.

        1. Reparation af det eksisterende anlæg
Et genopretningsprojekt forventes at omfatte en total omdannelse af rørføringen under kunstgræsset og dermed en opgravning af hele det første anlæg. De forventede anlægsomkostninger for genopretning af skøjtebanen forventes at være i størrelsesordenen 35-40 mio. kr.

HLF72 opfordrer til, at det i en planlægningsfase undersøges, hvor meget af det eksisterende anlæg, der kan genanvendes, med henblik på at nedbringe anlægsomkostningerne.

        2. Mobilt skøjteanlæg
Scenariet indeholder en mobil skøjtebane, svarende til den tidligere løsning. En mobil skøjtebane vil skulle lægges ud ved hver sæson ovenpå det eksisterende anlæg. Den vil dermed have de samme mål som den tidligere bane og også kunne benyttes til hurtigskøjteløb.

En mobil skøjtebane kan forventeligt lejes, købes eller erhverves som en kombination af køb og leje. Det forventes, at lejeudgifterne vil være i størrelsesordenen 5-10 mio. kr. årligt. Ved køb af en mobil skøjtebane, forventes de samlede anlægsomkostninger at være i størrelsesordenen 10-15 mio. kr. Hertil kommer udgifter til at lægge banen ud, opbevaring, driftsudgifter mv.

        3. En mindre bane i buen
Scenariet indeholder en mindre skøjtebane, der placeres i buen for enden af kunstgræsbanen. Der forventes en mindre skøjtebane på op til ca. 1.700 m2, der kan benyttes til rekreativt skøjteløb. En sådan bane vil ikke kunne benyttes til hurtigskøjteløb. Det skal undersøges, om der skal arbejdes med en sæsonudlagt skøjtebane, der lægges ud hver sæson, eller om det er bedre at etablere en permanent skøjtebane.

Anlægsudgifterne forbundet med en permanent skøjtebane i buen er foreløbigt estimeret til 15-25 mio. kr. Lejeudgifter forbundet med en sæsonudlagt skøjtebane i buen forventes at være i størrelsesordenen 2-5 mio. kr. årligt.

        4. Et mindre anlæg med kunst-is i buen
Dette forslag indeholder en mindre skøjtebane i buen for enden af kunstgræsbanen, men konstrueret af kunst-is. Kunst-is er et alternativ til almindelige skøjtebaner, der giver mulighed for skøjteløb på syntetiske plastplader, der simulerer oplevelsen af at skøjte på rigtig is.

Flere kommuner landet over har forsøgt sig med etablering af skøjtebaner af kunst-is, og erfaringerne herfra er blandede. HLF72 bemærker, at kunst-is giver en ringe skøjteoplevelse. BK Union tilkendegiver, at man kun bør arbejde videre med kunst-is, hvis man kan basere det på gode erfaringer andre steder fra.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, vil forvaltningen udarbejde et budgetnotat, der kan indgå i forhandlingerne om Overførselssagen 2021/2022.

 

Mette Touborg

/Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 11. februar 2022:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen, idet følgende scenarier prioriteres i det videre arbejde:

  • Scenarie 2: Mobilt skøjteanlæg 400 m (køb)
  • Scenarie 3: Mindre bane i buen (permanent)
  • Scenarie 3: Mindre bane i buen (mobil, leje 3 år)

Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejder budgetnotatet i overensstemmelse med udvalgets tilkendegivelser. 

Til top