B-sag: Ansøgning fra Hils Din Mor og Anemonen om tilskud til forestilling
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen om 241.400 kr. i tilskud i 2022 til produktion af børneforestillingen ”En Kænguru som dig”, da der ikke er afsat midler til formålet på budgettet.
Problemstilling
Teatergruppen Hils Din Mor og Anemonen søger om et tilskud på 241.400 kr. til produktion af børneteaterforestillingen ”En Kænguru som dig” i 2022.
”En Kænguru som dig” er målrettet børn i aldersgruppen 6-11 år og handler om ikke at følge fordomme, men at skabe sine egne indtryk i livet. Forestillingen produceres i sommeren 2022 på Anemonen. Der afholdes seks ugers prøver efterfulgt af fem ugers spilleperiode, hvor målet er at afvikle mindst 50 forestillinger.
Projektteatret Hils Din Mor og Anemonen, der er et lille storbyteater, producerer forestillingen i fællesskab. Hils Din Mor og Anemonen har modtaget 50.000 kr. fra Københavns Scenekunstudvalg til produktion af forestillingen i 2022 samt tilskud fra flere fonde, men der mangler fortsat 241.400 kr. for at kunne realisere projektet.
Tidligere tilskud
Anemonen modtager 2,3 mio. kr. årligt som lille storbyteater i perioden 2021-2024. I 2019 modtog teatret 950.000 kr. i tilskud, og i 2020 modtog Anemonen 1,5 mio. kr. i tilskud. Derudover har Anemonen modtaget underskudsgarantier til flere forestillinger fra Københavns Scenekunstudvalg. Hils Din Mor har ikke tidligere modtaget tilskud.
Løsning
Der henvises til ansøgningen (bilag 1, 2 og 3).
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, vil forvaltningen afklare sagen og, i givet fald, i dialog med ansøger udarbejde tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.
Mette Touborg
/Merete Evers Dewilde
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 11. februar 2022:
Indstillingen om afslag blev godkendt i forbindelse med dagsordenens punkt 1 (Godkendelse af dagsorden).