Mødedato: 11.02.2022, kl. 12:00
Mødested: Comwell, Roskilde

B-sag: Ansøgning fra Posthus Teatret om driftsstøtte

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning fra Posthus Teatret om driftsstøtte på 300.000 kr. i 2022.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen om 300.000 kr. i 2022 i driftsstøtte til Posthus Teatret, da der ikke er afsat midler til formålet på budgettet.

Problemstilling

Posthus Teatret ansøger om driftstilskud til at finansiere teatret i Rådhusstræde. Grundet de økonomiske eftervirkninger af nedlukninger og aflyste forestillinger i forbindelse med Corona, mangler teatret midler til drift. Posthus Teatret, der har eksisteret siden 1973, viser både forestillinger og film.

Hvis Posthus Teatret ikke modtager tilskud til faste udgifter, vil teatret have svært ved at fortsætte dets aktiviteter (jf. bilag 1 og 2).

Tidligere tilskud

Posthus Teatret har modtaget 120.000 kr. fra Kultur- og Fritidsudvalget i 2020 og i 2021 til at dække faste udgifter. Tilskuddet blev givet fra akutpuljen, der havde til formål at hjælpe kulturaktører under Corona-krisen.

Løsning

Der henvises til ansøgningen (bilag 1).

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, vil forvaltningen afklare sagen og, i givet fald, i dialog med ansøger udarbejde tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.

 

Mette Touborg

                                             /Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 11. februar 2022:

Jonas Bjørn Jensen, Lea Friedberg, Frederik W. Kronborg, Bente Møller og Stine Finné Toft anmodede om, at sagen behandles som A-sag. Sagen blev behandlet efter dagsordenens punkt 5 (Orientering om klima- og bæredygtighedsarbejdet). 

Kultur- og Fritidsudvalget anmodede forvaltningen om hurtigst muligt at udarbejde et aktuelt overblik over "hængepartier" i forhold til nødlidende kulturinstitutioner grundet Covid-19, og udvalget anmodede om en status herom på mødet den 3. marts 2022. 

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte på denne baggrund indstillingen om afslag. 

 

 

 

 

Til top