Mødedato: 11.02.2022, kl. 12:00
Mødested: Comwell, Roskilde

B-sag: Ansøgning om tilskud til Guirlande i 2022

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning om tilskud til Guirlande i 2022.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen om 450.000 kr. i tilskud til Guirlande i 2022, da der ikke er afsat midler til formålet på budgettet.

Problemstilling

Guirlande er en ny scene for performance-writing i Lundtoftegade 21 på Nørrebro. Ansøger søger udvalget om tilskud til en kommende performance-scene ved navn Guirlande, som skal have til huse i et tidligere klublokale i Lundtoftegade - udlejet af KAB.

Der søges om basisdrift til den nye scene i en pilotperiode på syv måneder. Guirlande er, ifølge ansøger, et initiativ som KAB, beboerbestyrelsen i Lundtoftegade samt boligsocial indsats i KAB i Lundtoftegade ser langsigtede perspektiver i.

Ifølge ansøger vil Guirlande være en lokalt forankret scene for lokal og international performancekunst med fokus på en udvidet forståelse af tekstproduktion, oplæsninger og workshops samt fokus på tekst, selvfortællinger og vidnesbyrd og er et møde mellem litteratur og performance.

Målgruppen er hovedsageligt unge og voksne.

Det ansøgte tilskud på 450.000 kr. skal bl.a. gå til at dække udgifter til husleje i syv måneder, fundraiser/vicevært, to kuratorer, annoncering, teknik og materialer.

Der forventes ingen form for indtægter, og der er ikke søgt tilskud andre steder.

Løsning

Der henvises til ansøgning (bilag 1).

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. 

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, vil forvaltningen afklare sagen og, i givet fald, i dialog med ansøger udarbejde tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.

 

Mette Touborg                                

                                                                                  /Merete Evers Dewilde

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 11. februar 2022:

Jonas Bjørn Jensen og Lea Friedberg anmodede om, at sagen behandles som A-sag. Sagen blev behandlet efter dagsordenens punkt 5 (Orientering om klima- og bæredygtighedsarbejdet). 

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at meddele afslag på den foreliggende ansøgning, men anmodede samtidig forvaltningen om at gå i dialog med ansøger med henblik på at kvalificere ansøgningen, afsøge mulighederne for fondsfinansiering og kontakt til Turning Tables, således at ansøger kan vende tilbage med en gennemarbejdet ansøgning. 

Til top