Mødedato: 04.10.2007, kl. 16:00

Høring om områdeløftprojekter i 2008

Se alle bilag

Høring om områdeløftprojekter i 2008

Kultur- og Fritidsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 4. oktober 2007

 

Fraværende

 

 

 

Sager til beslutning

 

7.      Høring om områdeløftprojekter i 2008(KFU 447/2007)

 

 

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til forvaltningens forslag til udvalgets høringssvar til Teknik- og Miljøudvalget vedr. områdeløftprojekter i 2008.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender det foreslåede høringssvar til Teknik- og Miljøudvalget vedr. områdeløftprojekter i 2008.

 

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget har udvalgt Sundholmsvejkvarteret Nord og Sundholmsvejkvarteret Syd som områdeløftprojekter i 2008. Indstillingen herom er sendt i høring i fagudvalgene.

 

I høringssvaret tilslutter Kultur- og Fritidsudvalget sig igangsættelsen af områdeløftprojekterne, idet det dog fremhæves, at udvalget ikke råder over frie midler af et sådant omfang, at det på nuværende tidspunkt er muligt at sti lle særlige og/eller ekstraordinære tiltag i udsigt.

 

Løsning

Kultur- og Fritidsudvalget fremsender følgende kommentarer til Teknik- og Miljøudvalgets indstilling om områdeløftprojekterne Sundholmsvejkvarteret Nord og Sundholmsvejkvarteret Syd:

 

"Kultur- og Fritidsudvalget kan tilslutte sig igangsættelsen af to nye områdeløftprojekter i henholdsvis Sundholmsvejkvarteret Nord og Sundholmsvejkvarteret Syd, idet der ikke er bemærkninger til valget af de to områder.

 

Kultur- og Fritidsudvalget ønsker at fremhæve, at erfaringerne fra de tidligere kvarter- og områdeløft viser, at netop det lokale kultur- og fritidsliv udgør en central brik i en helhedsorienteret løsning. Det er ofte her de nære og mellemmenneskelige relationer udvikles. Kultur- og Fritidsudvalget deltager gerne i arbejdet med at understøtte det lokale kultur- og fritidslivet i de to udvalgte områder.

 

Kultur- og Fritidsudvalget finder i den forbindelse grund til at nævne, at udvalget ikke har en decentral struktur, hvor der afsættes aktivitets- eller anlægsmidler til decentrale projekter. Udvalget råder dermed ikke over "frie midler" af et sådant omfang, at det på nuværende tidspunkt er muligt at stille de udvalgte områder særlige og/eller ekstraordinære tiltag i udsigt, idet bidrag til eventuelle projekter kræver en særskilt bevilling fra Borgerrepræsentationen.

 

Endvidere bemærkes, at beboersammensætningen i Sundholmsvejkvarteret er karakteriseret ved en forholdsvis stor andel af beboere uden for arbejdsstyrken. Kultur- og Fritidsforvaltningen har for nylig udarbejdet en undersøgelse af voksne københavneres kultur- og fritidsvaner. Af undersøgelsen fremgår, at beskæftigelses- og uddannelsessituation spiller en vægtig rolle i forhold til kulturforbrug, og at fx arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere er de to grupper, som mindst af alle benytter sig af Københavns mange kulturtilbud.

 

Københavns Kommunes kulturpolitik bygger blandt andet på den generelle antagelse, at deltagelse i kulturlivet giver muligheder, både for et frugtbart kulturmøde og for en vellykket integration; man mødes frivilligt – og på lige fod. Kulturen kan altså fint bruges som en katalysator for byudvikling og områdeløft.

 

Et eventuelt kommende områdeløftprojekt kan derfor med fordel supplere sine aktiviteter med et fokus på kulturformidling i forhold til brug af nærområdets kulturudbud og faciliteter.

 

Sundholmsvejkvarteret ligger relativt tæt på både Kulturhuset på Islands brygge, Kvarterhuset i Jemtelandsgade og Amager Kulturpunkt på Øresundsvej. Alle tre kulturinstitutioner skaber og formidler alsidige kulturelle og sociale aktiviteter - med blik for, at udbuddet skal afspejle den mangfoldighed og de særlige behov, som kendetegner området. Det igangværende Områdefornyelsesprojekt Øresundsvejkvarteret har fokus på såkaldt "helhedsorienteret byfornyelse" og har bevidst valgt at bruge kulturen som løftestang for kvarteret ("Fremtidens Børnekulturhus" og "Musiktorvet"). Skulle områdeløftprojekterne i Sundholmsvejkvarteret blive en realitet, er der således mange allerede eksisterende kulturudbud og netværk på Amager at trække på.

 

Med disse ord imødeser Kultur- og Fritidsudvalget igangsætningen af områdeløftprojekterne i Sundholmsvejkvarteret Nord og Sundholmsvejkvarteret Syd."

 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

 

Videre proces

Når høringen af fagudvalgene er gennemført, skal indstillingen endeligt behandles af Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Efter endelig godkendelse i Borgerrepræsentationen udarbejder og fremsender Teknik- og Miljøforvaltningen ansøgninger til Socialministeriet om reservation af midler til to områdeløft i Sundholmsvejkvarteret Nord og Sundholmsvejkvarteret Syd i samarbejde med relevante forvaltninger.

 

 

 

Bilag

1.      Teknik- og Miljøudvalgets indstilling af 12. september 2007 vedr. nye områdeløftsprojekter i 2008

 

 

                                                                  Carsten Haurum

                                                                                      /Mads Kamp Hansen

 

 


 

Bilag

Til top