Orientering om rapport ifm. Nattelivsudvalgets ungeinddragelsesprojekt
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Nattelivsudvalget tager orienteringen om rapporten ifm. Nattelivsudvalgets ungeinddragelsesprojekt til efterretning.
Problemstilling
Nattelivsudvalget besluttede den 19. februar 2024 at afsætte 125.000 kr. til en ungeinddragelsesindsats på nattelivsområdet via en række workshops med unge i København.
Forvaltningen indgik i april 2024 aftale om facilitering af ungeinddragelsesindsats med Hørt Ungdom (Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune).
Ungeinddragelsen er afviklet ved tre workshops i september/oktober 2024, og ca. 60 unge har deltaget i processen. Udvalgsmedlem Sofus Pilehave (unge/nattelivsgæster) har fulgt processen, og arbejdsgruppen under Nattelivsudvalget har bidraget med input til temaer og netværk til udbredelse af invitationer til workshops.
Løsning
En endelig afrapportering på ungeinddragelsesprojektet i 2024 fremgår af bilag 5.1. Afrapporteringen er inddelt i følgende kapitler:
- Del 1 – Vigtige parametre for unge i nattelivet
- Del 2 - Unges ønsker til fremtidens natteliv i København
- Del 3 - Ønsker og feedback til nattelivet - med spredehagl
- Del 4 – Inddragelsesproces og metode
En række unge, som har deltaget i inddragelsesprocessen, har givet udtryk for, at de gerne vil bidrage til en præsentation af resultaterne over for Nattelivsudvalget samt have en videre dialog herom.
På den baggrund vil Nattelivsudvalget blive inviteret til en præsentation af resultaterne ved en række af deltagerne fra projektet. Dialogmødet faciliteres af Hørt Ungdom og vil blive afholdt den 16. december 2024.
Videre proces
Resultater og anbefalinger fra ungeinddragelsesprojektet 2024 vil indgå i Nattelivsudvalgets arbejde fremover. Konklusionerne vil bl.a. blive inddraget i arbejdet med revision af kommunens restaurations- og nattelivsplan i 2025.
Nattelivsudvalgets medlemmer inviteres til dialog og præsentation af rapportens konklusioner på et møde med deltagere fra ungeinddragelsesprojektet den 16. december 2024.
Beslutning
Nattelivsudvalget tog orienteringen om rapporten vedrørende Nattelivsudvalgets ungeinddragelsesprojekt til efterretning.