Mødedato: 20.02.2025, kl. 18:30
Mødested: MBK Kursuscenter, Pilestræde 61

Henvendelser til lokaludvalget, februar 2025

Se alle bilag

Indre By Lokaludvalg skal tage håndteringen af henvendelser til lokaludvalget til efterretning.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Indre By Lokaludvalg tager håndteringen af henvendelser til lokaludvalget siden lokaludvalgsmødet den 16. januar 2025 til efterretning.

Problemstilling

Borgere har henvendt sig til lokaludvalget.

Løsning

1. Borger med nytårshilsen

En borger har den 13. januar 2025 sendt en nytårshilsen med tak for arbejdet med at få tilendebragt cykelforbindelsen mellem Strandboulevarden og Kastelsvej. Borgeren udtrykker glæde og tilfredshed over cykelforbindelsen og cykelovergangen, som skaber tryghed for børnefamilier der bruger strækningen.

Borgeren udtrykker et håb om, at lokaludvalget har interesse i at løfte temaet ”skolegårde og udearealer” på den politiske agenda i 2025.

Nytårshilsnen er også sendt til Østerbro Lokaludvalg.

 

2. Borger om skybrudssikring af Indre By

En borger har den 2. december 2024 henvendt sig angående Skybrudssikring af Indre By.

Borgeren foreslår at man tager emnet op til drøftelse eller til et offentligt møde.
Borgeren stiller en række spørgsmål om hvordan Indre By er sikret mod skybrud og hvad Københavns Kommune gør for at sikre Indre By. 

Sekretariatet bad Teknik- og Miljøforvaltningen om at svare. Svaret ses i bilagsoversigten. 

Borgeren har efterfølgende stillet opfølgende spørgsmål. Sekretariatet bad Teknik- og Miljøforvaltningen om at svare. Svaret ses i bilagsoversigten. 

 

3. Repræsentant fra COPI Group om Lille Kongensgade

En repræsentant fra COPI Group har den 28.  januar 2025 henvendt sig angående Lille Kongensgade. COPI Group har en stor interesse for at få udviklet og omdannet Lille Kongensgade til en mere fremkommelig gade for gående og cyklister, og til et område hvor gadens cafeer og restauranter kan skabe mere liv.

Vedkommende har bemærket, at lokaludvalget tidligere har afholdt møder om dette, med henvisning til Indre By Lokaludvalgs dagsordenspunkter fra henholdsvis 2020 og 2022.

COPI Group spørger ind til hvad status på projektet og spørger om det er muligt at få dialogen om gaden genopstartet.

Sekretariatet bad Teknik- og Miljøforvaltningen om at svare. Svaret ses i bilagsoversigten.  

 

4. Borger om souvenirbutikker

En borger har den 29.  januar 2025 henvendt sig med følgende mail:

”Souvenirbutikkerne spreder sig som pest i bybilledet. Kan man gøre noget for at begrænse dem. Licensordning? Andet?”

Sekretariatet har svaret borgeren, at det vurderer, at man ikke kan gøre noget ved den udvikling, da man umiddelbart ikke kan regulere lokaleudlejning i byen, samt at lokaludvalget vil blive orienteret om henvendelsen, hvorefter de vil tage stilling til hvad de kan gøre.

 

 5. Borger om parkering og optegning på kantsten

En borger har den 30. januar 2025 henvendt sig med forslag om, at der bliver malet gule trekanter eller pile på kantsten der angiver den tilladte afstand til kryds. Dette med henblik på at mindske forvirring blandt bilister og spare dem parkeringsbøder.

Sekretariatet har bedt Teknik- og Miljøforvaltningen om at svare.

Teknik- og Miljøforvaltningen svarede, at forvaltningen umiddelbart mener at der er afmærket alle steder, hvor det giver mening. Forvaltning henviser til appen "giv et praj", hvor borgeren kan indsende konkrete eksempler på mangler. Ellers kan borgeren kontakte parkering@kk.dk med eksempler.

 

6. Borger om sorteringspunkter 

En borger har den 7. februar 2025 henvendt sig om sorteringspunkterne. Borgeren skriver, at det forekommer uigennemtænkt at anbringe sorteringspunkter tæt på boligområder der har gårde, hvor man kan komme af med sit affald. Der spørges også ind til om lokaludvalgene har været i dialog om emnet og hvorvidt affaldscontainere skal ud af gårdene.

Sekretariatet har bedt Teknik- og Miljøforvaltningen om at svare på spørgsmål vedrørende sorteringspunkter. Der foreligger endnu ikke svar.

Derudover svarede sekretariatet, at lokaludvalget løbende har været i dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen om placering af sorteringspunkter.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Se ovenfor.

Til top