Mødedato: 14.11.2024, kl. 18:30
Mødested: Trinitatis Sognehus, Pilestræde 67

B-sag: Foranalyse vedr. en bylivsgade i Hovedvagtsgade

Se alle bilag

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender brevet til Teknik- og Miljøudvalget og Teknik- og Miljøforvaltningen om foranalysen vedr. Hovedvagtsgade, der ses i løsningsafsnittet.

Problemstilling

Den 8. oktober 2024 holdt Teknik- og Miljøforvaltningen et borgermøde om foranalysen vedr. en bylivsgade i Hovedvagtsgade. I mødet deltog foruden embedsfolk fra Teknik- og Miljøforvaltningen repræsentanter fra den af forvaltningen engagerede eksterne rådgiver Schulze+Grassov. Omkring 25 borgere, heriblandt medlemmer af Indre By Lokaludvalg, deltog desuden i mødet. En præsentation fra mødet kan ses i bilag 1 og 2.

Borgermødet var det første af to. Formålet med mødet var dels at informere om projektet og processen vedrørende udarbejdelse af en foranalyse for en bylivsgade i Hovedvagtsgade, dels at den eksterne rådgiver kunne indsamle input fra de fremmødte borgere om ønsker til en bylivsgade i Hovedvagtsgade.

I et opfølgende borgermøde, efter planen til januar 2025, vil rådgiver præsentere to bud på indretning af en bylivsgade, som tager udgangspunkt i input fra det første møde.

Blandt plan- og logistiske bindinger for foranalysen er udpegningen af Hovedvagtsgade som såkaldt ”lokalgade” i Byrums- og Trafikplanen for Middelalderbyen, som defineret på slide 31 i bilag 1. I mødet meddelte repræsentanter fra Teknik- og Miljøforvaltningen, at det ene af de to forslag til en bylivsgade i Hovedvagtsgade skal imødekomme bindingerne i Byrums- og Trafikplanen for Middelalderbyen, mens det andet i højere grad vil tage udgangspunkt i begrebet ”bylivsgade”, som defineret i bilag 2.

Arbejdet med første etape af realiseringen af Byrums- og Trafikplanen for Middelalderbyen er afsluttet i Købmager Kvarter, hvori Hovedvagtsgade ligger. Se https://www.kk.dk/borger/bolig-og-byggeri/anlaegsprojekter/biler-og-cykler-i-middelalderbyen

Mødet den 8. oktober var blandt andet struktureret omkring en række inputrunder, hvor mødedeltagerne i bordsamtaler og alene kunne give deres input til forskellige dilemmaer vedrørende Hovedvagtsgade samt deres ønsker for en evt. bylivsgade i samme. Der blev i mødet ikke fuldt op i plenum på udkommet af de forskellige inputrunder. Den eksterne rådgivers opsamling på mødet er efterfølgende blevet sendt til lokaludvalget og kan ses i bilag 3.

Forudgående proces

Processen vedrørende bevilling af budgetmidler til en foranalyse af bylivsgade i Hovedvagtsgade blev der redegjort for i Indre By Lokaludvalgs møde den 11. januar 2024: 
https://www.kk.dk/dagsordener-og-referater/Indre%20By%20Lokaludvalg/m%C3%B8de-11012024/referat/punkt-6.

Løsning

Indre By Lokaludvalg skriver et brev til Teknik- og Miljøudvalget og Teknik- og Miljøforvaltningen:

"Opfølgning på Teknik- og Miljøforvaltningens borgermøde den 8. oktober 2024 om foranalysen vedr. en bylivsgade i Hovedvagtsgade:

  1. Hvilke problemer skal projektet løse?

  2. Lokaludvalget fastholder, at Hovedvagtsgade skal udvikles i henhold til Byrums- og Trafikplanen for Middelalderbyen, hvor den er udpeget til "lokalgade". Alt andet vil være en udhuling af byrums- og trafikplanen og udstille, at den forudgående, langvarige borgerdialog om byrums- og trafikplanen var meningsløs.

  3. Hvis projektet for Hovedvagtsgade skal køre videre, foreslår lokaludvalget,
    1. at gaden skal være grøn og have ikke-kommercielle opholdsmuligheder, men med ro om natten.
    2. at gaden til stadighed vedligeholdes og holdes pæn. Udgifterne til renholdelse og vedligeholdelse af gaden skal indgå i Teknik- og Miljøudvalgets beslutningsgrundlag
    3. at gaden skal indeholde beboerparkering; bilernes fart skal være lav.
    4. at byrummet skal underbygge den historicistiske bygningsmasse.
    5. at gaden skal have sin egen identitet som en rolig gade i et nattelivsområde.

  4. Til deltagernes frustration indeholdt borgermødet den 8. oktober 2024 ikke en opsamling i plenum på de inputrunder, der blev gennemført.

Med venlig hilsen"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Teknik- og Miljøforvaltningens tidsplan for udarbejdelse af foranalyse for en bylivsgade i Hovedvagtsgade pr. 8. oktober 2024:

• Budget 2024 – Der afsættes midler til en foranalyse på en bylivsgade i Hovedvagtsgade

• Oktober 2024 - første borgermøde

• Januar 2024 - Andet borgermøde

• Januar/februar 2025 - Udarbejdelse af løsningsscenarier

• Ultimo februar 2025 - Aflevering af foranalyse

• Forår 2025 - Indstilling til Teknik- og Miljøudvalget

• September 2025 - Budgetnotat indgår i forhandlinger om Budget 2026. 

Beslutning

Lokaludvalget godkendte brevet til Teknik- og Miljøudvalget og Teknik- og Miljøforvaltningen om foranalysen vedr. Hovedvagtsgade, der ses i løsningsafsnittet.

Til top