Opfølgning på borgerpanelundersøgelse om nattelivet
Indre By Lokaludvalg skal tage lokaludvalgets borgerpanelundersøgelse om nattelivet i Indre By under corona-nedlukningen til efterretning og bemyndige formanden til at sende resultaterne af borgerpanelundersøgelsen til Kultur- og Fritidsudvalget og til Bevillingsnævnet.
Indstilling
Formanden indstiller,
- at Indre By Lokaludvalg tager resultaterne af lokaludvalgets borgerpanelundersøgelse om nattelivet i Indre By under corona-nedlukningen til efterretning. Se bilaget.
- at Indre By Lokaludvalg bemyndiger ham til at sende resultaterne af lokaludvalgets borgerpanelundersøgelse om nattelivet i Indre By under corona-nedlukningen til Kultur- og Fritidsudvalget og til Bevillingsnævnet.
Problemstilling
I lokaludvalgets møde den 25. juni 2020 besluttede lokaludvalget at gennemføre en borgerpanelundersøgelse om borgernes erfaringer med lukningen kl. 24.00 og sidenhen kl. 22.00 af nattelivsstederne under coronakrisen. Undersøgelsen havde til formål at give et nuanceret billede af, hvor og hvordan nattelivet præger Indre By samt at klarlægge, hvordan beboerne i Indre By oplever fraværet af natteliv under coronakrisen set i forhold til oplevelsen af nattelivet i 2019; dvs. før corona-restriktionerne stort set lukkede for nattelivet i Indre By.
Kommunen har netop iværksat udarbejdelsen af den kommende restaurations- og nattelivsplan, og lokaludvalget bliver hørt undervejs i processen. Resultaterne skal derfor benyttes som indspark til, hvad den kommende restaurations- og nattelivsplan bør indeholde.
Løsning
Borgerpanelundersøgelsen blev gennemført i perioden 3.-6. november 2020. 1.143 medlemmer af borgerpanelet gennemførte undersøgelsen. Det svarer til 28 % af medlemmerne i borgerpanelet.
Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter og tager resultaterne af lokaludvalgets borgerpanelundersøgelse til efterretning. Se bilaget.
Formanden foreslår desuden, at lokaludvalget bemyndiger ham til at sende resultaterne af borgerpanelundersøgelsen til Kultur- og Fritidsudvalget og til Bevillingsnævnet.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Formanden sender resultaterne af borgerpanelundersøgelsen til Kultur- og Fritidsudvalget og til Bevillingsnævnet.
Resultaterne af borgerpanelundersøgelsen vil indgå som grundlag for lokaludvalgets stillingtagen til det kommende forslag til en revision af restaurations- og nattelivsplan.
Beslutning
- Lokaludvalget drøftede resultaterne af lokaludvalgets borgerpanelundersøgelse om nattelivet i Indre By under corona-nedlukningen. Der var følgende bemærkninger i drøftelsen:
- Oplevelsesliv og beboerliv skal gå hånd i hånd.
- Borgerpanelundersøgelsen viser, at mange kan se, at coronanedlukningen har en konsekvens for erhvervslivet. Billedet er mere nuanceret end som så.
- Der skal være en balance mellem nattelivet og hverdagslivet. Der skal følges op på undersøgelsen.
- Det er i orden med noget fest, bare ikke i det omfang, der var før coronanedlukningen.
- Lokaludvalget bemyndigede Bent Lohmann til at sende resultaterne af lokaludvalgets borgerpanelundersøgelse om nattelivet i Indre By under corona-nedlukningen til Kultur- og Fritidsudvalget og til Bevillingsnævnet.