Mødedato: 12.11.2020, kl. 18:30
Mødested: Teams

Høringssvar om forslag og placering af monument for Grevinde Danner

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen om forslag og placering af en skulptur for Grevinde Danner tæt på Dannerhuset. 

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen, der fremgår af løsningsafsnittet, om forslag og placering af en skulptur for Grevinde Danner tæt på Dannerhuset.

Problemstilling

Københavns Kommune har modtaget en ansøgning fra organisationen Danner, som i samarbejde med kunstneren Kirsten Justesen ønsker at opføre en 6 meter høj bronze-skulptur for Grevinde Danner tæt på Dannerhuset på hjørnet af Vester Søgade og Gyldenløvesgade på det lille græsareal ved søen (se bilag).

I følge forslagsstilleren skal skulpturen symbolisere Grevindens Danners figur, bedrifter og værdier samt den betydning, hun har for udsatte kvinder og børn i dag samt det faktum, at kvinder også spillede en betydelig rolle i samfundsudviklingen som nytænkere, strateger og entreprenører. Videre skal en opsætning af et monument for Grevinde Danner skabe et mere balanceret billede af byens monumenter, som i en opgørelse foretaget af Københavns Kommune viser, at byen har 370 monumenter, hvoraf de 75 er af navngivne mænd og fem er af navngivne kvinder. 

Høringssvar fra Rådet for Visuel Kunst

Teknik- og Miljøforvaltningen har hørt Rådet for Visuel Kunst om forslaget, der har svaret:

"Rådet forholder sig positivt til projektet, som de finder enestående i sin karakter. Der er tale om en særdeles dygtig kunstner, der er pioner indenfor sit felt og som med den skitserede skulptur, bidrager med en samtidig vinkel på genren.

Rådet finder, at valg af kunstner og monument i dette værk går op i en højere enhed og bifalder, at der er taget stilling til den faglige kvalitet inden projektet kommer i høring hos Rådet. Projektet er således et eksempel på en den type arbejde, Rådet netop synes, man bør støtte i det offentlige rum.

Rådet ser også positivt på, at projektet sætter lys på en underfortalt og vigtig historie i det offentlige rum.

I forhold til placeringen synes Rådet, det er fint, at skulpturen ikke skygger for hele pladsen, men indgår som del af det omkringliggende område.

Rådet opfordrer desuden organisationen Danner til at søge Rådet for Visuel Kunst om støtte til projektet."

Læs om Rådet for Visuel Kunst her: https://www.kk.dk/artikel/raadet-visuel-kunst

 

Bemærkninger fra lokaludvalgsmedlemmer

Med mail den 5. oktober 2020 skrev sekretariatet til lokaludvalgets medlemmer og suppleanter om sagen, og opfordrede medlemmerne og suppleanterne til at komme med bemærkninger om forslaget, som kan indgå i et udkast til høringssvar. Sekretariatet har modtaget nedenstående bemærkninger:

Bemærkning fra lokaludvalgsmedlem Jens Erik Frandsen:

"Jeg synes faktisk, at det er en rigtig god ide med en rigtig placering selvom den nok forekommer mig lige lovlig stor/høj. Kan således anbefale, at vi forholder os positivt."

Bemærkning fra lokaludvalgsmedlem Gunna Starck:

"Det er en fornøjelse endelig at blive præsenteret for noget ordentligt!"

Bemærkninger fra lokaludvalgsmedlem Jep Loft:

"Efter at have konsulteret en kulturjournalist, som har lavet radioudsendelser om grevinde Danner og som har holdt utallige foredrag om hende, stemmer jeg nej til ideen om en skulptur."

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget svarer:

"Teknik- og Miljøforvaltningen har bedt Indre By Lokaludvalg om et høringssvar vedr. et forslag om at opstille en 6 meter høj bronze-skulptur for Grevinde Danner tæt på Dannerhuset på hjørnet af Vester Søgade og Gyldenløvesgade på det lille græsareal ved Sankt Jørgens Sø, udført af kunstneren Kirsten Justesen.

Indre By Lokaludvalg mener, at det er en rigtig god ide med en rigtig placering, men skulpturen forekommer at os at være lige lovlig stor og høj. Skulpturens proportioner bør svare til proportionerne på andre figur-skulpturer i det offentlige rum i Indre By.

Før man går videre med forslaget, bør det undersøges, om den foreslåede placering harmonerer med fredningsbestemmelser og beskyttelseslinjer for Sankt Jørgens Sø.

Lokaludvalget har ikke haft borgerdialog om forslaget.

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

 

Økonomi

Intet. 

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt høringssvaret, sender sekretariatet det til Teknik- og Miljøforvaltningen.

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Kjeld A. Larsen om, at lokaludvalget foreslår, at Dannerstiftelsen høres om projektet.

 

Lokaludvalget godkendte høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen, der fremgår af løsningsafsnittet, om forslag og placering af en skulptur for Grevinde Danner tæt på Dannerhuset, med det tiltrådte ændringsforslag.

Til top