Mødedato: 12.10.2023, kl. 18:30
Mødested: Trinitatis Sognehus, Pilestræde 67

Høringssvar om ungerepræsentanter tilknyttet lokaludvalgene

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal godkende et høringssvar til Økonomiforvaltningen om et forslag om at knytte ungerepræsentanter til lokaludvalgene. 

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender høringssvaret til Økonomiforvaltningen, der ses i løsningsafsnittet, om et forslag om at knytte ungerepræsentanter til lokaludvalgene. Se forslaget i bilaget.

Problemstilling

Med mail den 10. august 2023 har Økonomiforvaltningen bedt lokaludvalgene og Ungerådet om et høringssvar om et forslag om at knytte ungerepræsentanter til lokaludvalgene.

Der er frist for høringssvar den 12. november 2023.

Forslaget lægger op til, at to ungerepræsentanter i hver bydel vælges af og blandt eleverne på ungdomsuddannelserne til at deltage i lokaludvalgenes arbejde for ét år ad gangen. Forslagsstillerne har ikke til hensigt, at ungerepræsentanterne skal indtræde som ordinære medlemmer af lokaludvalgene, men at de skal have ret til at deltage på møderne i lokaludvalgene.

Læs mere om forslaget i bilaget.

Det fremgår af høringsbrevet, at lokaludvalget gerne må tage stilling til og beskrive følgende:

  • På hvilken måde ungerepræsentanter kan tage del i lokaludvalgets arbejde
  • Hvordan ungerepræsentanter kan vælges i jeres bydel
  • Hvor længe ungerepræsentanter skal være valgt
  • Hvordan I inddrager unge i dag i lokaludvalgets arbejde

 

Lokaludvalgets drøftelse den 14. september 2023

Lokaludvalget drøftede forslaget i sit møde den 14. september 2023. Se sekretariatets noter fra drøftelsen i bilaget.

Løsning

Det foreslås, at lokaludvalget godkender dette høringssvar til Økonomiforvaltningen:

"Med mail den 10. august 2023 har Økonomiforvaltningen bedt lokaludvalgene og Ungerådet om et høringssvar om et forslag om at knytte ungerepræsentanter til lokaludvalgene.

Indre By Lokaludvalg synes, at forslaget er sympatisk og har selv ønske om at få input fra unge i lokaludvalgsmøderne jf. nedenfor. Men vi har følgende bemærkninger om forslaget:

  • Forslaget bør konkretiseres. Hvem er de unge valgt for? Har de mødepligt? Hvad skal deres rolle i forhold til lokaludvalget være?
  • Lokaludvalget vurderer, at mange af dem, der går på ungdomsuddannelserne i Indre By, ikke har et forhold til bydelen
  • Lokaludvalget vurderer, at de unge er "ustabile" i forhold til at virke i et lokaludvalg. Andre fora og andre aktiviteter trækker formentlig mere.
  • Eventuelle kandidater til at blive en ungerepræsentant knyttet til lokaludvalgene skal oplyses om, hvilket indflydelsesrum lokaludvalgene har.
  • Hvis man går videre med forslaget, foreslår lokaludvalget, at ungerepræsentanterne som minimum får taleret i lokaludvalgsmøderne og også gerne stemmeret.
  • Hvis man går videre med forslaget, skal erhvervsskolerne have samme mulighed som andre ungdomsuddannelser for at få ungerepræsentanter knyttet til lokaludvalgene.
  • Hvis man går videre med forslaget, skal man tage i betragtning, at "ung" dækker over et stort spænd i et menneskes liv. En 14 årig har alt andet lige en anden tilgang til livet end en 20 årig. Der er også forskel på, hvordan en 18 årig og en 27 årig håndterer tilværelsen. 
  • Hvis man går videre med forslaget, skal udgiften til ordningen afklares, inden den sættes i værk. Alt andet lige bør lokaludvalgssekretariaterne råde over et større budget, hvis de skal servicere ungerepræsentanter.

Fremfor at gå videre med dette forslag, foreslår Indre By Lokaludvalg, at Borgerrepræsentationen afsætter penge, som en unge-borgerrepræsentation, der dækker hele kommunen, kan råde over og fordele. En sådan ordning findes så vidt vides i andre kommuner.

Lokaludvalgets arbejde med unge

Følgende fremgår af Indre By Bydelsplan:

"Indre By skal være et godt sted for børn og unge. Et godt sted at bo, leve, uddanne sig og have fritid. Derfor bør det, hver gang der tages initiativ til ændringer, renoveringer, omlægninger mm. i Indre By, vurderes, hvordan forslaget vil påvirke livet for områdets børn og unge nu og i fremtiden. Børn og unge er demografiske grupper, som lokaludvalget ønsker at have mere borgerdialog med."

Derfor vil Indre By Lokaludvalg prioritere, at unge i Indre By inddrages i lokaludvalgets arbejde i de kommende år. Følgende er under overvejelse:

  • Lokaludvalget nedsætter en arbejdsgruppe for unge i Indre By, som kan rådgive lokaludvalget. Lokaludvalget forestiller sig, at unge-arbejdsgruppen mødes tre dage før et lokaludvalgsmøde med henblik på at udarbejde skriftlige kommentarer til lokaludvalget om de sager på lokaludvalgets dagsorden, der har deres interesse. Lokaludvalgets sekretariat faciliterer unge-arbejdsgruppen.
  • Lokaludvalget foreslår skolerne i Indre By at holde en temauge om hvilket København, de ønsker.
  • Lokaludvalget opfordrer elevråd på Indre Bys skoler og ungdomsuddannelser til at foreslå temaer, problemstillinger eller sager til behandling i lokaludvalget.
  • Lokaludvalget opfordrer studenterrepræsentanterne i Københavns Universitets råd, nævn og udvalg  til at foreslå temaer, problemstillinger eller sager til behandling i lokaludvalget.
  • Lokaludvalget søger at formalisere et samarbejde med bestyrelserne for kollegierne i Indre By.

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
Indre By Lokaludvalg"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Sekretariatet sender lokaludvalgets høringssvar til Økonomiforvaltningen.

På baggrund af høringssvarene udarbejder Økonomiforvaltningen et forslag til inddragelse af ungerepræsentanter i lokaludvalgenes arbejde, som skal til behandling i Borgerrepræsentationen.

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Steen Juhl Olesen om, at ordet "ustabile" erstattes af et andet ord.

Lokaludvalget godkendte høringssvaret til Økonomiforvaltningen, der ses i løsningsafsnittet, om et forslag om at knytte ungerepræsentanter til lokaludvalgene, med det tiltrådte ændringsforslag.

Til top