Mødedato: 10.11.2016, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Orientering fra arbejdsgrupperne mv.

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal tage orienteringer fra arbejdsgrupperne mv. til efterretning.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg tager orienteringen fra arbejdsgrupperne mv. til efterretning.

Problemstilling

Arbejdsgrupperne mv. orienterer lokaludvalget om nyt.

Løsning

Lokaludvalgets egne arbejdsgrupper

  • Byudviklingsgruppen
  • Metrogruppen
  • Arbejdsgruppen Kultur, idræt, turisme og erhverv
  • Arbejdsgruppen Børn og Unge
  • Arbejdsgruppen Social, sundhed, ældre og integration
  • Puljeansøgningsgruppen
  • Tovholdergruppen vedr. bydelsplanprocessen

Lokaludvalgets samarbejdsprojekter

  • Arbejdsgruppen om "Til Havns"-projektet (sat i bero)

Lokaludvalgets repræsentation i andre fora

  • Miljøpunkt Indre By-Christianshavn
  • Samarbejdsforum for nattelivet i Indre By
  • Følgegruppen vedr. Grønnegade
  • Nørre Kvarter-følgegruppen og Følgegruppen vedr. udvikling af Pisserenden
  • Følgegruppen vedr. Frederiksholms Kanal-projektet
  • Følgegruppen vedr. terrorsikring af Christiansborgs Slotsplads
  • Følgegruppen vedr. Papirøen

Økonomi

Intet.

Videre proces

Arbejdsgrupperne mv. mødes med jævne mellemrum.

 

Beslutning

Tovholdergruppen vedr. bydelsplanprocessen

Bent Lohmann oplyste,

  • at sekretariatet vil skrive et udkast til afsnittet om bydelens egenart(er)til forelæggelse for lokaludvalget i mødet den 8. december 2016.

  • at lokaludvalget skal være vært for et offentligt møde om arkitekturpolitik og Indre By. Planen var at holde mødet den 22. november 2016, men det må formentlig flyttes, så det kan passes ind i Stadsarkitektens kalender.

  • at lokaludvalget er vært for et offentligt møde den 6. december 2016 om kommunens erhvervspolitik og Indre By.

  • at en arbejdsgruppe bestående af Steen Juhl Olesen, Henrik Anton Svendsen og Bent Lohmann er ved at arrangere en offentlig workshop om, hvad Kulturhuset Indre By skal kunne. Workshoppen holdes i januar 2017 i samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningens enhed Dit:Kbh..

  • at en arbejdsgruppe bestående af Henrik Anton Svendsen og Bent Lohmann er ved at arrangere et offentligt møde om adfærdskulturen i Indre Bys gaderum og herunder om de politikker i kommunen, der kan være styrende for adfærden, fx eventpolitikken og nattelivspolitikken.

Følgegruppen vedr. Papirøen

Henrik Anton Svendsen oplyste, at forvaltningen mod det aftalte havde ønsket at holde borgermødet om lokalplanforslaget om Papirøen i januar 2017. Imidertid havde forvaltningen igen ændret holdning og ønsker nu som aftalt at holde det den 7. december 2016. Imidlertid kniber det med at finde et egnet lokale.

På forslag fra Bent Lohmann bad lokaludvalget formandskabet meddele Kultur- og Fritidsforvaltningen, at lokaludvalget ønsker at blive hørt om materialet der skal udgøre grundlaget for arkitektkonkurrencen om svømmefaciliteten på Papirøen.

På forslag fra Jens Erik Frandsen og Bent Lohmann bad lokaludvalget formanden spørge foreningen bag Ofelia Beach om planerne for området, idet det eventuelt kan anvendes til street food-marked som erstatning for det, der skal væk på Papirøen.

Byudviklingsgruppen

Kjeld A. Larsen oplyste, at arbejdsgruppen har drøftet sagen om almene boliger i serviceerhvervsområder og borgermødet om arkitekturpolitik. Endvidere har gruppen drøftet status på lokaludvalgets øjestenskampagne på Instagram. Lokaludvalget har fået et notat om det.

Miljøpunkt Indre By-Christianshavn

Marietta Bonnet oplyste, at udkast til årsplanen for det lokale miljøarbejde i 2017 er ved at blive udarbejdet.

 

Lokaludvalget tog orienteringen fra arbejdsgrupperne mv. til efterretning.

Til top