B-sag: Høringssvar om lokalplanforslag for Kommunehospitalet II
Indstilling
Indstilling om,
- at Indre By Lokaludvalg tager forperson Bent Lohmanns høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen, der ses i bilagsoversigten, til efterretning. Høringssvaret angår den indledende høring om lokalplanforslag Kommunehospitalet II.
Problemstilling
Med svarfrist den 1. oktober 2024 har Teknik- og Miljøforvaltningen den 18. september 2024 bedt Indre By Lokaludvalg om bemærkninger vedr. lokalplanforslag Kommunehospitalet II. Se høringsmaterialet i bilagsoversigten.
Det fremgår af høringsmaterialet, at området bl.a. er fastlagt til større undervisnings- og forskningsinstitutioner og lignende med tilhørende administration samt til helårsboliger. Desuden kan der indrettes mindre kollegieboliger og boliger for ældre. Boligandelen kan udgøre indtil 50 pct. af det samlede etageareal i området.
Det fremgår også, at ejeren Jeudan ønsker at åbne området mere op og skabe mere liv i området med blandede anvendelser som erhverv, boliger, butikker og håndværk. Derudover ønsker Jeudan at fortætte området med nybyggeri til boliger, der ønskes placeret i gårdrum/haverum.
Teknik- og Miljøforvaltningen oplyser, at der i det videre arbejde bl.a. er opmærksomhed på at åbne området mere op og på hensynet til de fredede og bevaringsværdige bygninger, byrum, træer samt klimasikring.
Spørgsmål
Lokaludvalgsmedlem Sally Mountfield har stillet følgende spørgsmål til Teknik- og Miljøforvaltningen, som har relation til sagen:
- Hvilken status har haverne i området, som lokalplanforslag for Kommunehospitalet II afgrænser, i dag?
- Vil denne status blive ændret som konsekvens af planerne, der er anledningen til lokalplanforslag for Kommunehospitalet II?
- Står kommunen for driften af haverne i området, som lokalplanforslag for Kommunehospitalet II afgrænser?
- Kan haverne i området bruges af alle eller er de forbeholdt områdets beboere og brugere?
Forvaltningen svarede den 4. oktober 2024. Se svaret i bilagsoversigten.
Løsning
Lokaludvalgets forperson sendte den 30. september 2024 et høringssvar med forbehold for lokaludvalgets stillingtagen til sagen i mødet den 10. oktober 2024. Se høringssvaret i bilagsoversigten.
Det foreslås, at lokaludvalget tager høringssvaret til efterretning.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Forvaltningen forventer, at der vil kunne fremlægges en startredegørelse til politisk behandling i 1. kvartal 2025.