Mødedato: 18.02.2025, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Forenings- og aftenskolepakken - behandling af ansøgninger februar 2025

Se alle bilag

Folkeoplysningsudvalget skal behandle indkomne ansøgninger til Forenings- og aftenskolepakken samt puljen til genopretning af idrætsfaciliteter.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Folkeoplysningsudvalget giver tilsagn og afslag til 21 ansøgninger til puljen til forbedring af faciliteter (service) på baggrund af følgegruppens indstilling, og
  2. at Folkeoplysningsudvalget af puljen til genopretning af idrætsfaciliteter (anlæg) giver tilsagn til én ansøgning på baggrund af følgegruppens indstilling.

Problemstilling

Med Forenings- og aftenskolepakken er der varigt afsat midler til at understøtte og forbedre de fysiske rammer for folkeoplysende aktiviteter (service). I 2025 er der afsat 6.010.895 mio. kr. til udmøntning i Forenings- og aftenskolepakken.

Med budget 2022 er der derudover afsat en 4-årig pulje på to mio. kr. årligt til genopretning af idrætsfaciliteter (anlæg).

2025 er derfor umiddelbart sidste år, hvor midler til genopretning kan uddeles. De afsatte midler beløber sig i 2025 til 2.633.085 kr., hvilket skyldes overførsel af ikke-uddelte midler fra tidligere år. Uddelingen af støttemidler fra anlægspuljen sker med forbehold for allokering af anlægsmåltal.

Løsning

Forvaltningen har modtaget i alt 22 ansøgninger om støtte (se bilag 1 for oversigt og følgegruppens indstillinger for tilsagn og afslag – samt bilag 2 for det indsendte ansøgningsmateriale).
Alle 22 ansøgninger blev behandlet på mødet med følgegruppen, og ingen sager indstilles udskudt til næste ansøgningsrunde.

Forbedring af faciliteter (service)
21 af ansøgningerne falder under puljen til forbedring af faciliteter (service) og indstilles af følgegruppen til:

  • 9 tilsagn,
  • 3 delvise tilsagn (ét af disse uddybes herunder),
  • 5 betingede tilsagn samt
  • 5 afslag

Der er i forbindelse med fire ansøgninger behov for uddybende oplysninger samt accept fra de pågældende anlæg, hvor udstyret skal opstilles/benyttes. Kultur- og Fritidsforvaltningen er ved at afklare dette og giver efterfølgende de respektive foreninger en melding.

Uddybning af indstilling til delvist tilsagn til Boldklubben Frem
Boldklubben Frem (ansøgning 17) søger om 212.488 kr. i støtte til udbedring af et materialeskur, der hører til deres klubhus samt til aktivitets- og opbevaringsudstyr. Der indstilles af følgegruppen til tilsagn for de dele af ansøgningen, som omfatter indkøb af udstyr – med undtagelse af skilte med klubbens værdier -, mens der indstilles til afslag for de dele af ansøgningen, som angår renovering af materialeskuret, da renoveringer af klubhuse ikke hører under puljens kriterier.

Da der er tale om udstyr til foreningens eget opbevaringslokale og ikke et aktivitetslokale, som puljemidlerne primært udmøntes til, opfordrer følgegruppen udvalget til at tage emnet op til diskussion på udvalgsmødet, såfremt dette skulle ønskes.

To ansøgninger, som indstilles til afslag, henvises af forvaltningen til henholdsvis Klubhuspuljen og Udviklingspuljen for Børn og Unge, såfremt indstillingen godkendes.

Genopretning af idrætsfaciliteter (anlæg)
Én ansøgning falder under puljen til genopretning af idrætsfaciliteter (anlæg) og følgegruppen indstiller, at der gives tilsagn.

Økonomi

Der er ansøgt for i alt 3.258.559 kr. i Forenings- og aftenskolepakken (service), og det indstilles af følgegruppen, at der tildeles puljemidler for 1.335.381 kr.

Herudover indstilles én ansøgning for i alt 10.750 kr. til udmøntning fra puljen for Genopretning af idrætsfaciliteter (anlæg).

Hvis indstillingen godkendes, vil der være 3.714.524 kr. tilbage i restbudget på service i 2025 samt 2.482.335 kr. tilbage i restbudget på anlæg i 2025 (se bilag 3 for økonomi).

Videre proces

Kultur- og Fritidsforvaltningen udmønter Forenings- og aftenskolepakken på baggrund af Folkeoplysningsudvalgets beslutning.

 

Mads Kamp Hansen

                                                          /Rikke Lauritzen

Beslutning

Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 18. februar 2025:

Indstillingen blev godkendt.

Til top