Analyse af stigningen i antallet af magtanvendelser i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i 2004 samt plan for nedbringelse
Analyse af stigningen i antallet af magtanvendelser i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i 2004 samt plan for nedbringelse
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 9. november 2005
15. Analyse af stigningen i antallet af magtanvendelser i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i 2004 samt plan for nedbringelse
FAU 600/2005 J.nr. 600/2005
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tager nærværende analyse af årsagerne til stigningen i antallet af magtanvendelser i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i 2004 til efterretning,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender nærværende plan for nedbringelse af antallet af magtanvendelser.
RESUME
I sommeren 2005 har Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen forelagt henholdsvis årsberetning for magtanvendelse og årsberetning om det socialfaglige tilsyn på handicap- og psykiatriområdet for Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.
På sine møder den 22. juni 2005 (FA 302/2005) og 17. august 2005 (FA 341/2005) har Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget anmodet Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen om at udarbejde en analyse af årsagerne til stigningen i antallet af magtanvendelser og en plan for nedbringelse af antallet, som indeholder konkrete initiativer.
Nedenfor fremgår såvel en analyse som en plan med konkrete initiativer, hvor sidstnævnte tager udgangspunkt i, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen netop har udarbejdet reviderede retningslinier for magtanvendelse.
SAGSBESKRIVELSE
1. Baggrund for indstilling
Det
fremgår af årsberetningen om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten
i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, at der i 2004 har været en stigning
i antallet af magtanvendelser på bo- og dagtilbud for handicappede og psykisk
syge i forhold til i 2003.
Der har i 2004 været i alt
415 tilfælde af magtanvendelse, hvilket er en stigning på 53 tilfælde i forhold
til 2003, hvor der var 362 tilfælde af magtanvendelse.
Stigningen
er størst på handicapområdet, hvor der i 2004 har været 40 flere magtanvendelser
end i 2003. På psykisk syge-området har der været 14 flere i 2004 i forhold til
2003.
Begge år har langt de fleste
magtanvendelser været indgreb efter servicelovens § 109 b om fastholdelse. I
2004 var 405 tilfælde ud af 415 og i 2003 var det 351 tilfælde ud af 362. Antallet
af magtanvendelser efter de øvrige bestemmelser i serviceloven er dermed
uændret i forhold til 2003.
Magtanvendelsen
i form af fastholdelse af borgeren sker for at undgå at denne udsætter sig selv
eller andre for væsentlig fysisk personskade. Det er ligeledes en betingelse,
at der skal være nærliggende fare for denne skade.
Der kan være tale om tilfælde, hvor en
person er truende over for andre beboere. Her skal der tages hensyn til de
andre beboere. Har personen fx kort forinden været voldelig, og er personen
stadig stærkt ophidset, kan der være nærliggende risiko for, at den pågældende
vil gribe til vold igen.
Hensynet til de andre beboere kan i den
konkrete situation indebære, at denne person bør holdes fast og evt. føres til
et andet lokale.
Der kan også være tale om situationer, hvor en person kontinuerligt slår hovedet ind i væggen, og den pågældende ikke holder op, selv om personalet har forsøgt at berolige vedkommende ved at tale med ham eller hende, ved at henlede opmærksomheden på noget andet, ved at forsøge at motivere vedkommende til at holde op eller ved at skælde ud, og der er risiko for væsentlig personskade, hvis den pågældende fortsætter, kan det være nødvendigt at fastholde fx hoved og arme
Med nærliggende fare menes, at det ikke er tilstrækkeligt at have en formodning om, at den pågældende vil foretage sig noget, der kan udsætte personen selv eller andre for at lide væsentlig personskade.
Der skal i den konkrete situation være en reel og begrundet risiko for, at vedkommende vil foretage sig handlinger, der er egnede til, at personen skader sig selv eller andre.
Eksempler på væsentlig personskade er brækkede lemmer, hjernerystelser, kraniebrud, tabte eller løse tænder, snitsår og kvæstelser opstået enten ved grov fysisk vold eller ved brug af skarpe instrumenter som knive, sakse m.v. eller andre redskaber. Væsentlig personskade kan også være forgiftningstilstande, forbrændinger og bid.
Ved
brug af magt skal personalet indberette anvendelsen til Familie- og
Arbejdsmarkedsforvaltningen, centralforvaltningen, som foretager en vurdering
af lovligheden af magtanvendelsen.
I
2004 er alle magtanvendelser vurderet som lovlige, på nær et tilfælde på
området for psykisk syge, hvor der er brugt fastholdelse.
I alle tilfælde har Familie-
og Arbejdsmarkedsforvaltningen vurderet, at betingelsen om nærliggende risiko
for væsentlig fysisk personskade har været opfyldt. Vurderingen er sket udfra
de indberetninger som bo- og dagtilbuddene har indsendt til forvaltningen.
I denne indberetning har den
medarbejder der har udført magtanvendelsen nøje beskrevet hvad formålet med
magtanvendelsen var, hvad der foregik der inden magtanvendelsen, hvilken
situation der førte til magtanvendelsen, handlingsforløbet under
magtanvendelsen. Endvidere er der en beskrivelse af borgerens reaktion,
herunder hvordan borgeren reagerede umiddelbart efter magtanvendelsen, samt eventuelle forklaringer fra andre
der overværede episoden samt borgerens forklaring, hvis det er muligt og
lederens kommentarer samt lederens underskrift.
Hvor
der foreligger en sådan risiko for væsentlig personskade har personalet pligt
til at gribe ind og afværge faren. Hvis personalet ikke opfylder denne pligt er
det et udtryk for omsorgssvigt og manglende opfyldelse af omsorgspligten efter
serviceloven.
Denne
pligt gælder, hvor borgeren ikke selv er i stand til at vurdere konsekvenserne
af sin adfærd, hvilket er gældende for de handicappede og psykisk syge som
modtager de nævnte tilbud.
Stigningen
i antallet af magtanvendelser er derfor udtryk for at brugerne i højere grad
har haft en adfærd, hvor personalet er nødt til at gribe ind for at beskytte
borgerne og deres omgivelser.
Der foregår en løbende
pædagogisk proces på tilbuddene for at ændre denne adfærd og undgå
magtanvendelse.
I næste afsnit vil der være
en nærmere analyse af årsagerne til stigningen i antallet af magtanvendelser.
2. Analyse af årsagerne til stigningen i antallet af
magtanvendelser i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i 2004
Familie- og
Arbejdsmarkedsforvaltningen har foretaget en nærmere analyse af udviklingen i
antallet af magtanvendelse på bo- og dagtilbuddene på handicap- og psykisk syge
området fra 2003 til 2004.
Hvad angår handicapområdet
har der fra 2003 til 2004 været en stigning i antallet af indberettede tilfælde
af fastholdelse fra 327 til 367. I forhold til det samlede antal indberetninger
er der således tale om en forholdsvis begrænset stigning
For så vidt angår psykisk
syge-området har der fra 2003 til 2004 været en stigning i antallet af
indberettede tilfælde af fastholdelse fra 24 til 38.
Stigningen er overvejende
placeret på et mindre antal botilbud, 4 på handicapområdet og 4 på psykisk syge
området. På handicapområdet er der en væsentlig stigning på 2 botilbud på hhv.
52 og 48 tilfælde af magtanvendelser og på de 2 andre er der en stigning på
hhv. 15 og 9 tilfælde.
Forvaltningen har anmodet de
8 botilbud om en nærmere redegørelse for årsagen til stigningen. Disse
redegørelser er vedlagt som bilag til indstilling til orientering for Familie-
og Arbejdsmarkedsudvalget.
På baggrund af de
redegørelser forvaltningen har modtaget fra de nævnte botilbud kan der uddrages
følgende hovedårsager til stigningen i antallet af magtanvendelser:
2.1. Få personer med komplicerede problemstillinger
På handicapområdet vedrører
de 167 af de indberettede tilfælde af fastholdelse på handicapområdet i 2004 7
beboere, fordelt på 3 botilbud. For to af disse beboere har der i 2004 for hver
af beboerne været indberettet 47 tilfælde af fastholdelse.
Der er tale om beboere med
svære adfærdsf
orstyrrelser, primært med psykotiske træk og afvigende
kommunikationsevne, stereotype adfærdsmønstre og periodevis af stærkt udadrettet
og selvskadende adfærd.
Langt de overvejende antal
tilfælde af fastholdelse i forhold til denne gruppe beboere har været nødvendig
for at stoppe beboerens selvskadende adfærd, eller for at stoppe den beboerens
angreb på personale eller medbeboere.
Der er i forhold til de 7
beboere etableret specialprojekter med øget bemanding og særligt tilrettelagte
pædagogiske og omsorgsmæssige foranstaltninger.
Indsatsen omkring beboerne er
tilrettelagt med henblik på at udvikle en tryg, overskuelig og forudsigelig
tilværelse. Dette søges opnået gennem en socialpædagogisk indsats over for den
enkelte, som bl.a. omfatter en klar struktur, visualisering, motion,
oplevelser, træning i daglige praktiske aktiviteter som madlavning, rengøring,
tøjvask o. lign.
Uanset de nævnte
specialprojekter er det ikke forvaltningens forventning, at magtanvendelse vil
kunne undgås helt. Hvor paradoksalt det end lyder kan magtanvendelse være med
til at give denne gruppe beboere tryghed i forhold til selvdestruktiv adfærd.
Det er vigtigt at sige " her passer vi på dig".
2.2. Øget bevidsthed om magtanvendelsesregler
Der kan som en yderligere
forklaring peges på at, der generelt blandt medarbejderne på botilbuddene er en
øget bevidsthed om betydningen af at indberette alle tilfælde af magtanvendelse,
også selv om de i situationen opleves som mindre alvorlige.
2.3. Fysiske rammer
På et botilbud peges der på,
at de dårlige fysisk rammer, et dårligt indeklima, hvor der er mange steder med
ingen lys fra vinduer, små rum, smalle gange som indbyder til at slå og skubbe,
manglende mulighed for at kunne afskærme for uhensigtsmæssige stimuli, samt badeværelset
som ikke er egnet til denne beboergruppe.
2.4. Ændrede regler for anvendelse af magt
Udover de nævnte forhold kan
der peges på, at der pr. 1. juli 2003 er sket en ændring af reglerne om
magtanvendelse, som har skabt en øget adgang til magtanvendelse end det før var
tilfældet. Ændringen er sket på baggrund af en evaluering af de førhen gældende
regler om magtanvendelse med det formål, at gøre det nemmere, at kunne yde de
svage borgere den nødvendige omsorg. Der er tale om følgende ændringer:
·
Indførelse af en
mulighed for fastholdelse i hygiejnesituationer, hvis det er en absolut nødvendighed
af hensyn til den pågældende.
·
Indførelse af
lempeligere kriterier for anvendelse af alarm- eller pejlesystemer.
·
Indførelse af en
mulighed for at kunne anvende særlige døråbnere.
·
Indførelse af en
lempeligere adgang til tvangsmæssig flytning af personer med en aldersbetinget
eller senere erhvervet mental svækkelse, der er fremadskridende.
På området for handicappede
og psykisk syge har især muligheden for anvendelse af magt i
hygiejnesituationer en betydning. Det skal dog nævnes, at anvendelsen kun kan
ske i en begrænset periode og efter tilladelse fra forvaltningen.
3. Sammenfatning
Sammenfattende er det
forvaltningens opfattelse, at årsagerne til stigningen af antallet af
magtanvendelser hovedsagelig skal søges i udsving i antallet magtanvendelsen
overfor et få antal beboere, hvor det hyppigt er nødvendigt at foretage
fastholdelse, dels i personalets øgede bevidsthed omkring betydningen af, af at
indberette alle tilfælde af magtanvendelse, også selv om de i situationen
opleves som mindre alvorlige.
I den forbindelse er det
vigtigt at understrege, at forvaltningen har vurderet alle de indberettede
tilfælde af magtanvendelse som lovlige. Dette kan tages som udtryk for, at personalet
tager reglerne om magtanvendelse meget seriøst, og er opmærksomme på, at de
betingelser som loven opstiller, er opfyldt i det konkrete tilfælde, og at
magtanvendelse er et middel, man kun griber til, når det er absolut nødvendigt,
og at beslutningen herom ikke har været præget af særlige påvirkninger såsom
travlhed mv. Personalet er således fuldt ud bevidste om, at formålet med
reglerne om magtanvendelse er at begrænse anvendelsen.
Forvaltningen skal her
bemærke, at med dette, vigtige, udgangspunkt er det væsentligt, at
magtanvendelse ikke er en entydig problematisk foranstaltning. I de situationer
hvor lovgivningen giver mulighed for at der kan anvendes magt er det således
med henblik på at beskytte enten borgeren selv eller omgivelserne, medbeboere,
mod en risiko for at lide væsentlig fysisk personskade.
Hvis personalet ikke gik ind
i disse situationer ville der være et stort antal svage borgere, som ville lide
fysisk overlast i en grad, som er langt værre end den magtanvendelse der er
tale om.
Det er vigtigt at
understrege, at medarbejderne i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen der har
med de svage borgere at gøre, ikke kun har pligt til at undgå magtanvendelse
men også har pligt til at beskytte borgerne og at yde dem den omsorg, som de
ikke selv er i stand til.
Endvidere skal der peges på,
at de fysiske rammer også spiller en rolle for brugernes velbefindende og
dermed for antallet af magtanvendelser. En forbedring af de fysiske rammer vil
derfor kunne mindske anvendelsen af magt. Forvaltningen skal i den forbindelse
henvise til den plan for renovering af eksisterende boliger til handicappede,
som der er forelagt Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, den såkaldte
Tryghedsplan.
4. Forslag til plan for nedbringelse af antallet af magtanvendelser
4.1. Revision af gældende retningslinier for
magtanvendelse
Familie- og
Arbejdsmarkedsforvaltningen har netop færdiggjort et arbejde med at revidere de
eksisterende retningslinier for magtanvendelse og andre indgreb i
selvbestemmelsesretten. Revisionen er sket dels på baggrund af en ændring af
reglerne på området og dels et behov for en løbende revision af de
retningslinier der er gældende i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.
Der er tale om
følgende ændringer:
·
En præcisering af, at
omsorgspligten ikke kan udøves ved brug af fysisk tvang.
·
Indførelse af en
mulighed for fastholdelse i hygiejnesituationer, hvis det er en absolut nødvendighed
af hensyn til den pågældende.
·
Indførelse af øget
mulighed for anvendelse af alarm- eller pejlesystemer.
·
Indførelse af en
mulighed for at kunne anvende særlige døråbnere.
·
Indførelse af øget
adgang til tvangsmæssig flytning af personer med en aldersbetinget eller senere
erhvervet mental svækkelse, der er fremadskridende.
Formålet med ændringerne har
været at skabe en bedre sikkerhed, social tryghed og værdighed for borgere med
nedsat psykisk funktionsevne, herunder at sikre den nødvendige pleje og omsorg.
4.2. Implementering af nye
retningslinier
De
reviderede retningslinier skal nu implementeres på bo- og dagtilbuddene samt på
lokal- og handicapcentrene i forvaltningen.
Familie-
og Arbejdsmarkedsforvaltningen har følgende plan for implementeringen:
1.
Afholdelse af en temadag for ledere på handicap- og psykiatriområdet i november
måned. Inden afholdelsen vil der blive udsendt de nye, trykte, retningslinier.
Indholdet
i temadagen er følgende:
- Gennemgang af
retningslinierne. Herunder vil det blive understreget hvilket ansvar lederne
har for implementering af retningslinierne for magtanvendelse på bo- og
dagtilbud.
- Oplæg om Familie- og
Arbejdsmarkedsforvaltningen, centralforvaltningens rolle i forhold til den
løbende opfølgning på magtanvendelse, herunder hvad der sker ved indberetning
af magtanvendelse og tilsynets rolle.
- Oplæg fra ledere om
hvad de har gjort for at implementere retningslinierne.
- Oplæg fra ledere om
beboere hvor der er særlige problemer i forhold til adfærd, som
nødvendiggør en særlig pædagogisk indsats, herunder magtanvendelse. Det
kan være udadreagerende adfærd eller selvskadende adfærd. Hvad er der sat
i værk af pædagogiske tiltag m.v.
2.
Udarbejdelse af procesbeskrivelse for implementering af retningslinierne på bo-
og dagtilbud. Der er tale om en meget detaljeret beskrivelse med henblik på at
sikre den bedst mulige implementering. Procesbeskrivelsen har foreløbig
følgende indhold:
- Udlevering af
retningslinier på personalemøde. På dette møde skriver medarbejderne under
på at de er forpligtet til at sætte sig ind i retningslinierne.
- Afholdelse af
temamøde om retningslinierne, hvor lederen gennemgår de vigtigste dele.
Til dette møde har alle medarbejdere læst retningslinierne og kan stille
spørgsmål. Evt. spørgsmål som ikke kan besvares af lederen vil kunne
sendes ind i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, centralforvaltningen.
- Opfølgning årligt på
personalemøde/temamøde.
- For beboere hvor der
er særligt mange magtanvendelser vil der skulle være løbende drøftelser på
personalemøder i forhold til den pædagogiske indsats således at alle i
personalegruppen er involveret.
3.
Årlige temadrøftelser om magtanvendelse på ledermøder. Her kan der tages
problemstillinger op som er særligt relevante at drøfte.
Det
er Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen vurdering, at det med planen, hvor
forvaltningen i detaljer beskriver, hvordan implementeringen skal foregå ude i
bo- og dagtilbuddene, sikres at alle medarbejdere har den fornødne viden på
området. Endvidere sørges der for en løbende opfølgning på området.
MILJØVURDERING
Sagstypen er ikke omfattet af
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens positivliste over sager, der skal
miljøvurderes
ØKONOMI
Ingen konsekvenser.
ANDRE
KONSEKVENSER
Ingen.
HØRING
Ingen.
BILAG
- Redegørelser fra botilbud for handicappede og
psykisk syge vedr. stigning i antal af magtanvendelser fra 2003 til 2004
Grethe Munk
/
Carsten Stæhr Nielsen