Forankring af Kringlebakken (Bilag) (Fællesindstilling UUU og FAU)
Forankring af Kringlebakken (Bilag) (Fællesindstilling UUU og FAU)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 7. december 2005
4. Forankring af Kringlebakken (Bilag) (Fællesindstilling UUU og FAU)
FAU 664/2005 J.nr. 664/2005
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Familie-
og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget
og Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen
anbefales,
at Kringlebakkens pigeprojekt forankres under det kommende Børne- og
Ungdomsudvalg som en satellit med junior- og ungdomsklubpladser til fritids- og
ungdomsklubben Underhuset pr. 1. januar 2006
at Kringlebakkens pigeprojekt fremover
finansieres af det kommende Børne- og Ungdomsudvalgs ramme for klubpladser
at Kringlebakkens kursusaktiviteter for småbørnsmødre forankres under det
kommende Socialudvalg pr. 1. januar 2006
at Kringlebakkens kursusaktiviteter finansieres via disponering af midler
fra den med budget 2006 etablerede pulje på 8 mio. kr., der skal styrke kommunens
tværgående integrationsindsats
at nærværende
indstilling sendes i høring i Integrationsrådet, Det Rådgivende Integrationsudvalg,
Kringlebakken og Underhuset med høringsfrist 7. december 2005.
RESUME
Kringlebakken har siden 1999
været et center for unge kvinder og piger af anden etnisk herkomst end dansk.
Da Kringlebakkens økonomiske
støtte via Integrationsministeriet og Socialministeriet bortfalder fra 2006,
indstilles det, at Kringlebakkens pigeklub forankres i det kommende Børne- og
Ungdomsudvalg, samt at kursusaktiviteterne for småbørnsmødrene forankres i det
kommende Socialudvalg.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen foreslår, at udgiften til finansiering af kursusaktiviteterne sker enten via:
· Disponering af midler fra den med budget 2006 etablerede pulje på 8 mio. kr., der skal styrke kommunens tværgående integrationsindsats
eller
· Pulje til integrationsfremmende tiltag 2006, og optagelse af forankringen af Indvandrer Kvindecentret på Socialudvalgets ønskeliste for budget 2007.
SAGSBESKRIVELSE
Kringlebakken er et integrationsfremmende klub- og
kursustilbud for unge piger og mødre med anden etnisk baggrund end dansk.
Kringlebakkens formål er jf. sine vedtægter, som følger:
"Foreningen Kringlebakken har som formål at støtte
piger og unge kvinders integration i det danske samfund gennem driften af
integrationsprojektet Kringlebakken. Foreningen søger offentlige og private
fonde til at drive projektet for.
Projektets formål er at styrke piger og unge kvinder, fortrinsvis med anden
etnisk herkomst end dansk i at få sociale og personlige netværk samt kendskab
til det danske sprog og samfund".
Tilbuddet er unikt i den forstand, at det henvender
sig til en målgruppe af piger og kvinder, der ikke omfattes af den kommunale
integrationsindsats jf. lovgivningen.
Kringlebakken, der blev oprettet i 19
99, har i en
årrække modtaget støtte fra Integrationsministeriet, Socialministeriet samt
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget besluttede den 8.
december 2004 at:
"Forvaltningen sammen med Uddannelses- og
Ungdomsforvaltningen undersøger, hvorvidt Kringlebakken eller dele af
Kringlebakken kan forankres som et fast tilbud i Københavns Kommune eller om
Kringlebakkens projekt fortsat er relevant".
På den baggrund blev der nedsat en arbejdsgruppe med
repræsentation fra Kringlebakken, Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen samt
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.
Kringlebakkens organisering i dag
I 2003 overgik Kringlebakken til at være en
forening. Foreningens bestyrelse består af både frivillige fra projektet, af
samarbejdspartnere og af brugere. Forventningen er, at foreningsdannelsen på
sigt vil medvirke til at give brugerne et større medansvar og medbestemmelse i
forhold til stedets aktiviteter. Et forhold som samtidig styrker brugernes kendskab
til demokratiet.
Fysisk råder projektet over en 2½ værelses
lejlighed samt et nedlagt bageri med butik, beliggende på Tuborgvej 156 – 158,
som er et område med mange sociale problemer og mange familier med anden etnisk
herkomst end dansk.
Kringlebakkens personale består i øjeblikket
af 3½ lønnede medarbejdere med yderst forskellige uddannelser og erfaringer.
Kringlebakken har udviklet det frivillige
sociale arbejde i samarbejde med Socialministeriet i et 3-årigt projektforløb,
hvilket betyder at Kringlebakken i dag har tilknyttet 15 frivillige borgere,
hvor 4 har anden etnisk baggrund end dansk. De fleste er studerende.
Kringlebakkens
er et to-delt tilbud, omfattende hhv. skolesøgende piger i alderen 12-18 år, i
en pigeklub kaldet "Peaches" og dels voksne kvinder med små børn, kaldet
"Kursusgruppen". Statusrapport august 2004 – juli 2005 vedlagt.
Med henblik
på at styrke Kringlebakkens arbejde indledte Kringlebakken og Ungdomsskolen i
2004 et samarbejde om lektiehjælp. Ungdomsskolens bestyrelse besluttede desuden
på sit møde den 20. oktober 2004 at afsætte kr. 50.000 til aktiviteten.
Tilbuddet er struktureret som en åben aktivitet med fri tilmelding i tidsrummet
fra kl. 13-19 onsdage over 35 uger. Tilbuddet benyttes af mellem 12 og 20
piger. Der er primært fokus på undervisning i fysik, matematik og regning.
Kringlebakkens aktiviteter foreslås uforandret gennemført indtil videre
med udgangspunkt i den nuværende bygning på Tuborgvej 156 – 158.
Kringlebakkens pigeklub "Peaches"
Kringlebakkens pigeklub har på
årsbasis fast kontakt til mere end 50 skolesøgende piger, de fleste med anden
etnisk baggrund end dansk, som blandt andet får hjælp til deres studier.
Herudover har pigeklubben opsøgende aktiviteter overfor de muslimske friskoler
i København, hvor der orienteres om bl.a. foreningslivet i Danmark.
Det er Uddannelses- og
Ungdomsforvaltningens vurdering, at pigeklubben udgør et godt tilbud til piger
af anden etnisk herkomst end dansk, der af forskellige årsager ikke kan eller
vil benytte de allerede etablerede klubber i området.
Pigeklubben har et fokus, der
ikke alene tilgodeser disse pigers behov for at etablere sociale kontakter til
jævnaldrende, men støtter også pigerne i et uddannelsesforløb.
Mange
af disse piger har ikke mulighed for hjælp og vejledning i skolesager i egne
hjem, og har for senere at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse behov for
dette andetsteds.
Kringlebakken har derudover etableret sig i området som en ligeværdig
og respekteret samarbejdspartner for både eksisterende klubber,
ungerådgivningen, beboerprojekter, skoler, sundhedsplejersker, biblioteker,
indvandrer- og kvindeforeninger mv., bl.a. med henblik på at sikre en
udslusning af pigerne til andre relevante fritidstilbud.
Det er Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens opfattelse at pigeklubben
lettest og mest økonomisk kan forankres i en kommende Børne- og
Ungdomsforvaltning ved at blive tilknyttet den eksisterende klub Underhuset på
Tagensvej 188 som satellit. En satellit, der normeres til 20 juniorklubpladser
og 30 ungdomsklubpladser.
Underhuset har i forvejen gode erfaringer med at tilbyde unge af anden etnisk herkomst end dansk et relevant klubtilbud. Det
eksisterende tilbud benyttes hovedsagligt af drenge. Som en følge heraf
indstilles det, at pigeklubben fortsætter i de eksisterende lokaler på Tuborgvej
og ikke i Underhuset på Tagensvej. Afstanden mellem Underhuset og Kringlebakken
er ca. 500 meter.
Kringlebakkens
kursusgruppe
Aktiviteterne for de voksne kvinder omfatter bl.a. danskundervisning,
erhvervsvejledning/rådgivning i forhold til uddannelse, arbejdsmarkedet, børn
og sundhed samt det danske samfund generelt. Herudover er der mulighed for
deltagelse i gymnastik, svømning, udflugter og anvendelse af IT.
Idet de fleste voksne kvinder har små børn, tilbydes der børnepasning
for på den måde at muliggøre, at kvinderne kan deltage i undervisningen. For
børnene er der i den sammenhæng aktiviteter som sprogstimulering, motorisk
stimulering, samvær, udflugter og besøg fra sundhedsplejersken. Sidstnævnte
forhold betyder, at der hermed er mulighed for at tilse børn, som ellers er
svære at komme i kontakt med.
Aktiviteterne gennemføres set i forhold til
Københavns Kommune i dag som tilbud jf. Lov om social service § 115 –
frivilligt socialt arbejde.
Aktiviteter i relation til Lov om social
service for voksne henhører fra 1. januar 2006 under
Socialudvalget/Socialforvaltningens kompetence.
Det bemærkes, at såfremt tilbuddet overvejes
gennemført under Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats med heraf følgende
forankring i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen/Beskæftigelses- og
Integrationsudvalget, vil tilbuddet i givet fald skulle tilpasses lovgivningen
herfor og gøres til genstand for udbudsforretning jf. reglerne for samarbejde
med andre aktører mod betaling jf. Lov om ansvaret for og styringen af den
aktive beskæftigelsesindsats.
Det er Familie- og
Arbejdsmarkedsforvaltningens vurdering, at tilbuddet til de voksne kvinder er
værdifuldt, ikke mindst i forhold til at skabe kontakt til kvinder af anden etnisk
herkomst end dansk, der er isolerende i det danske samfund, da de ikke i dag er
omfattet af kommunens forpligtigelser om tilbud jf. lovgivningen.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen kan
påpege finansiering til kursusaktiviteterne via enten:
·
Disponering af
midler fra den med budget 2006 etablerede pulje på 8 mio. kr., der skal styrke
kommunens tværgående integrationsindsats
eller
·
Puljen til
integrationsfremmende tiltag 2006, og optagelse af forankringen af Kringlebakkens
kursusaktiviteter på Socialudvalgets ønskeliste for budget 2007.
Ved eventuel bevilling fra Puljen til
integrationsfremmende tiltag 2006 skal det ønskede aktivitetsniveau fra
Kringlebakken til kursusaktiviteter i 2006 tilpasses, da puljen ikke i 2006 i
fuldt omfang kan dække de estimerede udgifter til formålet.
Organisatorisk anbefales det, at en eventuel
forankring sker i form af en samarbejdsaftale mellem foreningen og den kommende
Socialforvaltning. Samarbejdsaftalen fornys en gang årligt af Socialudvalget
efter godkendelse af tilfredsstillende evaluering for kursusaktiviteterne.
MILJØVURDERING
Sagstypen er ikke omfattet af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens
og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens positivliste over sager, der skal
miljøvurderes.
ØKONOMI
Finansiering i
dag
Kringlebakkens aktiviteter finansieres i dag
af bl.a. Socialministeriet, Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og
Integration samt Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget via Puljen til integrationsfremmende
tiltag 2005.
Midlerne fra Staten og Puljen til integrationsfremmende tiltag 2005
udløber pr. 1. januar 2006.
Forvaltningerne har foretaget vurdering af mulighederne for forankring
af henholdsvis aktiviteterne for pigeklubben og kursusgruppen.
Pigeklubben
"Peaches"
Oprettelsen af pigeklubben foreslås at ske som en satellit til fritids-
og ungdomsklubben Underhuset med 20 juniorklubpladser og 30 ungdomsklubpladser.
Dette indebærer en samlet årlig personalenormering på 3.390 personaletimer
årligt (knap to fuldtidsstillinger), hvilket giver en gennemsnitlig lønudgift
på 518.670 kr. årligt.
Det årlige driftsbudget (bl.a. til kontorhold, telefon,
beskæftigelsesmaterialer o.l.), vil udgøre 71.550 kr. årligt, svarende til
1.431 kr. pr. medlem pr. år.
Endelig er der faste årlige ejendomsudgifter for husleje på 117.300
kr., for varme og el på 38.000 kr. og for forsikringer på 6.000 kr., dvs. i alt
161.300 kr. årligt.
Det forudsættes at de faste årlige ejendomsudgifter deles ligeligt
mellem den kommende Børne- og Ungdomsforvaltning og den kommende
Socialforvaltning således, at udgiften for hver enkelt forvaltning andrager
80.650 kr. årligt.
Den samlede årlige udgift for en kommende Børne- og Ungdomsforvaltning
vil beløbe sig til 670.870 kr. (alle priser i 2005 niveau), og kan afholdes
indenfor det kommende Børne- og Ungdomsudvalgs ramme til klubpladser på konto
5.16.1 Klubber. Beløbet kan findes ved den kommende tilpasning af normerede
klubpladser for 2006, hvor der laves omflytninger og justeringer i forhold til
det registrerede behov.
Baseret på Kringlebakkens oplysninger samt Uddannelses- og
Ungdomsforvaltningens vurdering ser pigeklubbens budget således ud
(2005-priser):
Ejendomsudgifter: 80.650
kr.
Driftsbudget: 71.550
kr.
Personaleomkostninger m.v.: 518.670
kr.
I alt 670.870
kr.
Kursusgruppen
Udgifterne omfatter på basis af Kringlebakkens oplysninger og Familie-
og Arbejdsmarkedsforvaltningens vurdering af udgifter til evaluering samt ½
husleje, i 2005 priser:
Ejendomsudgifter, herunder ½ husleje,
rengøring og toiletartikler: 93.150 kr.
Administrationsomkostninger m.v.: 54.000
kr.
Personaleomkostninger m.v.: 954.546
kr.
Aktiviteter m.v.: 53.000
kr.
Procesevaluering: 75.000
kr.
I alt 1.229.696
kr.
Det skal i forhold til overstående bemærkes, at det må vurderes
hensigtsmæssigt, at der ved en eventuel forankring tilknyttes ekstern evaluator
til Kringlebakkens aktiviteter. Merudgifterne til ekstern evaluator vurderes
til 75.000 kr. årligt, afhængig af de nærmere forudsætninger for evaluering,
herunder om evalueringen også skal omfatte pigeklubben, hvilket må anses for
hensigtsmæssigt.
Ved eventuelt tilsagn om forankring anbefales på ovenstående baggrund
disponeret 1.229.696 kr. årligt fra
budget 2006 til formålet.
Finansiering af kursusaktiviteterne
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen kan for indeværende pege på
finansiering indenfor de p.t. kendte rammer af budget 2006:
·
Via den med
budgetaftalen for 2006 afsatte pulje:
"Der oprettes en årlig pulje på 8 mio. kr. i forbindelse med
oprettelsen af Beskæftigelses- og Integrationsudvalget for at styrke kommunens
tværgående integrationsindsats. Puljen skal således prioriteres til
ekstraordinære integrationsrettede indsatser på tværs af kommunen, f.eks. som
led i en ny integrationspolitik. Midlerne skal dels findes ved at hjemtage
integrationsudgifter i de øvrige udvalg på 3 mio. kr., samt 5 mio. kr., som afsættes
til at styrke den tværgående integrationsindsats. De 5 mio. kr. afsættes i en
tre-årig periode".
Det bemærkes, at ved eventuel finansiering via 8 mio. kr. puljen kan
Socialudvalget jf. budgetaftalen for 2006 søge Beskæftigelses- og
Integrationsudvalget om midler til konkrete aktiviteter fremadrettet, her
Kringlebakkens kursusgruppe.
Der erindres om, at eventuel disponering af 8 mio. kr. vil reducere
mulighederne for iværksættelse af forslag til nye integrationsinitiativer, der
iværksættes.
ANDRE KONSEKVENSER
Der erindres om at forankring af Frivillighuset var optaget på Familie-
og Arbejdsmarkedsudvalgets ønskeliste for budget 2006, men at ønsket ikke blev
efterkommet med budgetaftalen for 2006.
Endelig skal der erindres om, at en lang række andre frivillige
foreninger, etniske minoritetsforeninger,
organisationer m.v., der arbejder med
integrationsspørgsmål må antages at have interesse for at blive forankret.
HØRING
Der foreslås foretaget høring af Integrationsrådet, Det Rådgivende
Integrationsudvalg, Kringlebakken og Underhuset med høringsfrist den 7.
december 2005 kl. 12.00.
Høringen er pga. den snævre tidsfrist igangsat og høringssvar forventes
omdelt på Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets møde.
BILAG VEDLAGT
·
Bilag 1:
Vedtægter for Kringlebakken
·
Bilag 2:
Årsrapport august 2004 – juni 2005
·
Bilag 3:
Årsbudget for Kringlebakkens kursusudgifter
Peter Rasmussen Grethe Munk