Mødedato: 07.12.2005, kl. 15:30

Etablering af frivilligcentre i Københavns Kommune (Bilag)

Se alle bilag

Etablering af frivilligcentre i Københavns Kommune (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 7. december 2005

 

 

27.      Etablering af frivilligcentre i Københavns Kommune (Bilag)

 

FAU 671/2005  J.nr. 671/2005

 

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

 

at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen ikke imødekommer ansøgningerne fra Vesterbro Netværks- og Kompetencecenter, Frivilligcentret Netvirket og SR-Bistand om styrkelse af eksisterende og oprettelse af nye frivilligcentre.

 

RESUME

Der blev i forbindelse med Satspuljeaftalen for 2005 afsat 49 mill. kr. til en styrkelse af eksisterende og oprettelse af nye frivilligcentre, med henblik på at gøre det lettere at finde frivilligt arbejde for dem, som ønsker det, samtidig med, at der skabes bedre forudsætninger for det lokale samarbejde om løsning af sociale problemer.

 

Det er Socialministeriets ønske, at frivilligcenter-puljen skal bidrage til et kvalitetsløft ikke blot blandt de frivilligcentre, som direkte deltager i programmet, men af hele frivillighedsfeltet.

 

En betingelse for at opnå støtte af Socialministeriets frivilligcenter-pulje er, at der er sikret kommunal medfinansiering på 1/3 af det enkelte centers samlede budget.

 

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har modtaget tre ansøgninger fra Vesterbro Netværks- og Kompetencecenter, Frivilligcentret Netvirket og SR-Bistand til frivilligcenter-puljen.

 

Ud fra en faglig betragtning er det forvaltningens vurdering, at feltet for frivilligt socialt arbejde er tilstrækkeligt dækket i kommunen. Kontaktudvalget og de eksisterende frivillighedsformidlingerne i kommunen varetager tilsammen en stor del af de opgaver som frivillighedscentrene er tiltænkt.

 

Ud fra en økonomisk betragtning er det Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens vurdering, at en kommunal medfinansiering på 1/3 af det enkelte centers samlede budget bør finansieres over § 115-midlerne (frivillighedsmidlerne). § 115-midlerne gives som udgangspunkt som 1-årige bevillinger, og en kommunal medfinansiering vil betyde, at der skal gives flerårige bevillinger, hvilket vil gå imod den eksisterende praksis. Dertil kommer, at der vil være færre § 115-midler til rådighed til uddeling til de frivillige sociale organisationer og foreninger.

 

Endvidere skal centrene opnå økonomisk bæredygtighed ved puljens ophør. Forvaltningen kan ikke på nuværende tidspunkt pege på en varig finansieringskilde af frivilligcentre efter 2008.

 

Med et samlet budget på 6.321.985 kr. for de tre projekter for perioden 1.1.2006-31.12.2008 vil den kommunale medfinansiering på 1/3 af centrernes budget udgøre 2.086.255 kr. i perioden, svarende til 695.418 kr. årligt. 

 

Ved puljens ophør ved udgangen af 2008 skal de støttede projekter opnået økonomisk bæredygtighed, hvilket vil betyde en 100 % kommunal finansiering af centrene. Dette vil betyde en årlig udgift, der beløber sig på i alt 2.132.365 kr. for de tre centre.

 

På den baggrund indstilles det, at ansøgningerne fra Vesterbro Netværks- og Kompetencecenter, Frivilligcentret Netvirket og SR-Bistand om styrkelse af eksisterende og oprettelse af nye frivilligcentre ikke imødekommes.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund for ansøgninger om oprettelse eller styrkelse af frivilligcentre

Ved Satspuljeaftalen for 2005 aftalte partierne bag forliget, at der i perioden 2005-2008 skal afsættes i alt 49 mio. kr. til en styrkelse af eksisterende og oprettelse af nye frivilligcentre, med henblik på at gøre det lettere at finde frivilligt arbejde for dem, som ønsker det, samtidig med, at der skabes bedre forudsætninger for det lokale samarbejde om løsning af sociale problemer.

 

Det overordnede mål med satspuljebevillingen er således at sikre en lettere adgang for den enkelte borger til at engagere sig i en frivillig social aktivitet.

 

Derudover er der tre delmål:

• At der sker et kvalitativt løft af hele frivilligcenterfeltet:

-         Ved at forbedre det lokale samspil mellem frivilligcentre, kommuner og de frivillige foreninger

-         Ved at gøre frivilligcentrene mere kendt blandt borgerne

-         Ved at generere nye aktiviteter, som efterspørges af borgere og frivillige foreninger

 

• At der kommer en bedre geografisk dækning med frivilligcentre

• At der er opnået økonomisk bæredygtighed for de støttede projekter ved puljens ophør

 

Det er Socialministeriets ønske, at frivilligcenter-puljen skal bidrage til et kvalitetsløft ikke blot blandt de frivilligcentre, som direkte deltager i programmet, men af hele feltet.

 

Socialministeriet definerer et frivilligcenter således:

·        Frivilligcentrernes formål er at støtte, styrke og inspirere det frivillige arbejde

·        Et frivilligcenter er et lokalt initiativ og en lokal platform for det frivillige sociale arbejde

·        Frivilligcentre samarbejder med frivillige sociale foreninger, borgere, kommune og erhvervsliv om at synliggøre, styrke og udvikle den frivillige indsats i lokalsamfundet

·        Frivilligcentre kan skabe overblik over det frivillige sociale arbejde, så det er lettere for den enkelte borger at finde den aktivitet eller forening, hvor man enten ønsker at få hjælp eller ønsker at tilbyde sin frivillige deltagelse

·        Frivilligcentre kan styrke det frivillige sociale arbejde ved at give inspiration og service til eksisterende sociale foreninger og ved at hjælpe nye frivillige initiativer i gang

·        Frivilligcentre kan være et samlingspunkt for udvikling af nye samarbejdsformer og netværk mellem borgere, foreninger, kommune og erhvervsliv

·        Frivilligcentre behøver bred lokal opbakning fra frivillige sociale foreninger, hvilket bør afspejle sig i valg af organisering og struktur. Både foreninger og borgere bør have adgang til indflydelse på frivilligcentrerne fx gennem en medlemsbaseret foreningsstruktur

 

Der kan søges om puljemidler til tre projekttyper hos Socialministeriet:

A – støtte til projektudvikling

B – etablering af nyt frivilligcenter

C – udvikling af et eksisterende frivilligcenter

 

Kommunal medfinansiering af projekttype B og C

Det er en betingelse for at opnå støtte af Socialministeriets frivilligcenter-puljen, at der er sikret kommunal medfinansiering på 1/3 af det enkelte centers samlede budget, på nær udgifter til afgrænsede udviklingsprojekter.

 

Ansøgninger til oprettelse eller styrkelse af frivilligcentre i Københavns Kommune

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har modtaget tre ansøgninger fra Vesterbro Netværks- og Kompetencecenter (jf. bilag 1), Frivilligcentret Netvirket (jf. bilag 2) og SR-Bistand (jf. bilag 3) til frivilligcenter-puljen.

 

1. Vesterbro Netværks- og Kompetencecenter (VNKC) v. Johs. Bertelsen, ansøger om etablering af et nyt frivilligcenter. Projekttype B.

 

I ansøgningen skriver VNKC, at målet med frivilligcentret er følgende:

·        Kvalitetsudvikling af frivillighedsarbejde i form af bedre kobling mellem ressourcer og opgaver, mere dristighed i den kreative anvendelse af de frivillige, bedre tværgående samarbejde og koordinering

·        Kompetenceudvikling for individ og organisation

·        Metodeudvikling for frivillighedsarbejdet generelt med fokus på at flytte opfattelsen af det frivillige arbejde fra "hjælp de svage" til udvikling af medborgerskab som sådan. Sigtet er at placere hverdagsmagerbegrebet tydeligt i samfundets debat og forståelse

 

VNKC angiver, at frivilligcentret ønsker at udføre følgende aktiviteter:

·        Synliggørelse og borgerinformation (udarbejdelse af hjemmeside og folder, tage kontakt til medier, afholdelse af videnscafe, udarbejdelse af frivillighedsregnskaber og frivilliges vartegn)

·        Ændret grundstruktur for frivillighedsarbejdet/foreningsservice

·        Etablering af formaliseret samarbejde og netværk

·        Nye arbejdsopgaver og nye samarbejdsflader

·        Nyudvikling

 

2. Frivilligcentret Netvirket v. Vibeke Nielsen ansøger om udvikling af et eksisterende frivilligcenter. Projekttype C.

 

I ansøgningen skriver Frivilligcentret Netvirket, at målet med frivilligcentret er følgende:

·        Netvirket er en lille forening og målet er at udvide og udvikle deres aktiviteter på mange områder. Netvirket har valgt at prioritere mange mindre projekter over de næste år frem for få store. På denne måde mener Netvirket, at centret kan gavne flere af dets interessenter og nå en bredere målgruppe

 

Frivilligcentret Netvirket angiver, at frivilligcentret ønsker at udføre følgende aktiviteter:

·        Projekt 1:Udvikling og implementering af Timebank-projekt (udvikling af et lokalt og personligt netværk)

·        Projekt 2: Kvalitetsudvikling af kerneydelsen formidling. Projektets formål er at systematisere og udvikle formidlingen af frivilligt arbejde, så de frivillige, der henvender sig får en bedre service i formidlingen og at frivilligcentret får udviklet redskaber til at målrette dets annoncering

·        Projekt 3: Geografisk udvidelse til at dække hele Amagerdelen af Københavns Kommune. Projektet har til formål at udvide frivilligcentrets dækningsområde mht. foreninger, væresteder, projekter m.m. på den del af Amager, som Netvirket ikke p.t. dækker, endvidere skal projektet øge beboernes kendskab til de foreninger, der findes i deres lokalområde

·        Projekt 4: Udvikling af kerneydelsen: Opstart og drift af projekter. Projekts formål er at tilbyde bedre service til de borgere, der ønsker at opstarte nye frivillige, sociale projekter

·        Projekt 5: Udvikling af nyt projekt med henblik på at formidle frivilligt engagement til indvandrere. Projektets formål er at få disse beboere i tale og gøre opmærksom på mulighederne for at bruge dansk til hverdag, selvom man ikke har et betalende arbejde, muligheder for at danne netværk og muligheder for at deltage i og lære om demokrati

·        Projekt 6: Afdækning af muligheder og behov for selvhjælp i lokalområdet. Tilbyde selvhjælpsprojekter. Hjælp til opstart

 

SR-Bistand v. Jens Wissing ansøger om udvikling af et eksisterende frivilligcenter. Projekttype C.

 

I ansøgningen skriver SR-Bistand, at målet med frivilligcentret er følgende:

·        Udvikling af formidlingen af fleksjob til den frivillige verden, foreningsservice og kvalitetsudvikling af formidlingen af frivilligt arbejde

 

SR-Bistand angiver, at frivilligcentret ønsker at udføre følgende aktiviteter:

·        Formidling af fleksjob til frivillige organisationer

·        Kvalitetsudvikling af frivilligt arbejde: Hjælp til opstart

 

·        Kvalitesudvikling af feltets kerneområder:

-         Formidling af frivilligt arbejde

-         Selvhjælpsarbejde

-         Opstart og drift af projekter

-         Støtte til netværksdannelse

-         Borger information

-         Foreningsservice

 

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens vurdering

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen kan på nuværende tidspunkt hverken anbefale at udvide eksisterende centre eller etablere nye frivillighedscentre i Københavns Kommune.

 

Ud fra en faglig betragtning er det forvaltningens vurdering, at feltet for frivilligt socialt arbejde er tilstrækkeligt dækket i kommunen. Dette begrundes blandt andet med, at 255 foreninger og organisationer søgte § 115-midler for perioden 2005 i Københavns Kommune, hvilket tegner et billede af, at det frivillige sociale arbejde trives i kommunen. Via § 115-midlerne støtter Københavns Kommune følgende 6 foreninger der decideret har frivillighedsformidling og støtte i opstartsfasen af nye frivillige projekter/foreninger som deres kerneområde:

·        SR-Bistand

·        Kvarterhuset, Borgbjergsvej

·        Frivilligcentralen Kgs. Enghave

·        Frivilligt Forum

·        Frivillighedsformidlingen Netvirket

·        BeboerCaféen, Den Grønne trekant

 

Endvidere blev Kontaktudvalget for frivilligt socialt arbejde i Københavns Kommune etableret i 1998. Dette udvalg har til opgave at fremme det frivillige sociale arbejde og forbedre dets muligheder i Københavns Kommune. Kontaktudvalget og frivillighedsformidlingerne varetager tilsammen en stor del af de opgaver som frivillighedscentrene er tiltænkt.

 

Ud fra en økonomisk betragtning er det Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens vurdering, at en kommunal medfinansiering på 1/3 af det enkelte centers samlede budget bør finansieres over § 115-midlerne (frivillighedsmidlerne). § 115-midlerne gives som udgangspunkt som 1-årige bevillinger, og en kommunal medfinansiering vil betyde, at der skal gives flerårige bevillinger, hvilket vil gå imod den eksisterende praksis. Dertil kommer, at der vil være færre § 115-midler til rådighed til uddeling til de frivillige sociale organisationer og foreninger.

 

Endvidere skal centrene opnå økonomisk bæredygtighed ved puljens ophør. Forvaltningen kan ikke på nuværende tidspunkt pege på en varig finansieringskilde af frivilligcentre efter 2008.

 

På den baggrund indstilles det, at ansøgningerne fra Vesterbro Netværks- og Kompetencecenter, Frivilligcentret Netvirket og SR-Bistand om styrkelse af eksisterende og oprettelse af nye frivilligcentre ikke imødekommes.

 

MILJØVURDERING

Sagstypen er ikke omfattet af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

ØKONOMI

På baggrund af de indsendte budgetter bilagt de respektive  ansøgninger kan den samlede kommunale medfinansiering svarende til 1/3 af det enkelte centers samlede budget opgøres til i alt 2.086.255 kr., svarende til 695.418 kr. årligt.  De enkelte centres budgetter og mulige udgifter for kommunen i perioden 1.1.2006-31.12.2008 fremgår af tabel 1 nedenfor.

 

Tabel 1. Frivilligcentrenes budgetter og den kommunale andel af udgifterne i perioden 1.1.2006-31.12.2008

 

Samlet budget for perioden 1.1.2006-31.12.2008

Kommunal medfinansiering på 1/3

i perioden 1.1.2006-31.12.2008

Vesterbro Netværks- og Kompetencecenter

3.241.885 kr.

1.069.822 kr.

Frivilligcentret Netvirket

 

1.213.000 kr.

400.290 kr.

SR- Bistand

 

1.867.100 kr

616.143 kr.

i alt

 

2.086.255 kr.

 

Ved puljens ophør ved udgangen af 2008 forudsættes de støttede projekter at opnå økonomisk bæredygtighed, hvilket kan betyde en udgift på op til 100 % kommunal finansiering af centrene. Det er dog på nuværende tidspunkt uafklaret, i hvilket omfang der vil være tale om at videreføre indsatsen i de respektive centre. Såfremt der bliver tale om videreførelse af alle de tre projekter i den forelagte form vil det baseret på budgettet for 2008 indebære en samlet årlig udgift på 2.132.365 kr. (2005-niveau) for de tre centre.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen.

 

HØRING

Ingen.

 

BILAG

1.      Vesterbro Netværks- og Kompetencecenters ansøgning til pulje til etablering af nye og udvikling af eksisterende frivilligcentre

2.      Frivilligcentret Netvirkets ansøgning til pulje til etablering af nye og udvikling af eksisterende frivilligcentre

3.      SR-Bistands ansøgning til pulje til etablering af nye og udvikling af eksisterende frivilligcentre

 

 

 

Grethe Munk                     /                     Torben Brøgger


 

Bilag

Til top