B-sag: Borgermøde om forslag til tillæg 7 til lokalplan Holmen II (Margretheholm)
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Christianshavns Lokaludvalg samarbejder med Teknik- og Miljøforvaltningen om et borgermøde om forslag til tillæg 7 til lokalplan Holmen II, der muliggør etablering af et botilbud og en daginstitution på Margretheholm.
- at Christianshavns Lokaludvalg afsætter en ramme på 6.000 kr. til borgermødet. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
- at Christianshavns Lokaludvalg udpeger formanden til at planlægge og gennemføre borgermødet sammen med sekretariatet.
Problemstilling
På dagsordenen for Borgerrepræsentationens møde den 23. september 2021 er der en indstilling om
- at godkende forslag til tillæg 7 til lokalplan Holmen II med henblik på udsendelse i offentlig høring i otte uger,
- at godkende det tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2019 med henblik på udsendelse i offentlig høring sammen med lokalplanforslaget i otte uger.
Teknik- og Miljøforvaltningen forventer, at de to forslag til tillæg sendes i offentlig høring på Bliv Hørt-portalen den 30. september 2021.
Løsning
Med forbehold for lokaludvalgets godkendelse har sekretariatet aftalt et samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen om et borgermøde om forslag til tillæg 7 til lokalplan Holmen II, der muliggør etablering af et botilbud og en daginstitution på Margretheholm.
Mødet holdes den 4. november 2021 kl. 17-19 i et beboerlokale på adressen Margretheholmvej 76. Borgerne vil skulle tilmelde sig mødet.
Mødet vil omfatte:
- orientering om forslaget til tillæg 7 til lokalplan Holmen II
- orientering om botilbuddet
- orientering om dagsinstitutionen
- orientering om lokaludvalgets hidtidige holdning til sagen
- spørgsmål, svar og debat.
Økonomi
Det foreslås, at der afsættes en ramme på 6.000 kr. til mødet. Der vil være udgifter til lokaleleje, forplejning og annoncering. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
Videre proces
Lokaludvalget og Teknik- og Miljøforvaltningen er vært for et borgermøde den 4. november 2021 kl. 17-19 om forslag til tillæg 7 til lokalplan Holmen II.
Lokaludvalget skal beslutte sit høringsvar om sagen i mødet den 27. oktober eller i mødet den 30. november 2021, afhængig af hvornår høringsperioden er.
Bilag
0. Link til sagen "Forslag til tillæg 7 til lokalplan Holmen II og kommuneplantillæg" på dagsordenen for Borgerrepræsentationens møde den 23. september 2021:
Beslutning
- Lokaludvalget besluttede at samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen om et borgermøde om forslag til tillæg 7 til lokalplan Holmen II, der muliggør etablering af et botilbud og en daginstitution på Margretheholm.
- Lokaludvalget afsatte en ramme på 6.000 kr. til borgermødet. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
- Lokaludvalget udpegede formanden til at planlægge og gennemføre borgermødet sammen med sekretariatet og Teknik- og Miljøforvaltningen.