Mødedato: 29.03.2023, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Høringssvar om afgrænsning af miljøkonsekvensrapport for metrolinje M5

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar til Økonomiforvaltningen om afgrænsning af miljøkonsekvensrapport for metrolinje M5.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender høringssvaret til Økonomiforvaltningen om afgrænsning af miljøkonsekvensrapport for metrolinje M5, der ses i bilaget.

Problemstilling

Økonomiforvaltningen har med mail til bl.a. lokaludvalget samt på Bliv Hørt-portalen givet mulighed for dels at komme med forslag til miljøforhold, der bør indgå i miljøkonsekvensrapporten, og dels at komme med bemærkninger til miljøkonsekvensvurderingen i øvrigt. Høringsperioden er den 8. marts-5. april 2023. 

Følgende fremgår af Bliv Hørt-portalen:
"Metrolinje M5 skal understøtte en bæredygtig byudvikling i de nye områder på Kløverparken, Refshaleøen og Lynetteholm og afhjælpe kapacitetsudfordringerne i det eksisterende metrosystem mellem Amager og det øvrige København.

Inden der kan gives tilladelse til anlæg af metrolinje M5 skal der gennemføres en miljøkonsekvensvurdering (VVM) af projektet iht. miljøvurderingsloven og VVM-bekendtgørelsen for havne. Det betyder, at bygherre Metroselskabet skal udarbejde en miljøkonsekvensrapport for projektet.

Miljøkonsekvensrapporten udarbejdes med udgangspunkt i en linjeføring fra København H til Lynetteholm med forlængelse til Østerport med følgende 10 stationer:

København H (Reventlowsgade)
Bryggebroen (Axel Heides Gade)
DR Byen (skiftestation)
Amagerbrogade Syd (Sundbyøster Plads)
Lergravsparken (skiftestation)
Prags Boulevard
Refshaleøen
Lynetteholm S
Lynetteholm N
Østerport (skiftestation)

Linjeføring og stationer fremgår af det vedlagte oversigtskort.

Fra København H-Prags Boulevard miljøvurderes en tunnelløsning. Fra Prags Boulevard til umiddelbart efter Refshaleøen miljøvurderes både en højbane- og en tunnelløsning. På Lynetteholm miljøvurderes en højbaneløsning og fra Lynetteholm til Østerport en tunnelløsning. Der arbejdes med en placering af et kontrol- og vedligeholdelsescenter til M5 på Prøvestenen.

Københavns Kommune er myndighed på projektet på land, og Trafikstyrelsen er myndighed på den del af projektet, der ligger indenfor Københavns Havns søområde.

Har du bemærkninger til afgrænsning af miljøkonsekvensrapporten?

Inden Metroselskabet påbegynder udarbejdelse af miljøkonsekvensrapporten, skal Trafikstyrelsen og Københavns Kommune afgive en udtalelse om, hvor omfattende og detaljerede oplysningerne i miljøkonsekvensrapporten skal være. 

Metroselskabet har udarbejdet et afgrænsningsnotat med selskabets forslag til, hvilke miljøforhold der skal beskrives og undersøges nærmere i miljøkonsekvensrapporten.

Til brug for udarbejdelsen af myndighedernes udtalelse sendes afgrænsningsnotatet i høring hos berørte myndigheder og offentligheden.

(...)

Høringen vedrører den nævnte linjeføring fra København H via Amagerbrogade Syd til Lynetteholm med forlængelse til Østerport. Forslag til fx andre linjeføringer vil derfor ikke være relevante i forbindelse med denne høring. Fastlæggelse af udformningen og indretningen af nye metrostationspladser vil ske på et senere tidspunkt i forbindelse med senere lokalplanlægning, hvor der også vil blive mulighed for at komme med forslag og bemærkninger."  

Løsning

Lynetteholm-gruppen har skrevet et udkast til høringssvar, som det foreslås, at lokaludvalget godkender. Se udkastet i bilaget.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Sekretariatet sender lokaludvalgets høringssvar til Økonomiforvaltningen og lægger det på Bliv Hørt-portalen.

Følgende fremgår af høringsmaterialet
"Efter den offentlige høring af miljøkonsekvensrapporten, samler og behandler Trafikstyrelsen og Københavns Kommune høringssvarene, og miljøkonsekvensrapporten vil måske blive uddybet og/eller projektet justeret som følge af de indkomne høringssvar. Anlægslov samt endelig godkendt miljøkonsekvensrapport og VVM-tilladelse forventes at foreligge i 2025-26, hvorefter anlægsarbejdet kan igangsættes. Metrolinje M5 er planlagt til at åbne i 2035." 

Beslutning

Lokaludvalget godkendte høringssvaret til Økonomiforvaltningen om afgrænsning af miljøkonsekvensrapport for metrolinje M5, der ses i bilaget.
Til top