B-sag: Trafikplanen og administration af lokalplanen for Ørkenfortet
Christianshavns Lokaludvalg skal udpege lokaludvalgsmedlemmer til at indgå i en dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen om trafikplanen og om administration af lokalplanen for Ørkenfortet.
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Christianshavns Lokaludvalg udpeger Jens Eskildsen, Frode Neergaard og Poul Cohrt til at indgå i en dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen om trafikplanen og om administration af lokalplanen for Ørkenfortet, jf. afsnittet "Problemstilling".
Problemstilling
Medlemsforslag fra Jens Eskildsen og Frode Neergaard:
"Trafikplanen og administration af tillæg nr. 3 til lokalplan nr. 183 for Ørkenfortet er flere gange siden 2018 drøftet i lokaludvalget. Lokaludvalgets medlemmer Jens Eskildsen samt Frode Neergaard, der deltager i møderne med ATP foreslår, at lokaludvalget udpeger 3 medlemmer til at indgå i dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen om trafikplanen og om administration af lokalplanen.
Supplerende oplysninger:
Vedrørende trafikplanen bør blandt andet følgende forhold drøftes:
- Placering af Ind- og udkørsler i Strandgade
- Vendeplads på ejendommen for varetilkørsel og turistbusser
- Ventepladser på ejendommen for taxaer
- Kunde-parkeringspladser til butik på hjørnet af Strandgade og Torvegade
- Forbud mod busholdepladser i Strandgade
- Sikring af, at trafik til og fra Ørkenfortet ikke kører ind i og gennem nærområdet omkring Christians Kirke
- Afvikling af forgænger- og cykeltrafik, barnevogne m.v. mellem Ørkenfortet og havnefronten
- Ind- og udkørsel til og fra hovedindgangen - i relation til 7 træer foran Ørkenfortet mod Strandgade.
Vedrørende lokalplanen bør blandt andet drøftes:
- Meddelte dispensationer fra lokalplanen
- Antennemaster på taget
- Kommende dispensationer
- Etc.
Det er mest hensigtsmæssigt, at møderne med Teknik- og Miljøforvaltningen bliver fysiske møder.
Jfr. forsamlingsforbuddet, kan der højst kan deltage 5 personer i et møde. Det skal bemærkes, at Teknik- og Miljøforvaltning er vejmyndigheden, der i samarbejde med politiet godkender trafikplanen for Ørkenfortet.
Lokaludvalget er orienteret om, at trafikplanen for Ørkenfortet administreres af én medarbejder i Teknik- og Miljøforvaltningen."
Løsning
Mobilmaster og teknikbygninger på Ørkenfortet
En borger, som henvendte sig til lokaludvalget om mobilmaster mv. på Ørkenfortets tag, har fået svar fra Teknik- og Miljøforvaltningen. Se svaret i bilaget.
Trafikplan, beplantningsplan og lokalplandispensationer
Under punktet "Henvendelser til lokaludvalget" besluttede lokaludvalget i mødet den 24. februar 2021, at bede Teknik- og Miljøforvaltningen
- om en trafikplan for området omkring Ørkenfortet
- om en beplantningsplan for området omkring Ørkenfortet
- om dispensationerne fra lokalplanen for Ørkenfortet vedr. tekniske anlæg og mobiltelefonmaster i gadeplan og på taget af bygningen.
Dette med henblik på en drøftelse af trafikplan, beplantningsplan og dispensationer i lokaludvalgets møde den 24. marts 2021.
Formanden bad med brev den 9. marts 2021 forvaltningen om ovennævnte. Hvis svaret fra forvaltningen foreligger inden lokaludvalgets møde den 24. marts 2021, vil det indgå som grundlag for behandlingen af denne sag.
Dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen om Ørkenfortet
Formanden foreslår, at lokaludvalget godkender medlemsforslaget, der fremgår af afsnittet Problemstilling, og udpeger Jens Eskildsen, Frode Neergaard og Poul Cohrt til at indgå i en dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen om trafikplanen og om administration af lokalplanen for Ørkenfortet.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Jens Eskildsen, Frode Neergaard og Poul Cohrt orienterer lokaludvalget om deres dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen om trafikplanen og om administration af lokalplanen for Ørkenfortet i et kommende lokaludvalgsmøde.
Beslutning
Lokaludvalget udpegede Jens Eskildsen, Frode Neergaard og Poul Cohrt til at indgå i en dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen om trafikplanen og om administration af lokalplanen for Ørkenfortet, jf. afsnittet "Problemstilling".