Høring om afgrænsning af supplerende miljøkonsekvensrapport vedr. slutskakt for M5, 1. etape.
Indstilling
Forpersonen indstiller
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg vedtager et høringssvar vedr. høring om afgrænsning af supplerende miljøkonsekvensrapport vedr. slutskakt for M5, 1. etape.
Problemstilling
I den igangværende miljøkonsekvensvurdering af Metro M5 (maj 2024) indgår en slutskakt efter København H, som er placeret ved Vester Søgade. Denne placering sikrer mulighed for forlængelse mod Forum Station og videre mod Nørrebro, Rigshospitalet og Østerport, hvis det senere besluttes at lukke metrolinje M5 som en ring.
For at muliggøre forlængelse til en eventuelt kommende station ved Gammel Kongevej, er det i perspektivanalysen af at lukke metrolinje M5 som en ring belyst, at slutskakten skal have en alternativ placering. Se høringen her:
Afgrænsningsnotat for placering af M5 slutskakt (kk.dk)
Resultater og høring af den nuværende miljøkonsekvensvurdering kan ses her: Miljøkonsekvensrapport Metrolinje M5 (kk.dk)
Den afgrænsningsnotat, der nu er i høring, fastsætter omfanget af den nye miljøkonskvensvurdering, der skal laves, for at det bliver muligt at forlænge metroen til Rigshospitalet med mulighed for et afgreningskammer i retnings mod Brønshøj.
Løsning
Byudviklingsudvalget har diskuteret høringen og mener, at der skal indsendes et høringssvar, der fastslår, at den nye miljøkonsekvensvurdering er vigtig for at muliggøre, at der på sigt kan komme en metro til Brønshøj.
Forretningsudvalget har drøftet høringen og støtter Byudviklingsudvalgets forslag.
Forretningsudvalget har anmodet sekretariatet om at undersøge Vanløse Lokaludvalgs høringssvar samt Bispebjerg Lokaludvalgs høringssvar.
- Vanløse Lokaludvalgs høringssvar ses her: B-sag: Høring vedr. afgrænsningsnotat for placering af M5 slutskakt | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk)
- Bispebjerg Lokaludvalgs høringssvar ses her: Brev (kk.dk)
Forperson for Byudviklingsudvalget har udarbejdet udkast til høringssvar i bilag.
Videre proces
Sekretariatet indsender lokaludvalgets høringssvar inden høringsfristen 30. september.
Beslutning
Brønshøj-Husum Lokaludvalg vedtog udkast til høringssvar vedr. høring om afgrænsning af supplerende miljøkonsekvensrapport vedr. slutskakt for M5, 1. etape.
Protokolbemærkning fra Kristian Alex Larsen:
"Uenig. Vi skal investere i langsigtede løsninger, der kan etableres på kort sigt, dvs. bus. Problemet med Frederikssundsvej kan ikke vente".
Lise Buch, Chris Andersen, Jan Bötcher og Jørgen Steen Jensen tilsluttede sig ovenstående protokolbemærkning.